Onsdags-urten: Kantarel

Jeg kan kun én svamp, men den bringer mig til gengæld i svampe-koma hver sommer, når vi er i Sverige.

Jeg får sådan en underlig gangart, når vi er ude på den daglige gåtur i de smålandske skove. Jeg går ude i kanten af skovvejen med ansigtet let drejet til siden og nedad, og blikket stift rettet mod grøftekanten.
Og dér gemmer de sig.
Kantarellerne.
Det orange guld.

At slå et sving på vejen og møde dette syn:

Jeg er en kylling, når det kommer til svampeplukning; vi plukker KUN kantareller, for de er noget nær umulige at forveksle med andet, når først man lige har lært det. Alene på den frugtige, abrikos-agtige og yderst liflige duft. Ahhhh!!!!
Der er sikkert røget mange karljohan’er og andet svampekræs på den forsigtighedskonto, men sådan er dét.

Og i år er det svampeår, også i Sverige. Al regnen har været mums for de svampede vækster.

Seriøst, vi har aldrig plukket så mange kantareller som i år! Flere end vi kunne spise – og det siger ikke så lidt. Frydeskrig efter frydeskrig på gåturene.

Selv Mirjam på 2 år blev skrap til at finde dem. Det tog sin tid, for hver gang hun fandt en svamp, som ikke var en kantarel (hvilket vil sige adskillige tusind), så udbrød hun henrykt (hver gang) “Deee mor! Anner pfjiammer” (= se mor, andre svampe). Ja, skat…..

Det var lige som at komme i svampehimlen! Jeg er sikker på, at der vokser kantareller i Paradisets Have, og at de er nemme at finde!

For smørstegte, friskplukkede kantareller, krydret godt med kvali-salt og friskkværnet peber, serveret med de bedste fuldkornsris, du kan opdrive (dem her, hvis du spørger mig) – dét er simpelthen på top 3’en over mine absolut yndlingsretter her i verden (den anden er AL mad fra NOMA og den tredje er…… chokoladeis!)

Og at man så kan spise det dag efter dag, det er næsten ikke til at rumme.

Min kæreste insisterede på, at vi skulle eksperimentere med dem. Vi lavede kantarelsuppe. Kantarel-lasagne. Hampepasta (mums!) med kantareller i cremet sovs. Men lige på dét punkt er jeg ærke-konservativ. Kantareller med brune ris (for guds skyld ikke hvide! -det smager ej godt). Nix weiter, det bliver ikke bedre.

Ja, jeg har prøvet at købe polske kantareller herhjemme i supermarkedet, men jeg bliver lige deprimeret hver gang. Det er skovbunden, som gør forskellen, for sure.

Jeg har tidligere forsøgt at fryse dem, både rå og stegte, men det blev praktisk talt uspiseligt, selv om det burde være en succes ifølge alle bøger og svampe-fellows.

Lufttørring kunne vi ikke nå, og ovntørring rimer ikke så godt på mit bedre øko-jeg.

Men i anledning af den guddommelige overflod lavede vi i år for første gang oliesyltede kantareller! Fem store glas. Så vildt. Svampene grilles, puttes på (rene!) glas med skoldede krydderurter, citronskal og evt. hele fed hvidløg. Derefter overhældes de med meget (!) varm, dog ikke rygende, olivenolie. Og sættes i fadeburet. Og så venter man. Og krydser fingre. Det gør vi stadig.

Jeg ved godt, at det må være et mystik indlæg, hvis man ikke er hooked på svampe. Sorry, det løber over med mig….

Plukker du svampe?

PS. Det mest tåbelige, du kan spørge en svensker om, er, hvor man kan finde kantareller i nærheden (been there, done that). 

Forestil dig …

• at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
• at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
• at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
• at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage

Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.

Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.

Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.

Ja tak, giv mig genvejene til sunde madpakker – helt gratis.