Fredagsbrevkassen uge 41 – 2015

9. okt 2015

SPØRGSMÅL

Kære Rose,

Jeg får ofte sådan lidt welt smertz… når man lader sig oplyse, så gør det bare ondt af og til. Og det eneste jeg føler kan dulme smerterne, er netop at konfrontere dem, handle efter min nyerhvervede viden. Det er vel den eneste måde hvorpå vi kan ændre verden. Ved at handle.

Jeg ofte tænker, at det kan være virkelig svært, at lave om på egne vaner, selvom man er fast besluttet. Men andres kan man jo ikke ændre. Man kan inspirere folk og diskutere, men enhver må selv ville informeres og handle. Men når det drejer sig om mine børn, jeg har tre piger, så kan jeg ofte have lyst til at sætte dem ind i et isoleret lille rum, hvor intet kan skade dem. Fx dengang jeg så filmen “er fisk sundt?”, mine unger elsker fisk… det er så kulturelt indbygget i os, at fisk er sundt, men det ved gud mange af dem ikke er mere. Ja, etoxyquin er jo gift. Vi er også kulturelt opdraget med at det er sejt hvis man som barn kan lide fisk, netop fordi det er “så sundt”.

Den måde det meste kødkvæg behandles på (se fx filmen “Earthings”) er så foragteligt at jeg ikke forstår at jeg er medlem af den samme race som dem der håndterer dem.

Jeg er selv vegetar, og har været det i snart to år, jeg er uddannet pb´er i ernæring og sundhed i 2005 og har altid været interesseret i miljø og sundhed. Men mine børn vil jeg stadig ikke tage beslutningen om fx. at blive vegetarer, da de altid har elsket kød. Den ældste et 10 i dag. Jeg har ikke lyst til at tage ting de elsker fra dem, selvom det strider direkte imod mine værdier. Og det forholder sig sådan hele vejen rundt.

Jeg forsøger selvfølgelig at klæde dem så godt på jeg kan ifht miljø og sundhed (på den sunde måde, uden at være hysterisk), men de er jo stadig bare børn.

Og fx forleden fortalte min mand om at de skulle have været med ham i byen, for pølsemanden delte gratis hotdogs ud. Så jubler de jo, hvorefter jeg ikke kan dy mig, og siger, “ja, lavet af dyr der har haft det skidt og er fyldt med medicin og dårlig foder”. Min ældste ved jo godt at det er sådan, når det ikke, som minimum er økologisk, men alligevel er hun jo bare et barn, der drages af hendes lyster. Og hun har det lidt svært når “alle de andre må få de og de muffins og forskellige præfabrikerede kager”, når hun og hendes søskende ikke må. Jeg bager selvfølgelig hellere selv, eller også gør hun. Men alligevel.

På hendes klub kan man købe is, frugt og dagens ret… men jeg ønsker jo bare at give hende sund mad med hjemmefra. Det er billigere og økologisk. Men jeg forstår godt hendes spænding omkring det, at kunne købe noget. Jeg bryder mig heller ikke om at min ældste sidder med sin (fra skolen udleverede ipad!!!, den fik hun allerede sidste år i 3. klasse) hver dag. Og med dens kommen til vores hus, opstod der vitterligt mange opgør om hvordan vi ønskede at beskytte hende mod strålingen.

Andre forældre synes jo at jeg (vi) er lidt småtossede og trækker måske lidt på smilebåndet, det generer ikke mig, men jeg ønsker ikke at besværliggøre mine ungers sociale fællesskaber.

Mit spørgsmål er nu, hvad gør du i disse situationer?

Jeg ser frem til at høre dit svar, jeg kan nemlig huske at jeg tænkte på at ville spørge dig om dette, lige siden jeg læste den artikel du skrev om din datter og kage i hendes skole.

Med kærlighed, L.

SVAR

Kære L.

Mange tak for din åbne og ærlige deling af dine tanker og udfordringer omkring forældreskab.

Jeg vil gerne dele mine holdninger, erfaringer og tanker om emnet. Noget af det forekommer måske lidt mystisk, hvis man ikke er vant til at tænke på den måde. Det er helt okay. Vi behøver ikke at være enige. Det er i øvrigt et af mine principper; at det ikke handler om at være eller blive enige. For de fleste er det nærende at udforske sin egen smag og omgive sig med relationer, der matcher denne smag.

Min grundholdning er, at vi som sjæle selv vælger vores forældre. Hvis vores forældre og opvækst var fuldstændig såkaldt perfekt, ville der nok ikke være så meget at lære og udvikle sig af. Det er en mulighed, bestemt, men de fleste af os vælger af vokse op med en større eller mindre grad af kontraster i form af f.eks. værdier, som er helt anderledes, end dem vi som sjæle ønsker at udvikle. Det er helt, som det skal være.

Det kan være meget befriende at anskue verden på den måde. Så forsvinder faktisk al skyld, ansvar, bebrejdelse, tilgivelse, sorg, vrede og hvad vi ellers kan rette mod vores forældre og opvækst. Og som forældre kan vi bedre hvile i, at alt vitterlig er godt. Også når vi ikke selv lige kan se meningen.

For godt og vel tre år siden erkendte jeg, at min ældste datter havde brug for et skoleskifte. Min mand og jeg satte os ned og mærkede meget nøje efter, hvad der egentlig var de vigtigste prioriteringer for os i forhold til vores hverdag, bolig, skole, daginstitution, arbejde osv. Vi besluttede at flytte, for at vores børn kunne gå i den type skole, som vi anser for det bedste match til netop dem og os. Det betød, at vi flyttede 100 km nordpå. Det har på alle måder været en fantastisk udvikling og opgradering af vores hverdag og trivsel.

Grundlæggende har jeg stor respekt for mine børns visdom og suverænitet. Jeg koncentrerer mig meget om at lytte til min indre GPS, følge mit hjerte, holde en høj integritet og skabe en hverdag, der nærer mig. Med andre ord, at værne om og højne min vibration. Jeg tænker, at det er en af de største gaver og inspiration, jeg kan give mine børn.

Tidligere troede jeg, at jeg (kun) blev en god (nok) mor ved at knokle, ofre mig, sige ja når jeg mente nej, tilsidesætte egne behov osv. Men det var en vildfarelse og matcher slet ikke min forståelse af bæredygtig sundhed.

For mig er det også en blindgyde, hvis jeg tror, at jeg kan styre og kontrollere mine børns opvækst. Det er slet ikke min rolle som forældre.

Min smag er også til at træffe oplyste bevidste valg og fravalg. Det er i høj grad den tilgang, som jeg står for. Det betyder også, at man kan slippe den dårlige samvittighed, netop fordi der er tale om bevidste valg.

Da jeg selv var usikker på mine beslutninger, blev min usikkerhed spejlet i mine omgivelser. Efterhånden som jeg hviler mere og mere i mig selv og det, jeg står for, oplever jeg heller ikke modstand fra omgivelserne.

Andre må gerne mene noget andet. Jeg har besluttet, at jeg aldrig behøver at forsvare eller forklare noget, endsige stå på mål for noget. Ikke engang mig selv. Det giver en fantastisk frihed.

På det seneste har jeg også landet en del erkendelser omkring at skifte fra bekymring og frygt til stadigt mere tillid. Det er ikke nærende at træffe beslutninger ud fra en motivation af, at man prøver at undgå noget eller er bange for noget.

Jeg deler mine genveje i det nye tema på Grøn Stue, nemlig Slip din bekymring.

Jeg tænker, at du vil få stort udbytte af at lytte til det.

Kærligst

Rose

Forestil dig …

at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage

Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.

Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.

Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.