skip to Main Content

Is af mælkekefir med citronmelisse og jordbær

Is Af Mælkekefir Med Citronmelisse Og Jordbær

Is af mælkekefir med citronmelisse og jordbær

I dette blogindlæg vil jeg dele en opskrift på sunde ispinde med dig.
Ispindene er nemme at lave og meget børnevenlige.
Basis i opskriften er mælkekefir.
Så dén skal vi lige have forklaret først!

 

mælkekefir

 

Forstå mælkekefir

Mælkekefir er mælk, der bliver fermenteret ved hjælp af mælkekefirsvampe.

Syrnede mælkeprodukter er et værdifuldt bidrag til en sund tarmflora. Det kræver selvfølgelig, at du tåler mælkeprodukter godt.

Kefir er en blanding af bakterier og svampe, som har været brugt i Rusland/Kaukasus i hundredvis af år. Kefir laves af frisk mælk, der tilsættes kefirgryn. Så syrner mælken på køkkenbordet i 1-2 dage. Kefiren ”spiser” mælkesukkeret i mælken. Derfor bliver mælken mere syrlig, jo længere tid den står på køkkenbordet.

Alle slags mælk kan bruges, også kokos- eller plantemælk. Kefirsvampene lever af laktose (mælkesukker). De kan derfor ikke kun leve af plantemælk, og skal genoplives i komælk efter hver omgang plantemælk. Gedemælk kan også bruges. Mælken indeholder meget mindre mængder laktose, når den er blevet til kefir.

Det er mest optimalt at bruge rå upasteuriseret økologisk mælk eller fuldfed økologisk mælk, f.eks. Gårdmælk fra Irma eller sødmælk.

Du kan købe mælkekefirgryn hos hjemmeriet.dk eller skaffe det via en super god facebookgruppe ved navn Kefir og Kombucha DK.

Kefir kan også bruges med saft/sukkervand. Det hedder vandkefir (det er ikke den samme slags kefirgryn).

 

mælkekefir

 

Så nemt er det at lave mælkekefir

Du laver mælkekefir ved at putte mælkekefirgryn i en glasskål med økologisk gård- eller sødmælk, og lade det stå dækket med et rent klæde på køkkenbordet 1-2 døgn.

Efter et par dage sies kefirgrynene fra og er nu klar til en ny omgang mælk. Brug en si af plastik og en træske, da kefirgrynene ikke tåler kontakt med metal.

Kefirgrynene vokser ret langsomt i begyndelsen.
Lad være med at skylle dem! De trives faktisk bedst, når det ikke bliver for rent.

Kefiren kan holde sig i køleskabet en lille uges tid.

 

Mælkekefir til baby og børn

Spædbørn kan begynde på mælkekefir lavet på brystmælk (!), fra de er 6-8 måneder gamle. Start med 1/2 tsk., og øg over et par uger til 2-3 spsk. om dagen.

Efter at dit barn er blevet omkring 1 år gammel, kan du øge dosis til et lille shotglas. Børn under 1 år frarådes komælksprodukter.

Børn over 18 måneder kan få et lille glas mælkekefir dagligt. Start op langsomt, og vær opmærksom på, om de reagerer på det, f.eks. med ondt i maven.

 mælkekefir

 

Opskrift: Is af mælkekefir med citronmelisse og jordbær

6 ispinde

Ingredienser

Mælkeis
2 dl mælkekefir, hjemmelavet
150 g banan uden skræl (frisk eller frossen)
1/2 tsk vaniljepulver
3 tsk. finthakket frisk citronmelisse

Jordbærpuré
75 g jordbær (friske eller frosne)
1/2 tsk. virkelig god mørk balsamicoeddike
1 tsk. dansk honning
1 tsk. citronsaft

 

Sådan gør du

  • Blend mælkekefir med banan, vanilje og citronmelisse. Fyld hver isform 3/4 op med mælkeis.
  • Blend jordbær med edikke, honning og citronsaft. Hvis det er svært at blende en så lille portion, kan du evt. køre den igennem en sigte i stedet for. Regulér evt. smag og konsistens med mere honning og citronsaft.
  • Fordel jordbærpuréen over mælkeisen, og vend forsigtigt rundt et par gange i hver is. Det skal ikke blandes helt sammen, blot vendes let rundt, så det giver et smukt mønster.
  • Sæt et pind i hver is, og put dem i fryseren.

 

Roses fif 
Citronmelisse kan erstattes af fintrevet skal fra 1/2 citron.
For en hurtigere version kan blot lave mælkeisen og undlade jordbærpuréen. Så bliver der 5 ispinde.
Balsamico og jordbær er et “match in heaven”, men det fungerer kun med en højkvalitets balsamico!
Du kan give isene et ekstra helseboost ved at tilsætte f.eks. Great Lakes oksegelatine, avocado eller rå æggeblomme.

Shoppelinks

Jeg bruger ispindforme i rustfri stål.
Til ganske små maver kan du lave is i str. x-small i en isterningbakke af rustfri stål.
Dem kan du se på det nederste billede her.
Jeg har købt det hos naturebaby.dk, som giver fast rabat på 10 % på alle varer til medlemmer af mit onlineunivers Grøn Stue.

Jeg anbefaler ispinde af bøgetræ. Dem kan du købe mange steder, f.eks. hos hobbydirect.com.

Der findes også ispinde af bambus.
Men bambus kan indeholde limstoffer – derfor anbefaler jeg bøgetræ.

Jeg får ingen procenter for at linke og omtale, kun grøn karma.
mælkekefir

 

Hvis du vil vide mere

Jeg kan varmt anbefale dig mine to e-guides Sund familie med probiotika og At fermentere – sådan!

Der lærer du alt om probiotika, både som kosttilskud og via fermenterede fødevarer.

Begge e-guides er tilgængelige på min inspirationsportal Grøn Stue.
Derinde finder du samtlige mine e-guides og e-bøger til en samlet værdi over 6.500,00 kr.
Du kan få adgang til hele herligheden og alle de andre medlemsfordele i 30 dage for kun 199 kr.

Tjek Grøn Stue ud HER og opdag, hvorfor omkring 700 familier har valgt at være med!

 

 

This Post Has 6 Comments
  1. Hej Rose,
    Tak for mange gode ideer , anbefalinger og alt andet!!!
    Kunne man ikke bare tilføje kefir fra supermarked til mælken (kefir fra Løgismose) ?
    Tak,
    Tanya

    1. @Ttanya – tak for din kommentar og de fine ord. Kefir og andre færdigkøbte fermenterede fødevarer er næsten altid pasteuriserede. Denne varmebehandling er ret ødelæggende for de probiotiske bakterier. I industrielt fremstillede produkter tilsættes de probiotiske bakterier og gær seperat … somme tider også andre tilsætningsstoffer. Så Løgismose kefir har ikke været i kontakt med kefirsvampe (!) Den hjemmelavede version er derfor klart at foretrække mht. både antal og variation af de probiotiske bakterier.
      kærligst
      Rose

  2. Hej Rose,

    Hvis man vælger at lave kefir af plantemælk, hvordan opbevarer man så grynene bagefter? I et glas komælk i køleskabet eller hvordan?

    De bedste hilsner,
    Ida

    1. @Ida – hvis du laver mælkekefir af plantedrik, bør du derefter lave kefir af komælk. Det laves også ved stuetemperatur. Kefirgrynene kan holde pause i en sjat komælk i køleskabet. De kan holde sig flere uger.
      Kærligst
      Rose

  3. Hej Rose

    Tak for fine fif- lækre og sunde ispinde er super her til sommer!

    Kan du specificere mælkekefir opskriften en smule..?
    Hvor mange gryn og hvor meget mælk skal der bruges?
    Og er det den frasigtede mælk, eller grynene der skal bruges til ispindene?
    Hvor mange gange kan man genbruge kefirgrynene?

    På forhånd tak,

    Nicole

    1. @Nicole – du kan f.eks. lave af en liter mælk til 2-3 spsk. gryn.
      Det er den frasigtede kefirmælk, som bruges til isene. Grynene bruger du igen og igen til at lave ny kefir. Det kan i princippet holde sig uendeligt.
      Kærligst
      Rose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top