skip to Main Content

Fredagsbrevkassen uge 29

Spørgsmål

I dette blogindlæg  skriver du, at

“Den svenske sundhedsstyrelse råder gravide og småfolk til kun at spise store rovfisk et par gange om ÅRET. Ud over kviksølv indeholder de nemlig også den meget farlige miljøgift PCB. Herhjemme siger vi stadig 25-100 g rovfisk om UGEN til småfolk/gravide. Skriiiiig.

 Hver 10. dåse tun og hver 5. tunbøf/sushitun indeholder så meget kvivsølv, at det overskrider grænseværdien. Den grænseværdi, som man nu har fundet ud af ikke kan blive lav nok.”

Det er helt ny viden for mig, og da mit barn får serveret tun to gange ugentligt i børnehaven, er jeg naturligvis meget bekymret.

Jeg vil gerne omvende køkkendamen, men jeg får nok brug for henvisningerne til undersøgelserne og den svenske sundhedsstyrelses anbefalinger, og jeg kan ikke lige selv finde det. Hvis du vil sende mig links eller lignende, vil jeg være meget taknemlig.

 På forhånd tak, I


Svar

Kære I

Tak for din mail. Jeg kan god forstå bekymringen. 

I blogindlægget finder du linket til undersøgelsen om kviksølv i tun og dåsetun. Men her er det også. 

Ja, det kræver seriøs googling af finde den svenske sst’s anbefalinger.

Men her er de – og der er flere links at følge via den side, hvis man er meget nørdet….

De skriver bl.a.:

“Kvinnor som är eller försöker bli gravida eller som ammar bör även vara försiktiga med fisk som kan innehålla kvicksilver. Kvicksilver lagras i kroppen under några månaders tid och förs över till barnet via moderkakan och bröstmjölken. Därför bör man inte äta fisk som kan innehålla kvicksilver oftare 2-3 gånger per år under tiden man försöker bli gravid, liksom under graviditet och amning. Det gäller abborre, gädda, gös och lake och stora rovfiskar som färsk tonfisk, svärdfisk, stor hälleflundra, haj och rocka. Tonfisk på burk tillhör en annan art än den tonfisk som säljs färsk och innehåller inte höga halter kvicksilver.”

– her vil jeg så bemærke, at de heller ikke er opmærksom på problematikken omkring dåsetun, men det ER der altså heller ikke så mange, som er obs på (endnu?).

Om dioxin og PCB skriver de:

“För både barn och vuxna är det bra att äta fisk 2-3 gånger i veckan, och att välja olika sorter. Däremot rekommenderas barn, både flickor och pojkar, kvinnor i barnafödande ålder, gravida och ammande att inte äta fisk som kan innehålla höga halter dioxin och PCB oftare än 2-3 gånger per år. Det gäller strömming, vildfångad (inte odlad) lax och öring från Östersjön, Vänern och Vättern och röding från Vättern. Dioxin och PCB lagras i fettväven under flera år. Därför är det bra att utsättas för så lite dioxin och PCB som möjligt under uppväxten. När man är gravid eller ammar förs ämnena över till barnet via moderkakan och bröstmjölken, vilket kan påverka barnets utveckling.”

I min bog BABY – 100% naturlig uden tilsætning (Politikens Forlag, 2011) skriver jeg en del om fisk og giver en lang liste med forslag til fisk, som hverken er overfiskede eller belastede af tungmetaller. Det vil måske gøre det lidt nemmere i praksis at finde alternativer til tunen. Du finder også listen her.

 Hvis du har tid, må du meget gerne melde tilbage, hvordan børnehaven forholder sig. 

kh

Rose

PS. Jeg har været i kontakt med I, og hun giver denne update:

Hej Rose

Tusind tak for dit hurtige! og seriøse svar. 🙂  Det var jeg ærligt talt meget benovet over.

(…)
Nå men summa summarum, så vil køkkendamen vedblive med at servere tun to gange i ugen indtil sundhedsmyndighederne melder noget andet ud. Det kan vi jo vente længe på…  Heldigvis så stammer al fisk i institutionen ikke fra tun, men der er en overvægt af fisk på dåse. :-/

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op lige nu. Det er ubehageligt, at jeg ikke kan bestemme over mine børns kost, når de er afsted. Og det er ubehageligt ikke at kunne beskytte dem mod noget så giftigt, som kviksølv.

 Endnu engang tusind tak for hjælpen og tak fordi du i det hele taget gider skrive og kæmpe for en bedre og renere verden.

Bedste hilsener

I

Her er for øvrigt endnu et interessant link fra Informationscenter for Miljø og Sundheds arkiv – nu blot endnu mere aktuelt!

Jeg vil rigtig gerne høre, hvordan DU forholder dig til tun. Giv gerne din mening til kende! Synes du, at spørgeren I overdriver sin bekymring? Eller er du enig? Hvad ville du gøre, hvis du var I? Læs det oprindelige blogindlæg “Was zu TUN” her.

PS. Vil du have mere inspiration til naturlig sund og grøn livsstil for hele familien? Så er mit nyhedsbrev noget for dig! Tilmeld dig her på siden, øverst til højre, og få gratis “Kloge kvinders guide til bedre familliehelse” i din indbakke, når du tilmelder dig.


This Post Has 14 Comments
  1. Vi er holdt op med at spise det. Såre simpelt. Der er for mange årsager til at lade være og for få til at gøre det.
    Når mit barn skal i instiution skal de ikke servere de for ham. Mit barn. Mit valg.
    Og nej, jeg mener ikke at det er synd at han ikke må få det hvis de andre gør. Til gengæld ville det være synd hvis han fik kviksølv i kroppen når det kan undgåes.

    1. @ Signe, ja, det forstår jeg. Nogle gange synes jeg alligevel det kan være kompliceret i forhold til det sociale aspekt. Det oplever jeg både hos min store datter Mia på 12, som går i en skole og fritidshjem, der ikke har en sukkerpolitik og kun nogle halvtomme floskler omkring kostpolitik. Dvs. hun har fået sukkermad stort set hver dag hun har været på fritidshjem her i sommerferien. Børnene er tilmeld alle sammen børn med massive indlæringsvanskeligheder, mange er overvægtige, og det er som at slå i en dyne at gøre opmærksom på det. Men jeg vil heller ikke, at hun skal være for meget uden for fællesskabet. Så det er virkelig en balance. Med lille Mirjam på 2 i dagplejen er det lidt nemmere. Hun har sin egen økologiske madpakke med. Da hun var 1 år, fik hun ikke kage m.m. når de andre fik det til fødselsdage m.m. (heldigvis kun sjældent). Nu får hun lidt, mister heldigvis relativt hurtigt interessen. Hun får også lov at spise rejeost derhenne, selv om det absolut ikke er et af mine favoritprodukter! Fordi det ikke betyder så meget i den store sammenhæng. Men hun ville ikke få lov at spise tunsalat hver dag, skulle det blive aktuelt – gør det næppe. Åh, jeg synes det er kompliceret!

  2. Jeg spiser max tun 1 gang om måneden og det er altid MSC mærket Albarore tun selvom jeg godt ved at det ikke er supergodt men jeg ville ikke servere det for mit barn.

    Men for mig handler det OGSÅ om at jeg simplethen ikke bryder mig særlig meget om fisk så jeg spiser lidt af det fisk jeg rent faktisk kan lide.
    OG så er jeg nok mere eller mindre færdig med at få børn med mindre jeg vinder i lotto eller finder den der rige mand 😉

    MHT børn gør det mig edderspændt at læse updaten
    og jeg ville bede om at mit barn slet ikke FIK fisk/tun i børnehaven.
    MIT barn= JEG bestemmer.

    1. @Iben, ja, det ville også gøre mig mere end mopset. Jeg troede egentlig også at man have ret til at sige fra, men i forhold til f.eks. komælk kan det vist nok være vanskeligt, hvis man ikke har en lægeerklæring i forhold til klassisk mælkeallergi – dvs. intolerancer regnes ikke for noget – med mindre personalet vælger at respektere det. For hvor går grænsen? Respekteres fravalg af kød pga. religion? Pga. vegetarisme? Fravalg af sukker? Kernesund livsstil? Fravalg af fisk/tun pga. mlijøgifte? Og har personalet kapacitet til alle mulige individuelle hensyn? Det er ikke enkelt….

  3. Nå, advares kvinder i børnefødede alder også?
    Står der mere om dette i din bog? Jeg påtænker nemlig ikke at få børn lige foreløbig, men vil da gerne på et tidspunkt, og så er det jo ærgerligt hvis man kunne have taget sig nogle forbehold.

    1. @Tina, det er lidt kompliceret, for i Sverige må de nævnte fisk i citatet indeholde mere PCB og dioxin end i Danmark. De må de, fordi de svenske sundhedsmyndigheder tilsvarende har de strikse anbefalinger i forhold til særligt udsatte grupper, inkl. kvinder i den fødedygtige alder. Og fordi deres kommunikation omkring dette har vist sig at nå tilstrækkelig bredt ud til målgruppen.
      I Danmark har man valgt en lavere grænseværdi, til gengæld har man færre restriktioner omkring anbefalinger til særligt udsatte grupper.

    1. @Dorte, det vil jeg lige prøve at finde ud af. Det er muligt, at nogle tunarter er mindre belastede af miljøgifte end andre. Bæredygtigt fiskeri er i hvert fald altid at foretrække.

  4. Jeg stoppede med at spise det, da jeg blev gravid – også dåsetun, selvom jeg kunne læse i sundhedsstyrelsens anbefalinger, at det var ok. Jeg havde vist en fornemmelse af, at det ikke var helt ok, så jeg er på en måde glad for at opdage, at min fornemmelse holdt stik;o) Men jeg ville nu mest ønske, at det ikke var tilfældet, så jeg kunne blive ved med at spise tun…

    Jeg sidder og bliver helt gal på kantinedamen på I’s vegne. Jeg kan levende forestille mig, hvor frustrerende det må være, at andre serverer noget for ens barn, som man selv mener er skadeligt, uden at man kan gøre noget ved det. Og hvor er det dog stivnakket af kantinedamen. Jeg er glad for, at der ikke er kostordning i nogle af de vuggestuer, min datter er skrevet op til.

    1. @Malene, tak fordi du deler dine erfaringer. Meget tankevækkende med din mavefornemmelse, da du var gravid.
      Ja, jeg savner også tun, for det smager virkelig godt!

  5. Jeg kan ikke forstå den magtesløshed som “I” giver udtryk for, og jeg kan ikke forstå Malenes formulering om at “andre serverer noget for ens barn, som man selv mener er skadeligt, uden at man kan gøre noget ved det”.

    Uden at man kan gøre noget ved det? I taler jo om det som om der er nogen der kidnapper ungen hver dag og tvangsfodrer den med tun. Du kan jo bare tage dit barn ud af den giftpushende institution og sætte det i nogen bedre rammer! Det er da dit ansvar. Ja, en dum kantinedame, men sgu da en endnu værre mor, der vel vidende om problemet lader det stå på.

  6. @Jonas, velkommen på bloggen.
    Jeg er ikke enig med dig.
    Jeg mener, at det er meget mere komplekst end som så. For mig at se er der rigtig mange faktorer at jonglere med, når man vælger institution til sit barn, og når man evt. går med overvejelser om at flytte barnet. De færreste ville nok flytte barnet bare pga. en dåse tun, hvis barnet i øvrigt trives godt i institutionen. Det vil have for store omkostninger i forhold til det sociale, tryghed og meget andet, som er fundamentalt for det lille menneske. Jeg tror at de fleste vil vælge at gå i en konstruktiv dialog med institutionens personale, evt. lederen, for at få tingene til at glide.
    Det er mit indtryk, at de fleste institutioner er meget fleksible, når forældre henvender sig om særlige behov hos deres barn; det kan f.eks. være, at barnet har intolerance over for gluten, selv om der ikke foreligger en lægeerklæring (som institutionen skal rette sig efter). Jeg synes, at det er prisværdigt, så mange overvejelser I gør sig. Jeg læser en stor omsorg i det og en umagen for at få gjort opmærksom på bagsiden af tunmedaljen – altså alt andet end laden stå til.

    Som regel vil der være mulighed for, at man som forældre giver sit barn noget andet med, hvis der serveres noget i institutionen, som barnet ikke kan tåle, eller som man mener gør for meget skade hos barnet – f.eks. kviksølv. Som mor til et hjerneskadet barn tager jeg personligt det med nervegifte ret seriøst.

    Jeg bliver ked af at læse din afsluttende kommentar. Når jeg skriver kommentarer, tænker jeg i hvert fald altid, at der jo immervæk sidder et levende menneske i den anden ende. Og jeg er meget uenig i din konklusion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top