skip to Main Content

Fredagsbrevkassen uge 4 – 2014

SPØRGSMÅL


Kære Rose.

 

Jeg venter barn til marts og har derfor fået din bog i julegave, hvilket jeg er meget glad for. Allerede inden jeg fik den har jeg haft mange overvejelser omkring bleer, det er jo unægteligt noget babyen skal bruge meget i flere år. På et tidspunkt så jeg mig virkelig lun på at bruge stofbleer, af alle de gode grunde du nævner i din bog.

Men sagen er den, at vi bor i lejlighed, med 63 kvm til rådighed. På den plads skal vi være tre mennesker, og (det springende punkt for min tvivl) det er her vi vasker og tørrer vores tøj. Vi har hverken adgang til tørloft, snore udenfor el.l.. Derfor bliver alt hængt op i lejligheden, og det vel at mærke i et rum vi er nødt til at være i imens. Når vi vasker tøj nu, sørger vi for rigelig udluftning og så vidt muligt at være i det andet rumme eller ikke at være hjemme – men det er ikke til at undgå.

Min frygt er, at hvis vi vælger stofbleer, kommer vi til at vaske så meget/ofte, at fordelene ved at brug stofbleer b liver “slugt” af ulemperne ved at være i et fugtigt miljø (og vi vel helt givet være mere hjemme med baby end vi er nu), og hvad det indebærer af risiko for astma, allergi osv.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre hvad du tænker om den problemstillingen, for i bogen synes jeg ikke at du opstiller noget alternativ til stofbleerne. Jeg uddyber gerne hvis du mangler oplysninger, for at kunne svare.

 

På forhånd tak og som sagt, mange tak for en virkelig god og brugbar bog!

 

VH. Julie

 

SVAR

Kære Julie

Dejligt at høre, at du er meget glad for min bog BABY – stor tak for det!

Og tak for dit spørgsmål om stofbleer versus engangsbleer.

Det er virkelig godt, at du spørger, og du har ganske ret; hvis man kun har mulighed for at tørre tøj i beboelsesrum, så er stofbleer ikke nogen god idé. Præcis som du skriver; fugten fra vasketøjet er skidt for indeklimaet. Jeg vil lige nævne, at badeværelset er det bedste rum at tørre tøj i, såfremt der ikke er mulighed for at tørre det udendørs. Men ja, jo mere vasketøj, jo værre. Derfor ville jeg lige præcis i jeres tilfælde ikke anbefale stofbleer.

Du skriver, at du ikke synes, at jeg i BABY opstiller alternativer til stofbleer. Det gør jeg nu; på side 60-61 under punktet ”BLEER”. Der kan du læse det hele.

Her kan jeg lige opsummere, at svanemærkede bleer er det bedste bud. Der findes i dag en del svanemærkede bleer, de købes i supermarkedet. De billigste er mig bekendt dem fra Rema1000.

Moltex er også et godt bud. De er ikke svanemærkede, til gengæld er fibrene certificerede bæredygtige, og 20 % af de superabsorberende akrylater (SAP), som findes i alle engangsbleer, er erstattet af majsstivelse.  

 
Kh Rose 

 

 

This Post Has 5 Comments
  1. Tusind tak for et rigtig godt svar! Så vil jeg straks gå på ‘svanejagt’.

    God weekend.

    Dbh. Julie

  2. Kære Julie,
    Jeg var ude i præcis de samme overvejelser og havde de allerbedste intentioner om at gøre det bedste for både miljø og baby. Vi købte, gudskelov, kun en prøvepakke med stofbleer. Og selvom de fungerede fint, var vaskeproblemet bare ikke til at komme udenom.
    Så vi har brugt svanemærkede bleer fra især Fakta, men også fra Rema1000.
    Ak ja, man kan ikke være 100 % øko hele tiden…
    God vind med ble-projektet.
    De bedste hilsener
    Mette

  3. Tak for tip Mette, og ja, jeg er sikker på at der er andre på få kvadratmeter der er ramt af det samme dilemma som vi er. Og til dem er punktet ‘BLEER’ på side 60-61 (som jeg lige har genlæst) i mine øjne ikke et bud på et alternativ til stofbleer, men derimod endnu et (godt, fornuftigt, rigtigt) argument for, hvorfor det bliver så fuldstændig træls at være på engangsble-holdet, jeg citerer:
    “En babykarriere på engangsbleer giver lige 3 ton bleaffald, kulsort klimasamvittighed og mistænkelige kemikalier smasket op mod babys sarte hud. Plus alle de blepakker, der skal slæbes hjem fra supermarkedet.”
    Det var den formulering der fik mig til tasterne med mit spørgsmål, for man skal godt nok være stædig for at læse et alternativ ud af den… Så selvom min sunde fornuft i lang tid har sagt mig, at dårligt indeklima var værre, var jeg nødt til at høre forfatteren bag, sige det samme…

  4. Med tvillinger i en lille lejlighed valgte vi også hurtigt at droppe stofbleerne. Jeg vil foreslå at man – ud over svanemærket – kigger efter astma- og allergimærkning på engangsbleerne. Det har i hvert fald været vigtigt for mig, især da min ene datter begyndte at døje med eksem.

  5. @Julie – beklager hvis formuleringen i bogen er lidt bombastisk 🙂
    @Anne – god pointe. Både Änglamark og Rema1000-bleerne (måske også andre) er både svane- og allergimærkede.
    KH Rose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top