skip to Main Content

Fredagsbrevkassen uge 11 – 2015: Børneeksem naturlig lindring

Børneeksem naturlig lindring

SPØRGSMÅL

Kære Rose

Jeg får så meget ud af at læse alt det, du skriver. Hvis det ikke var for dit arbejde, ville jeg gøre så mange dårlige valg på hele min families vegne. Så tusind tak!

Vores datter på snart 11 mdr har fået konstateret børneeksem. Jeg har læst dine anbefalinger i BABY og også her på bloggen. Jeg vil uden tvivl gerne hjælpe min datter med at eliminere eksemen, men jeg bliver lidt overvældet af de mange råd.

Fx synes jeg, det er et stort arbejde at tage mælkeprodukter ud af kosten. Så kan du give nogle anbefalinger på (de vigtigste) tiltag, vi kan gøre stepvis, så vi ikke giver op på forhånd?

Bonusinfo: Hun er født ved kejsersnit til tiden. Hun er blevet og bliver stadig ammet. Desuden med tilskud af mme fra ca 4 mdr. Nu ammes hun kun om morgenen og får 150 ml mme om aftenen. Jeg har selv taget fiskeolie( eskimo3) og spektro multivitamin. Hendes søster har astmatisk bronkitis, og som 1 årig havde hun meget tør hud i ansigtet. Jeg elimineretde derfor mælkeprodukter i en måned for hende, men uden effekt. Hverken mor eller far har allergier e.l.

Mange tusind tak!

 

SVAR

Kære T.

Tak for de fine ord, dem blev jeg virkelig glad for!

Jeg forstår godt, at det er en stor udfordring at tage mælkeprodukterne ud af kosten. Alligevel vil det klart være mit vigtigste råd. Selv Sundhedsstyrelsen er netop gået over til at anbefale, at børn under 1 år ikke får komælk.

Eksem udspringer ofte af ubalancer i tarmen/tarmfloraen.

Du skriver, at din datter får tilskud af modermælkserstatning (mme) – dog uden at nævne, hvilken mme, der er tale om. Jeg vil anbefale dig at vælge en højt hydrolyseret modermælkserstatning fra apoteket, da hendes kost ellers ikke vil være mælkefri.

Den mælkefri diæt skal holdes i mindst 4 uger, gerne op til 8 uger. Det gælder samtlige mælkeprodukter og hele tiden, og gælder også for dig, så længe du ammer.

Jeg anbefaler dig at tage 1 tsk. eller 4 kapsler dagligt af Omega-3 fra Nordic Naturals frem for Eskimo-3. Jeg vil også anbefale dig at tage et bredere spektrum af kosttilskud særligt rettet til ammende. Du finder mine anbefalinger i e-guiden Kosttilskud.

Desuden anbefaler jeg, at du giver dit barn de kosttilskud, som jeg angiver i min bog BABY – her er særligt probiotika, levertran og kæmpenatlysolie vigtigt.

Tag også selv probiotika, især så længe du ammer. Probiotika kan nemlig afhjælpe eksem, da det styrker tarmfloraen.

Du kan ydermere sætte ind ved at tilføre kokosolie i din og dit barns kost.

Der kan være små skævheder i ryggen, spændinger i tarmene m.m. som forstyrrer fordøjelsen. Det kan derfor være en god idé at få hende tjekket af en erfaren blid kiropraktor, osteopat eller kraniosakralterapeut. Se anbefalingerne i BABY. Du finder min dugfriske opdaterede hjælperliste inde på Grøn Stue, hvor du også har fri og ubegrænset adgang til personlig rådgivning fra mig i min brevkasse på Grøn Stues forum og facebookside.

Hvis alt dette ikke hjælper, kan jeg vejlede dig med yderligere tiltag. Men som regel hjælper det!

Kærligst

R.

This Post Has 4 Comments
  1. Hej.
    Min datter har også børneeksem. For os har det hjulpet at eliminerer mælk og banan. Med mælk mener jeg alm drikke mælk. Vi var ret glade for banan herhjemme men det køber vi slet ikke mere, jordbær har hun også reageret på, så det går vi udenom. Derudover smører vi hendes hud ind i Locobase hver dag. Over hele kroppen. Når eksemen er i udbrud bruger vi cremen fra lægen, men kun i et meget lille omfang. Det har hjulpet til at holde eksemen nede. Vi ser den kun meget sjældent nu.

  2. @marlene – tak for din kommentar og fordi du tog dig tid til at dele dine erfaringer. Ja, der er nogle, som reagerer på banan – det kan også give forstoppelse.
    Kærligst R.

  3. Grunden til at Sundhedstyrelsen ikke længere anbefaler komælk til børn under 1 år, skyldes ikke fx sammenhæng med eksem/allergi som du lidt liver udtryk for, men derimod øget risiko for overvægt i barndommen. Dermed ikke være sagt at nogle kan blive eksemfri uden mælkeprodukter, men dokumentationen herfor er så vidt jeg ved sparsom!?

  4. @Lina – korrekt, Sundhedsstyrelsen har ikke valgt at medtage sammenhængen med eksem, intolerance, forstoppelse, øreproblemer m.m. som officielt begrundelsen. Men derfor kunne det godt tænkes, at det og andre forhold alligevel har indgået i deres overvejelser. Det ved vi selvfølgelig ikke, men man kunne godt tænke det. En anden officielt begrundelse er, at komælk har en negativ indflydelse på jernstatus.

    Der er ikke så mange undersøgelser på området, og dem, der findes, er ikke særligt godt lavet. Udfordringen ihft. undersøgelser er, at man sjældent ser på mælkeproteinintolerancer, men kun på decideret allergi over for mælkeprotein. Måling af intolerancer kræver mere avancerede undersøgelser, og reaktionerne er mere subtile og forskudte i tid. Så den bedste måde at teste det på er faktisk at udelade mælkeprodukterne konsekvent i en periode (eliminationsdiæt).

    Jo mere vi forstår omkring tarmens funktion, jo mere anerkendt og velundersøgt vil sammenhængen mellem mælkeprotein og diverse symtomer nok blive. Der begynder at komme evidens ifht. øreproblemer og fortstoppelse.

    Kærligst R.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back To Top