skip to Main Content

Fredagsbrevkassen uge 14: fordele ved langtidsamning

Fredagsbrevkassen Uge 14: Fordele Ved Langtidsamning

SPØRGSMÅL

Kære Rose.
Jeg bliver af min omverden heletiden mødt med spørgsmålet om, hvornår jeg har tænkt mig at stoppe med at amme min søn der lige er blevet 6 måneder. – Det gør mig helt vildt fustreret, da jeg virkelig har lyst til at langtidsamme (og han er jo stadig bare en lille-bitte en). Kan du ikke fortælle mig om alle fordelene ved at langtidsamning?

På forhånd tusind tak!

Forårs-hilsner
A

SVAR

Kære A
Tak for din mail!

Jeg kan godt forstå, at det må være anstrengende, når omverdenen har så mange holdninger til, hvad du skal gøre i forhold til amningen.
Jeg synes, at det er rigtig flot, at du har ammet indtil nu. Jeg kan kun støtte dig i at fortsætte med langtidsamning, hvis du har mod på det, og det kan hænge sammen med jeres hverdag i øvrigt.

Amning er guld, og langtidsamning er bare for sejt, hvis du spørger mig. Delvis amning fra 6 til 12 måneder er for mig at se fuld af fordele.
Når jeg skriver langtidsamning, så mener jeg amning ud over 1 år.

Sundhedsstyrelsen anbefaler jo, at man fuldammer sit barn de første 6 måneder og derefter delvis amning til mindst 1 år, gerne længere. Fuldamning betyder, at barnet kun lever af mors mælk. WHO anbefaler delvis amning i mindst 2 år.

Standardanbefalingen i EU er:

“Modermælk bør være den primære ernæring i hele barnets første år (…) i løbet af barnets andet leveår bliver familiens mad gradvist den primære ernæring.”
– Infant and Young Child Feeding: Standard Recommendations for the European Union (2006)

Amning har en lang række fordele, som også gælder børn over 6 måneder.

En af de vigtigste er, at fortsat amning holder babys tarmflora i orden og beskytter baby mod at udvikle allergiske reaktioner på maden. Det kaldes ammeparaplyen. Derfor er det vigtigt at fortsætte amningen, når man begynder at introducere andre fødevarer, især de mest allergene som gluten, fisk, æg og evt. mejeriprodukter. Modermælkserstatning giver ikke samme beskyttelse.

Her får du lidt flere gode grunde:

* Modermælk er perfekt sammensat til dit barns behov.
* Modermælkens sammensætning ændrer sig efter dit barns alder, tidspunkt på døgnet og undervejs i måltidet.
* Modermælk indeholder nærings- og antistoffer, gode bakterier og smagsnuancer, som ikke kan genskabes i modermælkserstatning.
* Modermælk giver baby bedre tarmflora og dermed bedre immunforsvar.
* Modermælk indeholder stoffer, som hæmmer forrådnelsesbakterier i babys tarme.
* Modermælk beskytter mod udvikling af bl.a. allergi, astma og eksem.
* Modermælk er altid frisk, veltempereret, tilgængelig og kan ikke overdoseres.
* Modermælk er let at fordøje.
* Modermælk er gratis, milijøvenlig og uden forbrug af emballage.
* Modermælk er gram for gram mere næringsrig end mos, grød og vælling.
* Modermælk hjælper baby med at udskille miljøgifte, som er ophobet i fosterlivet.

Og så er der alle de andre fordele ved amning, både tilknytningen mellem dig og baby, stimulering af babys sanser og de praktiske fordele ved amning i forhold til at bruge modermælkserstatning. Amning giver også de gavnlige mælkesyrebakterier omkring dine brystvorter videre til tarmfloraen i baby, hvis immunforsvar dermed forbedres.

Det er en god idé at begynde med at introducere anden mad end mælk, når dit barn er cirka 6 måneder, i starten bare som smagsprøver. Jeg anbefaler at begynde med milde grøntsager som gulerod, hokkaido-græskar, persillerod m.m. De milde grøntsager er bedst for den lille mave. Hvis dit barn afviser maden, så vent en uges tid og prøv igen.

Nogle børn har brug for rigtig lang tid til at vænne sig til anden mad end mælk, som fortsat er dit barns vigtigste  – og bedste – næring. Overgangen sker gradvis og – hvis du spørger mig – helst meget stille og roligt, ingen hast. Hvordan man gør dét beskriver jeg indgående i min bog BABY.

Jeg håber du har mod på at fortsætte amningen og får det ammeforløb, som du ønsker dig!

Du er altid velkommen til at skrive igen.

Bedste hilsener

Rose

Har du en kommentar til dagens brevkasse, eller har du lyst til at dele dine erfaringer med langtidsamning, så skriv det endelig!

Vil du også spørge om noget? Prøv min fredagsbrevkasse – det er gratis!

 

This Post Has 12 Comments
  1. Jeg ammede vores første dreng i 15 måneder uden problemer – han fik naturligvis anden mad ved siden af. For mig var det en helt naturligvis ting, jeg end ikke overvejede at lade være med. Det var først da han blev så fræk at begynde at teste om det mon gjorde ondt at bide til, det stoppede 🙂 Men det var helt klart en hyggeting mellem os to…

    Barn to ammede jeg indtil han var knap et år – han havde simpelthen ikke ro på sig til at ligge og hygge på samme måde som storebror, så det gav sig selv, selvom jeg gerne var blevet ved

    Om man kan langtidsamme har vel meget at gøre med om det føles naturligt – begynder det at føles underligt og ikke længere hyggeligt og rart er det tid til at stoppe, for efter det første år er amningen i min optik hovedsageligt et spørgsmål om samvær og tilknytning.

  2. Det er da ikke langtidsamning endnu, når han ikke engang er et år 😀

    Læs mere om alle fordelene ved langtidsamning her: http://www.kellymom.com/bf/bfextended/ebf-benefits.html

    Jeg synes heldigvis folk blander sig mindre og mindre, jo ældre ens børn bliver – det er kun det første år, at alle synes, de må berige en med deres uforbeholdne mening om alt hvad man gør 😉 Så hold bare ud, og brug Roses gode ammunition.

  3. jamen altså.. jeg ammede gabriella i 18 måneder og ammer stadig Madelina på 8 måned. jeg var meget usikker første gang og det var hårdt med de ufølsomme kommentar folk kan komme med. jeg tror virkelig ikke de ved hvad de siger. eller også misunder de ens styrke til at forsætte amningen.
    bliv ved. drengen er kun 6 måneder. jeg kalder det langtisamning når barnet er langt større. og tænk på at barnet egntlig har et suttebehov ihvertfal de første 3 år!! men de tænker folk ikke over når de selv stikker en sut i munden på deres 4 årige(; nej det er noget heeelt andet(; amning giver dit barn den bedste mad, tryghed og start på livet. det giver barnet det, som det er skabt til. vær stolt af det. den gode mor sidder ikke i brysterne nej. den gode mor sidder i maven. i at følge sine fornemmelser for hvad der er rigtigst for JER! om det er flaske, amning eller langtidsamning. du ved hvad der er bedst. og er folk ueinge i det eller har kommentarer, jamen så passer det åbenbart ikke til dem. men det betyder ikek at det ikke passer til jer.
    be proud!
    knus sabina – en “langtids ammer”

  4. Og ud over alle de fordele der allerede er nævnt, så beskytter amning også imod brystkræft. Jo længere du ammer jo bedre er du beskyttet o/

  5. Jeg har ammet førstfødte i 10 måneder, nr.2 i knap 4 år, nr.3 i 27 måneder og ammer nu nr. 4, der er 10 måneder. Han er stadig 90 % ernæret af MM. Nr.2 og nr.3 blev i øvrigt tandem ammet – der er lidt over to år imellem dem.
    Her har børnene selv sagt brystet fra og det får yngstemanden også lov til 🙂

  6. Jeg ammer mit første barn som er halvandet og jeg vil give de andre ret i at de irriterende mennesker blander sig langt mindre når barnet bliver større:)

    Da min søn var lige omkring et år holdt jeg op med at amme ham i det offentlige rum for jeg syntes folk gloede helt vildt… Efter en måneds tid blev jeg dog træt af at være herhjemme med ham hele tiden og besluttede at folk måtte glo hvis de ville. Fakta er, at det nok var noget jeg bildte mig ind. De fleste synes heldigvis bare at det er hyggeligt når ungen ligger der og babser:)

    Nyd din baby og din amning, ligeså længe det passer jer.

    God ammekarma herfra!

  7. Min dreng på 8 mdr vil ikke ammes mere.. synes det er trist at skulle undvære vores hyggestunder, men når han selv siger fra må man jo respektere ønsket! Ville meget gerne have ammet ham til 1 år pga af fordelene ved MM.. Er dog glad for at jeg i det hele taget kunne amme ham, det er jo desværre ikke altid en selvfølge! Nyd at jeres babyer er glade for det… Savner det allerede!!

  8. Jeg ammede Gustav til han var 15 måneder. Havde gerne fortsat, men han mistede interessen. Han er nu 21 måneder gammel.

    Jeg savner også de nære stunder – og som bonusinfo kan jeg fortælle, at han har været mere syg de sidste seks måneder end de første 15 tilsammen.

  9. Hej seje amme-kvinder
    Jeg er journalist og arbejder på et tv-program, hvor jeg følger en kvinde der skal føde og i den forbindelse opsøger hun andre, der har forskellige erfaringer med fødsler og tiden efter.
    Jeg vil meget gerne i kontakt med en kvinde som ammer “sent” altså længere end folk omkring dem synes er i orden (1,5 år eller mere) – hvorfor folk synes, at de kan have en holdning til en sådan personlig og naturlig ting er jo svært at forstå, og derfor synes jeg det er interessant at høre og se den ammendes side af det.
    Det indebærer at du får besøg af vores gravide kvinde, som tager en snak med dig, mens jeg filmer. Programmet skal vises til efteråret på Discovery TLC. Skriv til mail@tvjournalist.dk – også hvis du bare vil høre mere…
    Mange hilsner Tanja

  10. Hej Rose. Jeg ved godt at det er et gammelt indlæg, men har du noget dokumentation for “styrker baners immunforsvar”? Jeg spørger da min læge ikke er af samme overbevisning som mig. Kærlig Hilsen Ida

    1. @Ida, tak for dit spørgsmål. Jeg tænker, at det du hentyder til er, at jeg skriver “* Modermælk giver baby bedre tarmflora og dermed bedre immunforsvar.” (?)
      For en læge burde det være basisviden, at ca. 70 % af immunforsvaret “bor” i tarmsystemet. Så det er egentlig ret logisk.
      De færreste læger ved særlig meget om amning, og ofte er deres viden slet ikke opdateret. Det er således et uhensigtsmæssigt sted at søge rådgivning om amning. Desværre.
      Du er velkommen til at benytte mine rådgivningsmuligheder, hvis det ikke er svar nok. Du finder mine rådgivningsmuligheder her: https://rosemaimonide.com/11-ny/
      Kærligst
      Rose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top