skip to Main Content

Fredagsbrevkassen uge 7

Spørgsmål
Hej Rose!
Du har hjulpet mig før, måske har du tid igen? Min dreng S på 7 måneder er tit forstoppet. Der kan gå flere dage mellem afføringerne, og han har helt sikkert ondt. Hvad kan vi gøre? Han spiser med god ammetit, jeg ammer ham lidt og ellers får han flaske.
kh L

Svar
Kære L
Jo da, jeg har tid! Lad os se, hvordan vi kan hjælpe den lille mave. Generelt vil jeg sige, at det gælder om at introducere sit barn langsomt til fødevarernes forunderlige verden. Vent til baby er 6 måneder, tag én fødevare ad gange, start med lidt, næste dag lidt mere og på 3. dagen en hel portion. Først på 4. dagen sætter du en ny fødevare på menuen. Så kan du meget nemmere fange en evt. reaktion på en fødevare. Nu skriver du ikke, hvilken modermælkserstatning du bruger. Jeg ville vælge en af de højt hydrolyserede fra Apoteket eller – hvis den er for dyr – måske Bauvais Syrnet, den er dog desværre ikke økologisk. Am så meget du overhovedet kan! Modermælkserstatning er et stort emne, som jeg omtaler meget i min kommende bog BABY, hvor jeg også fortæller, hvordan man måned og måned kan putte nye fødevarer i babys spisekammer på den mest optimale måde. Men! – det kan du jo ikke bruge til så meget her og nu! Så du får en stribe gode råd:

• Giv rigelig væske.

•  Gør grøden og mosen mere vandig, giv eventuelt
mindre portioner.

•  Hold gerne din baby i pottestilling (under knæha-
serne).

• Massér maven blidt i urets retning.

•  Opløs 1 tsk. xylitol (Birkesød) i lunt vand, det virker
afførende.

•  Prøv med de klassiske hjælpere ved forstoppelse:
figner, svesker og sveskejuice.

•  Undgå mælkeprodukter, hvidt brød, banan og
kartoffel, der kan give forstoppelse, ligesom for tyk
eller for meget mos og grød.

Hvis det er helt galt, kan man give Laktulose, men det kan hurtigt blive en dårlig vane og er jo en slags kunstigt åndedræt til tarmen. Så de gode råd ville jeg forsøge i første omgang. Derudover ville jeg give probiotika og drosle ned på jerntilskuddet, hvis du giver sådan ét, evt. skifte mærke. Held og lykke med den lille mave!

kh Rose


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back To Top