Sunde vafler – opskrift på favoritten Majas Squashvafler

Sunde vafler
Der står i min nordiske kalender, at i morgen, fredag d. 25. marts, er det “Vaffeldagen” i Sverige.
Helt på linje med kristne højtider og royale fødselsdage. Også vafler og mærkedage er et spørgsmål om smag …
Jeg holder nu meget af vafler, især i sundhedsforbedrede versioner. Her får du opskriften på all time favoritten Majas Squashvafler.
Opskriften er af Maja Kirkegaard, som er faglig konsulent på min online inspirationsportal Grøn Stue.
Inde på Grøn Stue meget livlige facebookgruppe er der jævnligt tråde, hvor et medlem jubler over en portion af Majas Squashvafler.
Tænk, at det kan være så nemt og smart at give sit barn grøntsager og god smag på én gang.
Opskriften står også i min bog Dit sunde barn – sådan! hvor du finder en lang række opskrifter på sund og velsmagende familievenlig mad.
Majas squashvafler – opskrift på sunde vafler
Der gemmer sig grøntsager i disse nemme og dejlige vafler, som er twistet med krydderier. Det føles nærmest som æbleskiver! Opskriften er fra Maja Kirkegaard.
Til 2-3 personer
Ingredienser
2 små squash (ca. 200 g/4 dl)
6 æg
8 spsk. boghvedemel
3-4 tsk. bagepulver
1-2 tsk. stødt kardemomme
2 tsk. stødt ceylonkanel
2 spsk. honning eller ahornsirup
100 g smør eller ghee/klaret smør, blødt
Sådan gør du
- Skyl squashen, og skær den i grove tern.
- Put alle ingredienser i en blender eller foodprocessor, og kør godt, til massen er helt jævn og tyk. Den skal være flydende som sandkagedej. Alt efter vandindhold i squashen kan der være behov for at tilsætte 1-2 spsk. vand.
- Hæld dejen i varmt vaffeljern, og bag.
- Afkøl vaflerne på en rist.
Fif
Vaflerne kan spises med alt fra frugt til figenpålæg til. De kan også varieres uden krydderier og honning. Endelig kan du rulle dejen (uden krydderier!) ud mellem to stykker bagepapir, pynte den med pizzatopping og bage den i ovnen til en lækker glutenfri pizza! Ved at tilsætte yderligere 1-2 æg og lidt vand eller mælk kan dejen fint bruges som pandekagedej. For ekstra sundhed kan 1/3 op til halvdelen af boghvedemelet erstattes af quinoamel. I princippet kan du også bruge en form for hvedemel.
Vaffeljern
Men hvilket vaffeljern skal man vælge, når man gerne vil undgå kedelig kemi? Det har
jeg et – måske overraskende – svar på. Du kan læse med her på bloggen.
Det ser spændende ud. Har du nogen ide om, om man kan putte mandelmel (enten hjemmelavet eller affedtet) i istedet for boghvedemel?
@Louise – det kan du godt, men det vil nok ændre på “teksturen”, f.eks. om de smuldrer mere og måske bliver mindre sprøde.
Kærligst
Rose
Har lige et spørgsmål mere. Er der en særlig honning, du anbefaler? Synes at have læst at det ikke er muligt at få dansk økohonning. Kan se, at det økohonning jeg kan finde, er udenlandsk. 😊
@Louise, selv tak. Jeg anbefaler dansk koldrørt/uopvarmet honning, da den indeholder flere aktive stoffer end udenlandsk økologisk honning.
kærligst
Rose
[…] for opskriften, da den oprindeligt har været i Rose Maimonide første bog BABY. Hun har selv delt opskriften på hendes blog. Og på Grøn Stue som jeg er medlem af bruges den flittigt. Jeg bruger altid denne […]
[…] skjult grønt – hvilket ind i mellem er den bedste slags grønt! Opskriften på vaflerne er herfra Rosemaimonides side. De er egentlig ikke særligt søde, så vil du have søde vafler skal der mere honning i. […]