skip to Main Content

5 år uden sukker og korn

5 år Uden Sukker Og Korn

Disclaimer: Dette indlæg er til dig, som godt kan li’ at blive inspireret af andres forvandlinger.
Hvis du synes, at den slags er for helligt – så klik videre til noget andet.

Mit liv som sukkerjunkie

De første 39 år af mit liv var jeg sådan en, som altid havde chokolade både i huset og med på farten.
Jeg spiste chokolade hver eneste dag.
Med kage, dessert, tørret frugt, hvedebrød eller den slags som sød variation.

Jeg var regulært afhængig af søde sager.
En sukkerjunkie.

Mit blodsukker fes op og ned dagen lang.
Jeg cravede et eller andet sødt efter hvert måltid.
Plus alt det løse.

For mig var søde sager ensbetydende med livskvalitet.

Jeg tænkte, at livet uden chokoladeis, croissanter, ravioli og jordbærtærte godt nok ville være en vindtør og og halvsur omgang …

Hvad skulle jeg så hive frem, når det er tid til fejring?
Til hygge?
Til ferie?
Til trøst?

sukkerfri

 

Hvad vil sukkerfri sige?

Derfor er det vildt at konstatere, at netop i dag har jeg været sukkerfri i 5 år.

Som i: Ingen sukker overhovedet.
Heller ikke sødestoffer af nogen art, honning eller tørret frugt.

Faktisk heller ikke gluten.
Eller korn i det hele taget.
Så nej, jeg spiser heller ikke brød, pasta, nudler, quinoa, kiks m.m.

For et par år siden fik jeg lavet en genanalyse, som viste, at korn ikke er godt for mig.
Så det var en rigtig intuitiv beslutning.
Nysgerrig? Så læs mere her om, hvad dine gener fortæller.

(Faktisk spiser jeg også kun mindre mængder bælgfrugter og mælkeprodukter. Men det er en anden historie).

Er der så slet ingen undtagelser?

Jo – en sjælden gang imellem spiser jeg ris i sushi.

I løbet af de 5 år kan det tælles på én hånd, hvornår jeg har spist noget, der indeholder sukker.
Det har været et par besøg på Michelinrestauranter, bl.a. Geranium, hvor jeg undede mig selv at spise lidt af de guddommelige – og i øvrigt ikke særligt søde – desserter.
Og så har vi været et par gange i Thailand, hvor der næsten altid er sukker i saucer og supper m.m.

That’s it.

Balance med kartofler og frugt

De første år på min sukker- og kornfri rejse spise jeg faktisk heller ikke hverken frugt eller kartofler.
Men efter nogen tid begyndte det at forstyrre min appetitregulering.
Jeg følte mig simpelthen aldrig mæt og kunne spise nærmest ubegrænsede mængder nødder – og stadig ikke føle mig ‘komplet’.

Derfor valgte jeg at tilføje lidt kartofler eller chufa (resistent stivelse) samt frugt/bær til mine måltider.
Det skabte bedre balance.

sukkerfri

Hvorfor blive sukkerfri?

Den 17. juli 2017 tog jeg en beslutning om at holde pause med sukker/sødt og korn.

Simpelthen fordi jeg var så træt af den følelse af ufrihed, som min sukkertrang og mit hysterisk ustabile blodsukker gav mig.

En af mine vigtigste værdier er frihed.
Og så føltes det efterhånden skørt at være så ufri omkring søde sager.

Så … jeg valgte sukker fra.
Til gengæld valgte jeg mig selv til.

Allerede samme nat holdt jeg op med at snorke (ja, jeg snorkede).
Jeg har nu et mere stabilt blodsukker og dermed et stabilt humør.
Jeg er mega rolig.
Min hud har det bedre.
Min søvn er bedre.
Jeg taber mig.
Jeg er mere vital.
Hvis jeg bliver syg, bliver jeg meget hurtigere rask.
Jeg kan bedre mærke mine følelser.

Vigtigst af alt; jeg fik friheden tilbage.
Big time.

Det er faktisk ikke engang besværligt eller fuldt af afsavn.
Nøglen for mig er at spise nok sundt fedt, masser af protein og enorme mængder grøntsager til alle måltider.

Jeg opdagede også, at der er mange andre kilder til sanselig nydelse for mig end sukker, sex og champagne.

Vores blomsterhave for eksempel.

(Og jeg har jo hverken droppet champagne eller sex … og det er heller ikke planen … )

Jeg er regulært afhængig af to sprængstærke kopper espresso hver dag som et nydelsesfuldt kick.
Men det er okay.

Hver weekend smovser jeg pandekager bagt på plantain (madbanan) og mandelmel, som jeg fylder med hindbær og vanilje.
Jeg spiser i det hele masser af lækker og nærende mad af rene råvarer.
Jeg elsker mad!

 

sukkerfri

Sukkerfri er lige som røgfri

Det der med at slippe sukkeret er nok ligesom at holde op med at ryge.
Det kræver ofte et “clean cut”.

De færreste, som i årevis har været afhængige af smøger, formår at være festrygere.
Så er det faktisk nemmere helt at lade være.

Jeg er ikke dér, hvor jeg kan være “fest-sukkerspiser”.
Måske kommer det en dag.
Måske ikke.
Det er okay.

Jeg tager det en dag ad gangen.
Det er foreløbig blevet 5 år.

Og hvad kan du så bruge det til?

Tja … det er jo op til dig.

Jeg har delt min proces for at inspirere og holde et håbefuldt lys for dig, som føler dig ufri omkring noget i dit liv, og har lyst til at ændre på det.

Kærligst
Rose

PS

Jeg har lavet en guide om, hvordan du kan blive mæt og stabil uden sukker.

Læs mere her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back To Top