skip to Main Content

Fredagsbrevkassen uge 43 – 2014: babymad

Fredagsbrevkassen Uge 43 – 2014: Babymad

BABYMAD

SPØRGSMÅL

Hej Rose

Jeg har købt din bog ‘Baby’ og er lige startet på mad med min lille dreng. Mosen kører fint, men grøden knap så godt.

Mit spørgsmål omhandler Aurion – den første grød. Jeg har købt Ris og Hirse. Er startet på ris, men smagen er forfærdelig, nærmest plastik-agtig. Skal det smage sådan ?

Du skriver i bogen at det skal lægges i blød i 12 timer. Men det er jo mel? Er det nødvendigt at lægge i blød ?

På forhånd tak.

Mvh. Katrine

 

SVAR

Kære Katrine

Tak for dit spørgsmål. Hvor er det dejligt, at du får inspiration fra min bog BABY til sund og nærende babymad til dit lille barn.

Det er svært at svare på ang. smagen af Den Første Grød. Smagsoplevelse er jo enormt individuel. Det, som den ene oplever som en skrækkelig smag og/eller konsistens, kan være ren fryd for den anden. Naturligvis skal maden ikke være fordærvet. Jeg har ikke hørt andre beskrive smagen som nærmest plastik-agtig. Konsistens kan have meget stor påvirkning af, hvordan en fødevare opleves. Jeg tænker på, om du mon har tilsat olie til grøden, da visse olier også kan påvirke smagsoplevelsen af den ellers milde babymad ret meget.

Du spørger, om det er nødvendigt at lægge Den Første Grød i blød. Det kan jeg godt forstå. JA, det vil jeg anbefale! Jeg anbefaler også at ”lægge mel i blød” – eller, på godt dansk, at langtidshæve sit brød. Det er der meget god grund til.

Alt, der har kimen til at blive nyt liv; frø, bælgfrugter, nødder og korn, indeholder fytin. Fytin virker ligesom en magnet; det binder mineraler som zink, kalk, jern og magnesium til sig i maven. Da vores tarme ikke er i stand til at nedbryde fytin, ryger det og de mineraler, som er knyttet til det, direkte igennem tarmene uden at blive optaget af kroppen.

Det er derfor vigtigt at reducere fytin! Det gør du ved at langtidshæve din dej, bruge surdej, sætte grød og hele korn i blød. Du kan også med stor fordel iblødsætte nødder, frø, mandler og kerner. Endelig er det meget vigtigt at iblødsætte og tilberede bælgfrugter korrekt – hvilket de færreste faktisk gør.
Alt sammen er traditionelle tilberedningsmetoder.

Gamle kornsorter som emmer, enkorn og spelt indeholder næsten dobbelt op i mineralindhold i forhold til moderne hvede, selvom man sammenligner med fuldkornsmel.

Men pga. fytinindholdet har man ikke ret meget glæde af disse mineraler, hvis man ikke behandler kornet og melet optimalt, dvs. langtidshæver/iblødsætter og bager med surdej.
Glutenfrit mel bør således også iblødsættes.

Hvis du vil vide mere om dette spændende emne og få en masse fif til, hvordan du gør i praksis, så vil jeg anbefale min e-guide ”Farvel, fytin!”.

Den Første Grød er langtidsristet korn, hvilket støtter mineraloptaget, gør kornet lettere at fordøje og giver en sødligere smag. Derfor er det alligevel en god idé at iblødsætte det. I øvrigt nedsætter iblødsætningen også kogetiden.

Fortsat god fornøjelse med Projekt babymad!

Kærligst

Rose

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back To Top