skip to Main Content

Onsdags-urten: Salvie

I sidste uge (eller var det forrige…?) fik vi et bundt salvie (salvia officinalis) i en af kasserne fra Aarstiderne.

Hmmm … jeg er ret fascineret af urter, men lige salvie altså! Jeg plejer at gå uden om den.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med den. Måske fordi jeg ikke spiser kød. Salvie er nemlig en oplagt følgesvend til fjerkræ, kalvekød og svinekød.

Nu ligger den så dér i køleskabet og er ved at blive lidt halvslatten. Den har en meget kraftig og karakteristisk duft, som faktisk er ganske dejlig. Dens førstehåndsindtryk er bare så … låddent! Og bittert og gennemtrængende.

I min have har jeg en lille solbærsalvie, som dufter skønt af netop solbær. Der findes en del salviesorter, også med frugtduft, læs om dem her.  Den bruger jeg til at dufte til og kigge på! Salvie er vist i det hele taget helt oplagt i staudebedet, hvis man er den lykkelige ejer af sådan et.

Salvie er ellers en tudsegammel og meget skattet lægeurt. Bare tænk på navnet, som er afledt af det latinske salvare, som betyder at frelse. Den indeholder en masse aktive plantestoffer og flygtige olier, som er gode for fordøjelsen og fremmer optagelsen af næringsstoffer.

Især er den konge, når du er ved at blive forkølet. Et udtræk eller en kraftig te af salvie er et must mod forkølelse og ondt i halsen.

Den er derimod no-go for ammende mødre, med mindre de danner for meget mælk! Gravide skal heller ikke have for meget salvie.

Salvie indeholder nemlig, som flere andre urter, spormængder af thujon, som er et giftstof. Derfor bør den ikke drikke dagligt som te, men engang imellem og i maden er helt uproblematisk.

Tricket er f.eks. at lave te på den sammen med lakridsrod, som er dejlig sød. Jo længere den trækker, jo bedre. Eller med citron og honning!

Men tilbage til maden. En rest kogte, brune ris, stegt på panden med yderst finthakket salvie og finthakket broccolistok – det smagte fint. Men hvad jeg ellers skal finde på i mit grønne køkken …

Chips er løsningen

Så må man jo ty til Camilla Plum, som lovpriser salvien og her giver en guldgrube af gode råd til, hvordan man dyrker den i sin have. Og dér var så svaret:

“Af disse blade kan man lave en utroligt raffineret snack eller tapas, ved simpelthen at dyppe bladene i en frituredej, stege dem sprøde i olivenolie og spise dem varme, drysset med flagesalt. Det smager helt vidunderligt.

Salvieblade kan også steges som de er i olie, et kort øjeblik så de bliver fuldstændigt sprøde, drys dem over salater, eller over et stykke stegt fisk eller kalvekød.”

Salvie-chips!?!

Hvad bruger du salvie til?

 

This Post Has 18 Comments
  1. Jeg kommer meget gerne salvie i en broccolipesto sammen med mængder af rå broccoli, frisk basilikum, citronsaft (- og evt. skal), olivenolie, salt, peber, cashewnødder og et skvæt soja … Det lyder ufattelig helset, men det smager virkelig pragtfuldt!

  2. Hold da op det lyder specielt Nanna! DET skal prøves så hurtigt som muligt 🙂 Hvad spiser du pestoen til?

    Her bruger jeg salvie til the – rigtig lækkert. Og så stegt salvie til frisk pasta – måske ikke supersundt – men skønt, skønt skønt 🙂

    Kh.

  3. Hej Rose
    Jeg bruger blandt andet salvie i tærter med sødekartofler eller græskar. Synes kombinationen er himmelsk.
    Kh Nanna

    1. @Nanna, det lyder som en rigtig god kombi med de søde grøntsager og den kraftige, lidt bitre salvie. Tak for tippet!

      @Katrine, der er åbenbart noget om de (friture)stegte salvieblade. I frister mig, gør I! 😉

  4. Lyder godt Nanna,,, det må da prøves…
    Jeg bruger det jo mest til kød 😉

    Og så synes jeg det er ufattelige smukke sunde planter
    Jeg har mange af dem rundt om i blomsterbedene- da de er billige i netto -står grønne og vinteren og hernede hvor det er mildt ofte blomstre om foråret,

  5. Jeg er helt enig med dig i at det er en meget speciel krydderurt ;o)

    Et lille spørgsmål so ikke har noget med krydderurter at gøre. Jeg har fået af vide at jeg har d-vitamin mangel, og i den forbindelse vil jeg høre om man kan få for meget d-vitamin?
    Min læge anbefaler mig at tage 50µg pr dag i 2 måneder.

    Men med de d-vitaminer jeg har købt, vil jeg få 60µg + 3,75µg (som der er i omnimin)

    1. @Tina, velkommen her.
      Du kan SAGTENS og uden problemer tage 60 mcg + Omniminen.
      D-vitamin er et hormonligende stof, ikke et klassisk fedtopløseligt vitamin som f.eks. A-vitamin, så vær ikke bekymret for overdosis.
      Terapeutisk kan man bruge VILDE D-vitamin doser. Det skal man selvfølgelig ikke selv rode med. I den sammenhæng er 60 mcg peanuts.
      Men der er selvfølgelig ingen grund til at tage mere, end man har brug for
      Kh Rose

      PS. Jeg har brevkasse her på bloggen, personlig rådgivning med svar dag-til-dag, samt brevkasser på min-mave.dk og baby.dk
      Det er du altid velkommen til at benytte.

  6. Hej! Først tusinde hjertelige tak for din hjemmeside!Du skrev, at du ik’ vidste, hvad du skal bruge din salvie til og at den blev slatten i dit køleskab.
    Jeg synes den er min kongete!! Den har en udsøgt uimodståelig duft nyplukket og er vidunderlig som te, som jeg nyder med rismælk i..

  7. Hej, har læst på et site, eller var det lige her …forvirret .. nå men at man ikke må få formeget salvie, da det indeholder et eller andet giftigt sporstof eller hvad var det … jeg har lige fået et bjerg salvie, som jeg tænkte at tørre og bruge til the – men hvor tit vil jeg så kunne tage en sådan kop the ?

    1. @Barbina, tak for din kommentar. Jeg tænker, at det nok ikke er hos mig, du har læst det. Jeg anbefaler ikke dagligt indtag af bestemte urter, uanset art.
      Kærligst
      Rose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back To Top