Am! Trods miljøgifte

Dette indlæg er senest opdateret august 2022.
Der kommer jævnligt undersøgelser, som viser, at modermælk indeholder sundhedsskadelige stoffer.
Skal man så droppe (langtids)amningen og gå over til modermælkserstatning?
Nej! – er det korte svar.
I dette blogindlæg får du også det lange svar.
Langtidsamning holder maks
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man fuldammer sit barn de første 6 måneder og derefter delvis amning til mindst 1 år, gerne længere.
WHO anbefaler delvis amning i mindst 2 år.
Amning er guld, og langtidsamning er bare for sejt, hvis du spørger mig.
Delvis amning fra 6 til 12 måneder (og gerne længere) er for mig at se fuld af fordele.
Med langtidsamning mener jeg amning ud over 1 år.
Standardanbefalingen i EU er:
“Modermælk bør være den primære ernæring i hele barnets første år (…) i løbet af barnets andet leveår bliver familiens mad gradvist den primære ernæring.”
– Infant and Young Child Feeding: Standard Recommendations for the European Union (2006)
Det er korrekt, at en del af mors ophobede giftstoffer udskilles gennem modermælken.
Men samtidig hjælper modermælken faktisk barnet med at udskille de miljøgifte, som er ophobet i fosterlivet.
Så fordelene ved amning opvejer ulemperne – så enkelt kan det siges!
Hvis du er nysgerrig på alle amningens fordele, så læs mit blogindlæg her.
Du finder alt, hvad du skal vide om sund mad og kosttilskud til baby, opskrifter, problemknuser, kemifrit udstyr og meget mere i den nyeste udgave af min bog BABY – 100 % naturlig.
Professoren siger …
Jeg vil citere prof. Kim Fleischer Michaelsen, LIFE, Kbhs. Universitet:
“En del af de miljøgifte, moderen har i kroppen, bliver rigtigt nok udskilt i modermælken og overført til barnet. Men påvirkningen er beskeden, sammenlignet med den påvirkning, barnet får som foster.
Det er vigtigt at være åben for, at overførsel af miljøgifte igennem modermælken kan have negative effekter på barnet, og der er enkelte studier, der har vist negative effekter, bl. a. over for udviklingen af visse allergiske sygdomme, men eventuelle negative effekter skal vejes op mod alle de veldokumenterede positive effekter, amningen har for både barnet og moderen.
Der er lavet mange hundrede undersøgelser af amningens effekter, og flere omfattende videnskabelige rapporter har produceret samlede konklusioner på baggrund af denne litteratur. En af de største er en amerikansk rapport fra 2007, udarbejdet på opfordring fra det amerikanske sundhedsministerium.
Kun studier fra industrialiserede lande blev inkluderet. Konklusionerne var, at de børn, der blev ammet, havde en reduceret risiko for en række sygdomme, bl. a. mellemørebetændelse, diarre, luftvejsinfektioner, visse allergiske sygdomme, type 1-og type 2-diabetes, fedme og børneleukæmi.
Desuden havde de mødre, der ammede, en reduceret forekomst af æggestok- og brystkræft samt type 2-diabetes.
Man kan ikke opsætte en grænse for, hvor længe man skal amme for at opnå disse effekter, men for mange af effekterne ser det ud til, at længere amning giver mere beskyttelse.”
(Kilde.)
Begræns dit indtag af skadelige stoffer
Det er værd at bide mærke i, at det lille foster altså er langt mere sårbart end en baby.
Det, man kan gøre som ammende, er optimalt set at udrense sin krop inden graviditeten.
Men det skal ske i GOD tid inden graviditeten og under supervision.
Udrensning af tungmetaller m.m. bør man ikke eksperimentere med på egen hånd – det kræver specialistviden.
Derudover kan man begrænse indtaget og udskillelsen af giftstoffer under graviditet og amning.
Det gør man primært med sund livsstil, god kost og passende kosttilskud.
Det er især visse fede fisk, som indeholder mange miljøgifte.
Det er værd at vide, at mælkeprodukter, næst efter fisk, er danskernes største kilde til indtag af det giftige dioxin.
Økologiske fødevarer indeholder generelt færre miljøgifte end konventionelle.
Undgå detox når du er gravid eller ammer
Det frarådes at gå på diæt, slankekur, detox m.m., når man er gravid og ammer.
Man skal også være opmærksom på indtag af grøn og hvid te, spirulina, chlorella m.m., da dette udrenser miljøgifte.
Har man indtaget det dagligt i en længere periode inden babymaking, er det okay at fortsætte, i hvert fald hvad angår grøn og hvid te.
Men er man ikke vant til det, så fraråder jeg, at man starter, så længe man er gravid eller ammer.
Gratis e-bog til dig
Glæd dit barn med en festlig fødselsdag uden sukkerchok!
Få genvejene i min gratis e-bog MUMS – Søde Sunde Sager.
- Gratis e-bog med eventyrlige illustrationer.
- Konkrete tips og gennemtestede opskrifter med naturlig sund sødme til dit barns fødselsdag.
- Genvejene til lækre sunde sager, som er en sikker børnesucces.
- Uden stress.
Klik her for at få e-bogen gratis.
[…] Du kan læse mere i mit blogindlæg Am! Trods miljøgifte. […]