skip to Main Content

Fredagsbrevkassen uge 46 – 2012: Olivenolie stegning

SPØRGSMÅL: Olivenolie stegning

Hej Rose

I din Guide “Fedt nok – hele livet”, anbefaler du kun at bruge olivenolie til “blid stegning”.

Hvad kunne det fx være man skulle stege?? Frikadeller, klatkager eller pandekager?

Vil det sige, at det ikke er godt at bruge olivenolie på grøntsager man putter i ovnen?

Dem bager man jo typisk ved 200 grader.

Vil du anbefale at tage aminosyrer som kosttilskud?

Tak for gode guider!

Mvh A

 

SVAR

Kære A

Tak for dine spørgsmål ang. olivenolie og aminosyrer. Dejligt at du er glad for mine e-guides!

Olivenolie er egentlig ikke så velegnet til frikadeller og den slags, som kræver en rimelig høj stegetemperatur. Nogle pander/komfurer kan måske godt klare den. Men du kan øge olivenolies rygepunkt ved at blande med smør, ghee (klaret smør) eller kokosolie. Så et godt stegetip er at bruge halvt olivenolie og halvt af en af de tre andre. Hvis du vil undgå, at frikadellerne dufter af flødebolle/kokos, så vælg Cocosa Pure stege-kokosolie (Cocosa har to varianter). Hvis olivenolie på panden begynder at ryge – så er skaden sket, og så bør man ikke stege i den.

Olivenolie er bedst til braisering, altså blid stegning af f.eks. grøntsager, hvor der også tilsættes væske, f.eks. vand.

Olivenolie har et rygepunkt på mellem 160 og 242 grader, alt efter type. Men det er rigtigt, at den bedst bevarer sine gode egenskaber og smag, hvis den ikke opvarmes til mere end 60-70 grader. Selv om ovnen er 200 grader, så bliver maden derinde ikke 200 grader varm. Jeg har ikke oplevet, at olien “ryger” i ovnen, og derfor er mit gæt, at det er okay med olivenolie over de ovnbagte grøntsager – men var obs på, at temperaturen ikke bliver for høj og at grøntsagerne ikke branker.

Der kan være nogen, som har gavn af at tage visse aminosyrer som kosttilskud, men det mener jeg bør ske på basis af en grundig, individuel vejledning. Det er ikke noget, jeg har med i mine “basispakker” omkring kosttilskud.
KH Rose

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top