Fredagsbrevkassen uge 37 – 2017: gluten diabetes

Gluten diabetes
SPØRGSMÅL
Hej Rose
Jeg har købt og læst din bog BABY, som nærmest er blevet min bibel.
Min mand og jeg venter vores første barn – en lille pige – her i starten af september. Jeg har selv diabetes type 1 og er (inden jeg blev gravid) stødt på en undersøgelse, der viste, at mor under graviditeten burde holde sig fra gluten for at undgå at videregive diabetes til barnet.
Jeg er dog i tvivl, om det også gælder under amning? Ved du det, eller har du måske en holdning hertil? Jeg tænker også generelt i forhold til babys fordøjelsessystem.
På forhånd tak.
Vh Sofie
SVAR
Kære Sofie
Tusind tak for de fine ord om min bog BABY, hvor det dog glæder mig at høre!
Og tak for dine spændende spørgsmål om glutenfri kost og diabetes i forhold til graviditet og amning.
Det er korrekt, at et dansk dyreforsøg med mus viste, at ungerne af de gravide diabtesdisponerede mus, som ikke spise gluten under graviditeten, ikke udviklede type 1-diabetes.
”Studiet viser, at hvis gravide mus, der er arveligt disponeret for at få type 1-diabetes, indtager en kost med gluten under hele graviditeten, udvikler to ud af tre af deres afkom sygdommen.
Det samme gør sig kun gældende for mindre end hver tiende af ungerne fra mus, der har levet glutenfrit under hele graviditeten.”
”Forskerne ved fra tidligere studier, at gluten går ind og ændrer immunforsvaret, så der opstår små betændelsestilstande i musenes tarme.
Ved at fortætte med at spise gluten under hele graviditeten stimulerer musene betændelsestilstanden i tarmen.
Immunforsvaret i tarmen er vigtigt, fordi de celler, der infiltrerer bugspytkirtlen og ødelægger de insulinproducerende betaceller og dermed udløser type 1-diabetes, sikkert stammer herfra (…)”
Citaterne er fra denne side på diabetes.dk.
Ofte viser resultaterne fra dyreforsøg sig at kunne overføres til mennesker.
Der er et lignende studie på vej med danske gravide og deres børn.
Dette danske pilotstudie fra 2016 tyder på, at en glutenfri diæt var gavnlig for nydiagnostiserede diabtesbørn.
Faktisk kan den glutenfri diæt hjælpe barnet til at vedligeholde sin egen insulinproduktion og dermed måske undgå medicinering.
Bemærk i øvrigt også, at mælkeprotein (kasein) lige som gluten (der også er et protein) kan gøre udviklingen af diabetes-1 værre.
Hvis jeg havde et barn, der var disponeret for diabetes-1, ville jeg på baggrund af den eksisterende viden på området leve gluten- og mælkefrit, også som ammende.
Jeg ville være meget obs på at sammensætte en sufficient og nærende kost uden gluten og mælkeprodukter.
Det kan man sagtens.
Det vil være yderst gavnligt med langtidsamning, altså amning ud over 1 år.
Og jeg ville supplere med nøje udvalgte kosttilskud til både mor og barn.
Alt dette finder du e-guides om inde på Grøn Stue, hvor du som medlem også har ubegrænset adgang til personlig rådgivning i medlemsforum fra mig, andre eksperter og de over 660 andre medlemmer.
Du er hjertelig velkommen.
Kærligst
Rose