skip to Main Content

Fredagsbrevkassen uge 22 – 2015

Fredagsbrevkassen Uge 22 – 2015

SPØRGSMÅL

Hej Rose

Tusind, tusind tak for BABY, der har givet mig stor inspiration i dagligdagen, siden vi fik vores datter i septemper. De sidste par måneder jeg haft meget glæde af dine råd, når der skal startes med mad til de små maver.

I den forbindelse er jeg blevet i tvivl om, hvorvidt det er vigtigt at tilsætte modermælk eller modermælkserstatning til grød og mos. Min sundhedsplejerske siger ja og også sundhedsstyrelsen – ca 1/2 dl pr. portion. Men jeg vil meget gerne høre din mening;-)

Min datter er en snart 8 måneder glad krudtugle, der trives godt. Jeg ammede hende fuldt indtil 6 mdr, og derefter begyndte vi langsomt på grød (Aurion) og grøntsagsmos med supplerede amninger efter måltiderne. I opstarten tilsatte jeg små mængder af mit eget mælk til grøden. Nu spiser hun veltilfreds tre måltider om dagen + mellemmåltider, og jeg ammer tre-fire gange i døgnet (tidlig morgen, formiddag, eftermiddag og aften omkring kl. 19/20, hvorefter hun sover til tidlig morgen).

Jeg har det godt med at amme og ønsker at blive ved det. Dog ønsker jeg ikke at amme modermælk ud til alle hendes måltider.

Mine spørgsmål lyder derfor:

Er der nok næring i min datters mad, når den er tilberedt på vand og fedtstof (solsikke, kokos, hørfrø, oliven eller smør), eller vil du også tilføje modermælkserstatning?

Får hun fremadrettet dækket sit behov for mælk, når jeg i løbet af de kommende måneder trapper mere ned med amning?

Igen, tak for dejlig bæredygtig inspiration.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Bedste hilsner Ida

SVAR

Kære Ida
Tak for dit spørgsmål om babys første mad, amning og evt. modermælkserstatning. Og tusind tak for de fine ord om min bog BABY og mit arbejde, det glæder mig så meget!

Hvor er det skønt at høre, at din datter trives så godt, og du er så opmærksom på og bevidst omkring hendes trivsel!

Dit barn skal fra nu af og frem til 1 års fødselsdagen trappe ned i mælkemængde fra ¾ til ½ liter om dagen – sådan cirka. Med ”mælk” mener jeg amning, og hvis det ikke er muligt, så modermælkserstatning.

Det nemmeste, bedste og billigste er, at du fortsætter med at amme din baby frem til i hvert fald 1 år og meget gerne længere. Det anbefaler WHO – også for kvinder i den vestlige verden. Vær helt tryg, du dækker dit barns behov optimalt på den måde. Men det kræver tid. Hvis du har tre gode amninger i døgnet, er dit barns behov for ”mælkedrik” sandsynligvis dækket.

Det handler om den samlede mængder modermælk, hun får. Om den indtages direkte fra brystet eller blandes i den faste føde er sådan set underordnet. Her må du og dit barn gøre det, som passer jer bedst.

For mange fungerer det godt at blande modermælk i maden for smagens og konsistensen skyld, men hvis det opleves besværligt, kan du sagtens lade være og blot forsætte, som du har beskrevet ved at regulere konsistensen med vand og tilsætte fedt i god kvalitet – her ville jeg fokusere på olivenolie og kokosolie. Når dit barn er omkring 10 måneder, kan du introducere smør.

Hvis du har mindst tre gode amninger i døgnet, er der absolut ingen grund til at introducere modermælkserstatning!

I hele barnets første leveår er modermælk eller modermælkserstatning den primære ernæringskilde. Den faste føde er i en form for oplevelsesfokuseret introduktionsfase frem til dit barn bliver 1 år.

Kærligst
Rose

 

PS
Jeg kan anbefale dig at kigge indenfor på min inspirationsportal Grøn Stue, hvor du som medlem har mulighed for at få ubegrænset personlig rådgivning fra mig på forum. Samtidig kommer du med i et værdifuldt og meget levende fællesskab med omkring 600 andre familier, som gerne står til rådighed med støtte, tips og erfaringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top