skip to Main Content

Tåkrummer

FL_passionspris_rebecca_12

Foto: Peter Nørby

I går sendte jeg denne for mig tåkrummende beretning ud til min nyhedsbrevliste. 

Vores “drager” er så forskellige. Det, som er monsterpinligt for den ene, er det mest naturlige i verden for den anden.

Det, som er en kæmpe overvindelse for mig, er måske ingenting for dig.

Jeg kom i hvert fald et skridt nærmere hvad “bæredygtig sundhed” egentlig er for mig. Here goes:

 

 

 

Sidste vinter slog jeg mig selv hjem. Et par dage før juleaften 2012 brød influenzaen ud i lys lue hos os og i 1001 andre familier.

Jeg tilbragte julen hostende som en søløve og uden stemme. Det var SÅ festligt at danse om juletræet uden at kunne fremstamme en eneste tone (host-host).

Min mand var også syg.

Begge mine børn var også syge.

Samtidigt.

Min yngste datter var så skidtmads, at hun bad om at komme i seng før risalamanden. Før juletræet. Før alle gaverne.

Der sad vi så og puttede. Og hostede. Glædelig jul.

Nytårsfesten blev også aflyst.

Vi sagde “godnat og host godt” kl. 22.30 nytårsaften.

Sikken fest.

Og jeg synes, at det hele var så pinligt, at jeg ikke turde sige det højt til dig.

For jeg havde lavet et tosset set-up for mig selv om, at min lille familie og jeg var sådan nogen, som aldrig blev syge. Som om det var en fejl at være syg.

Oh.My.God.

Jeg er blevet klogere.

I bagklogskabens krystalklare lys kan jeg jo sagtens se, hvorfor vi var NØDT til at blive syge den jul. Det var jo bare feedback.

For det første havde vi et par måneder forinden rykket teltpælene op og flyttet til nyt hus (et håndværkertilbud ….), ny skole, ny børnehave, nyt ALTING.

Alt det nye var mere end godt. Det var og er fantastisk. Men positiv stress er stadig stress. En flytning, noget nyt, et transformerende hop kræver væren, ro og PAUSER.

Men jeg brugte ikke pauser.

Samtidig havde jeg enormt svært ved at NYDE, FEJRE og DVÆLE ved den kæmpe transformation, som flytningen var.

Kender du det? At der sker noget godt i dit liv – og så saboterer du det?

Du får en kæreste. Nyt job. Flytter. Får en stor gave. For ikke at nævne den ultimative klassiker: Du skal på ferie.

OG SÅ BLIVER DU SYG.

Eller dit barn bliver syg eller der sker et eller andet, som forpurrer hele fornøjelsen.

En anden variant er at være på romantisk middagsdate med sin partner. Og så begynder I at skændes over et eller andet komplet latterligt tissemyreagtigt, som effektivt kvæler den gode stemning. Dét kender jeg også godt.

Der sidste vinter havde jeg så travlt med at hjælpe alle mulige andre med at holde sig raske, at jeg selv blev syg.

Denne jul holdt jeg mig rask.

Altså, bortset fra et forkølelsessår midt på næsen, som jeg OGSÅ synes var pinligt, men hey, jeg er på rette vej og det var trods alt noget mildere end influenza …

Jeg valgte at skære noget af det fra, som dræner mig, selv om det ikke altid var let at sige “nej tak”.

Jeg valgte at sige ja til mere nydelse og øver mig i at passe bedre på mig selv.

  • Jeg er f.eks. meget konsekvent med at “lukke ned” og gå i seng, når klokken er 21.30 sharp.
  • Jeg står ret tidligt op hver dag, fordi jeg elsker at vågne langsomt, mærke dagens stille gry og at have huset for mig selv, før familien vågner. Tidligere kastede jeg mig straks over min indbakke. Nu mediterer jeg i stedet for.
  • Jeg køber flere blomster og drikker mindre kaffe.
  • Jeg kommer ud og bevæge mig HVER DAG i den friske luft, uanset vejret, og uanset hvor travlt jeg har. Jeg løber, cykler eller går tur og ville ikke undvære det for noget.
  • Jeg forguder min lysterapilampe, som løfter mit humør og trivsel helt enormt.

​I juleferien kunne jeg tydeligt mærke, at jeg ikke sad foran lysboosteren, som jeg plejer, når jeg arbejder.

Min indre Sure Mor A/S sprang op som en trold af æske og sagde BØH!

Det er et sikkert tegn på, at der skal flere lange kys, flere ægte pauser, mere heftigt lys og et gedigent grin på banen.

 

Så vidt beretningen.
Jeg har fået flere forskellige reaktioner på den:

Nogle (men overraskende få) har frameldt sig nyhedsbrevet. Og det er helt cool. Det er vigtigt at tage stilling til, om det, du lukker ind i din indbakke, giver mening for dig.
En meldte tilbage, at vedkommende ville bede for stakkels mig (!). Dén havde jeg ikke lige set komme. 
En anden skrev den mest healende og taknemmelige mail, som rørte mig dybt. Tak, du ved, hvem du er.
Og så en masse … tavshed. 
Hvad handler det om? 
Jeg vil rigtig gerne kaste mere lys på det her med vores perfektionisme omkring os selv og vores børn.
Vi har sikkert hver vores ømme tæer og skeletter i skabet. Hemmeligheder. Som gemmer på det største nøgler til vækst.
Jeg vil glæde mig til at læse din kommentar!  

This Post Has 7 Comments
  1. Hej Rose, tak for din mail, din bekendelse. Jeg synes at det var godt skrevet, og at det gør det billede, vi får af dig som person, mere helt. Det giver mere mening for mig at følge dig, og at læse dine e-guides på Grøn Stue, når jeg ved, at du er et helt normalt menneske ligesom mig. Så kan jeg bruge guiderne til noget!
    Vores november og december i år bar præg af at vi kom ind i en ond spiral hvor vi, min mand, hans to drenge, vores lille pige og jeg selv, skiftedes til at være syge. 2013 var et hårdt, men godt år, og der kom en naturlig reaktion da der var plads til det i vores liv. Det vigtigste er, at vi er sammen og at vi er nærværende, det er mindre vigtigt at få pakket alle gaverne op eller spist risalamande eller hvad det nu kan være man synes, at man skal.
    Jeg delte din mail i går med familie og venner, fordi jeg syntes den var så relevant. Det er et godt emne at tage op, og jeg glæder mig til at følge med i flere tanker og kommentarer om det.
    Glædeligt 2014!

  2. Kære Rose.

    Jeg er ny i dit univers, har haft din bog Baby siden min dreng var i maven, men er nu også med på Grøn Stue (har bare ikke fået gjort ordentlig brug af alle de gode ting dér, har meget apropos haft for travlt). Men egentlig ville jeg bare skrive, at det er utrolig fint, at du fortæller os, at du og dine SELVFØLGELIG også bliver syge – og at vi skal huse at passe på os selv og hinanden, huske bare at være.

    Jeg er dog næsten gladest for, at du skriver det her med, at vi skal tage et opgør med perfektionismen. Det skal vi. Og vi skal tage et opgør med vores fokus på individet som værende sig selv nærmest. Bakke hinanden lidt mere op. Vi kan ikke altid gøre for sygdom, selvom vi kan gøre meget for at passe på os selv. Som teenager var jeg med min kræftsyge mormor på “helseferie” med en alternativ behandler. Det var yoga i morgensolen, massage, en masse grøntsager osv. Dejlige ting. Hvad der ikke var så dejligt, var imidlertid, at den dame, der stod for det hele, fik givet min mormor enormt meget skyld- og skamfølelse over kræftsygdommen. Hun fik simpelthen sagt til min mormor, at hun selv var skyld i kræften, ved hele tiden at pege på alle de ting, hun kunne have gjort anderledes.Jeg blev meget vred. Min mormor spiste sundt, røg ikke, bevægede sig meget osv. Men selv hvis hun ikke havde gjort det, så skulle man ikke klandre hende for hendes sygdom.

    Jeg kan blive meget, meget træt, hvis alt det gode, grønne, bæredygtige mv. bliver et spørgsmål om skyld, at pege fingre af den enkelte. I stedet skal vi hjælpe og støtte hinanden til det gode liv for den enkelte hver især – også på samfundsplan (men det er nok en anden snak).

    Jeg synes ikke, at du peger fingre af nogle eller giver skyld. Du giver heldigvis råd, der peger fremad.

    Det jeg ville sige med min lille historie, var egentlig bare, at det er godt, at du viser hele billedet. Det er ikke vores egen skyld, når vi bliver syge. Hvis det ikke lige lever op til folks billede af dig, så dem om det. Vi er jo bare mennesker.

    Mvh. Marie

  3. Uh.. de tornhøje forventninger til os selv. Forventningen om at vi skal være perfekte for, at andre skal kunne lide os eller synes, vi er troværdige. Jeg kender det i forhold til mine værdier som nybagt mor, hvilke ofte er anerledes en de andre mødres værdier i min familie. Men i frygt for at det er mit barn, der ender med at være umuligt eller ulykkeligt, så tør jeg ikke at stå fast på mine værdier kontra deres. For dette ville jeg netop finde tåkrummende eller pinligt.. For hvad ville de andre ikke tænke. Hvis de ville få deres endelige bevis på at jeg tager fejl 🙁

  4. @Sofie, @Marie og @Kristina
    Tusind tak for meres feedback og for at dele jeres tanker og erfaringer. Ja, det er et meget relevant emne. I min verden giver det ikke mening at tale om skyld og skam, men om ansvar. Min sandhed (som ikke behøver at være andres sandhed) er, at jeg tager 100 % ansvar for det, som sker i mit liv. Også sygdom. Også alvorlig sygdom. Det kan jeg tale rent med om, fordi jeg har en datter med en medfødt hjerneskade. Ja, jeg tager ansvar for at have valgt det livsvilkår. Jeg slår ikke mig selv i hovedet med det (længere – det gjorde jeg før i tiden). Jeg ser læringen og siger tak for den. Derfor er der heller ikke fejl, kun feedback. Og det er fedt, for så kan vi hele tiden justere kursen. Kontrasterne hjælper os til at blive klogere på, hvad vi godt kunne tænke os, og så gøre det anderledes næste gang. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan for andre. Det er bare det, som giver mest mening for mig i mit eget liv.
    @Kristina, jeg tænker, at hvis du selv har en frygt/bekymring for, at dit barn vil være “Uperfekt”, så vil dine omgivelser spejle denne frygt. Hvis du healer frygten i dig selv og accepterer, at alt i dig og dit barn er perfekt, som det er, så vil du heller ikke møde det, som du frygter i dine omgivelser. Der er masser af læring og guld at hente i den proces. Da jeg begyndte at tage ansvar for mine værdier og kommunikere dem klart, så holdt mine nære relationer op med at stille spørgsmål. Jow, det kan poppe op af og til, men så er det altid fordi jeg er åben over for det eller fordi jeg kører en indre dysfunktionel dialog. Så kigger jeg på den.
    KH Rose

  5. Kære Rose

    Kun guder i tegneserier bliver ikke syge. Jeg ved fra vores arbejde, hvor uhyre samvittighedsfuld og grundig du er. En sand ildsjæl. Og selvfølgelig kan også en ildsjæl få rød snude. Jeg prøver at lære min datter – at ja, om man så hopper på tungen herfra til Roskilde, er det umuligt at være alle tilpas. Der vil altid være nogen, som kan pege på en skæv lilletå. Hvorfor nogle enkelte har frameldt sig dit nyhedsbrev, kan tage afsæt i alverdens grunde. Personligt ville jeg bare nyde frugten alt dette, som du har bygget op – og som jeg er taknemlig for at få lov at være en del af :O)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back To Top