skip to Main Content

Sød, sødere, mor

Sød, Sødere, Mor

I dag kommer første udgave af magasinet “Vores Børn PLUS – alt til mor” på gaden.
Det indeholder en artikel om en god gammel debattraver, nemlig den med sukkeret. Hvilken slags mor er man, hvis man blander sig i sit barns sukkerindtag? En ansvarlig mor? En hysterisk mor med træk af ortoreksi (sygelig optagethed af sundhed)?

 

sukker til børn

 

I artiklen beskrives en mor, som har taget stilling til sine børns forbrug af sukker til hverdag og fest. Det er så mig. Jeg er glad for, at jeg fik lov til at sige, hvad jeg mener, nemlig: “Det er ikke et mål i sig selv at leve et sundt liv, men et godt et.”

Der står også, at ” … Rose Maimonide er bare én ud af et voksende antal mødre, der går – meget – op i deres børns sundhed og udmønter den i specifikke kostreguleringer. Sukker står øverst over fødevarer, der skal styres langt uden om.”

Det passer til gengæld ikke. Jeg beklager at måtte afblæse fordommen; men sådan en liste arbejder jeg ikke med. Og skulle jeg lave en, ville det ikke være sukker, som stod øverst. Mine børn får både sukker, mælk og hvedeboller. De får det bare ikke så tit. Og ikke så meget. Min verden er nemlig ikke sort-hvid og det tror jeg egentlig heller ikke, at så forfærdelig mange andre mødres er. Men myten er god.

Jeg har hørt himmelråbende historier om institutioner, hvor sundhedspolitikken er kørt helt af sporet. Som når barnet ikke vil have æggekage i madpakken, fordi “vi må jo ikke få kage i børnehaven” eller hvor sunde grøntsags-mad-muffins ligeså er forbudt … mens plastiksmør og 3-stjernet salami er helt stuerent.

Det er ikke min kop sodavand. For mig handler det om balance, ikke om forbud. Om barnets alder, om netop det enkelte barn. Og så handler det i høj grad om, at hver familie må tage de valg, der passer dem bedst, fordi forskellige familier har forskellige livsvilkår.

Jeg er helt på det rene med, at der er børn og familier, hvor det absolut giver mest mening at sige nej tak til sukkermad – måske i en periode. Det kan der være mange gode grunde til, for eksempel et smadret tarmsystem, og det er ikke sikkert, at familien har lyst til at flashe dén historie til højre og venstre, når de siger “nej tak” til flødebollen og slikpinden.

Så når artiklen beskriver, hvordan jeg forsøger at inspirere min ældste datter til at træffe et bevidst valg, når hun står over for det store sønderjyske kagebord … altså noget med at vælge dét, man har allermest lyst til, fremfor at gå amok i både kage, sodavand, is og slik på én gang … så handler det ikke kun om, at jeg rent faktisk ser det som en farbar vej, som jeg også selv arbejder på at gå ad. Ja, jeg får mælk i kaffen og spiser mørk chokolade. Hver dag. Med max nydelse!

Det handler nemlig også om, at vi har (og har haft) nogle særlige livsvilkår. Fair nok, det var blevet en meget lang artikel. Nu bliver det så et meget langt blogindlæg. For her er historien om, hvorfor det “ikke bare var et stykke kage”. En historie om mange bække små, om overvægt, om specialbørn, om medicin, om problemer med appetitregulering og om koncentrationsvanskeligheder.

For en tre års tid siden oplevede jeg, at min ældste datter mødte sukkermad stort set hver dag i sin dagligdag. Det var ikke bæredygtigt. Jeg ville gerne forklare dem, som tilbød hende det søde liv, hvordan hendes hverdag så ud. Det blev til et brev til familie, pædagoger, voksne, lærere. Nogen reagerede positivt og ændrede faktisk på noget. Andre var larmende tavse og sære i blikket. Alligevel tror jeg, at det satte et spor. Her er brevet:

Kære alle som har med Mia at gøre!

Jeg har en udfordring omkring Mias dagligdag, som jeg håber I vil hjælpe mig med. Dette brev er ment som et oplæg til snak og handling.

Situationen er: 

Om mandagen går Mia til gymnastik. Til gymnastik fik de forleden flødeboller og kiks fordi der var to børn som havde fødselsdag i sidste uge.

“Det var jo kun to flødeboller og lidt kiks. Det kan da ikke skade?!” sagde de voksne.

 

Om tirsdagen går Mia til kor. Som regel får hun saftevand og chokoladekiks fordi korprøven er slut.

“Det var jo kun to glas saft og en chokoladekiks. Det kan da ikke skade!?” sagde de voksne.

 

Om onsdagen går Mia til spejder. Sidste gang fik de kage fordi der var én som havde bagt den. Man måtte tage to stykker.

“Det var jo kun to stykker hjemmebagt kage. Det kan da ikke skade!?” sagde de voksne.

 

Om torsdagen holdt de fødselsdag på fritidshjemmet for Jens Ole. De fik boller og kakao.

“Det var jo bare boller og kakao. Det kan da ikke skade!?” sagde de voksne.

 

Om fredagen holdt de fødselsdag i skoletiden for Jens Ole. De fik spaghetti og lagkage og slikpose.

“Det var jo bare spaghetti, lagkage og slikpose. Det kan da ikke skade!?” sagde de voksne.

 

Om lørdagen var Mia på besøg hos farmor. Hun fik rødgrød og et stykke chokolade til morgenmad, fordi farmor elsker Mia.

“Det var jo bare et stykke chokolade og noget rødgrød. Det kan da ikke skade!?” sagde de voksne.

 

Om søndagen var Mia ude at køre med babysitteren. Hun fik en pose slik fordi de skulle hygge sig på køreturen.

“Det var jo bare en pose slik. Det kan da ikke skade!?” sagde de voksne. 

 

—  

Det lyder som et konstrueret eksempel på en uge. Men sådan er mønsteret faktisk. 

Derhjemme får Mia næsten altid sund mad og sunde madpakker. Og en stor is når hun har været på hospitalet. Hun er aktiv med sin krop. 

Alligevel er Mia lige på grænsen til at blive overvægtig (ifølge beregninger af ‘BMI for børn’). Desuden har hun problemer med humørsvingninger og koncentrationsvanskeligheder. Og dét er skade. 

Ser du en sammenhæng? Det var vist et ledende spørgsmål …
Det store spørgsmål er; hvad gør jeg? 

 – At være ligeglad vil være det samme som at være en uansvarlig forældre. Og det vil snart resultere i et overvægtigt barn. 

– At sige til Mia at hun ikke må spise alt det lækre, som bliver sat lige for næsen af hende, og som de andre spiser…? – det vil være at kræve for meget. 

Mia ved godt hvad sund og usund mad er. Men hun elsker mad! Især sød og fed mad…. lige som mange af os andre gør…… 

– At Mia skulle holde op med at gå til disse fritidsaktiviteter, som hun er så glad for ? – nej vel?! 

– At henstille til ‘de voksne’ at de finder alternative måder at gøre det godt for Mia og de andre børn? – ja det må vel være den eneste reelle mulighed. 

 

Hvad kunne det være for alternative måder?

– Man kunne jo simpelthen lade være med at udbyde sukkermaden og fokusere på aktiviteter og samvær.

– Man kunne finde nogle sunde alternativer; f.eks. frugt, riskiks, vand, danskvand, rugbrød, super-øko-frugt-kasse, grøntsagshapsere, frikadeller, nødder og tørret frugt osv. 

– Hvis man har brug for en gevinst i sin “gulerods-pædagogik”, kunne det være en aktivitet eller en ting som børnene gerne vil stræbe efter; f.eks. lege-tid, tidligere fri, slippe for opgaver, en sjov leg, en lille gave, se film …

Du har måske nogle flere ideer …

Jeg vil ønske at der var en bevidst politik omkring sukker og kost de steder, hvor Mia færdes. 
Det ville gøre det meget nemmere herhjemme selv at dosere mængden af sukker-mad.
For det smager jo godt. Det synes jeg også. 
Jeg var overvægtig i hele min skoletid. Så jeg ved en del om, hvilke konsekvenser det kan have.

Jeg er overbevist om at vi voksne tilbyder børnene disse lækkerier fordi vi holder af dem og gerne vil se dem glade. Og dette ønske bliver ikke mindre, når vi har med specialbørn at gøre. Børn, som vi i forvejen synes har lidelse nok. 

Men hvad er vores behov og hvad er deres behov? 

Det er i hvert fald vores opgave som voksne at tænke langsigtet (børnenes sundhed og trivsel) frem for kortsigtet (at børnene momentant synes godt om os). 

Måske er du blevet inspireret? provokeret? berørt? eftertænksom?

Jeg ønsker bare at du ikke er ligeglad.

Tak fordi du vil Mia og de andre børn det bedste.

 

med venlig hilsen

 

Rose – Mias mor

 

Hvad er din tilgang til dine børns sukkerforbrug?

 

PS. Alt det sukkerhurlumhej blev springbræt til, at jeg lavede e-guiden “MUMS – Søde Sunde Sager. Fødselsdag uden sukkerchok”. Den får du ganske gratis med det vuns, når du tilmelder dig mit nyhedsbrev.

Forestil dig …

  • at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
  • at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
  • at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
  • at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage

Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.

Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.

Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.

Ja tak, giv mig genvejene til sunde madpakker – helt gratis.

This Post Has 8 Comments
  1. Hurraaaa for et blogindlæg. Jeg har nøjagtig selv samme problem, og mit er endda med en søn der får diarre af sukker. Dog har jeg slet ikke mødt forståelse for det. Jeg har snakket med lederen af børnehaven men nej – sukker skal der til. En uge var der kage 4 ud af 5 dage og det er bare i børnehaven – tænk hvis han havde fritidsaktiviteter. Jeg mener så absolut at sukker eller ingen sukker skal være op til den enkelte familie, men det kan det bare ikke være når det bliver læsset på ungerne her, der og alle vegne. Dog er der håb, min søn ved godt han ikke kan tåle det og gider faktisk ikke spise det. Jeg tilbød ham chokoladekage (uden sukker, se min blog) i går fordi han ikke fik kage til fødselsdagen i børnehaven (de havde glemt at fortælle mig om den, så jeg havde ikke noget med), men drengen ville hellere lege med modellervoks 😉
    http://kemifri.wordpress.com/2012/08/13/kampen-mod-sukker/

  2. Du er så sej Rose!!! Det er jo sådan mange af os oplever vores børns hverdag. Er det for meget gerne, at ville sine børn det bedste – om det er gode oplevelser, gode venner eller sund mad?

  3. Jeg synes stadigvæk at Mias brev er noet af det mest tankevækkende du har skrevet 🙂

    Jeg er jo en rigtig slem mor for jeg tillader mig at stille spørgsmål om både mel og sukker !! i kraft af at vi er en 80 % LCHF husholdning.

    Jeg blev spurgt for nogle uger siden om jeg ikke synes det var synd at ha børn og følge LCHF mv.
    Mit spm blev et tjah…..for jeg er ikke hysterisk striks med min datter.
    Jeg bryder mig ikke om big mamma samfundstendensen hvor staten skal styre og bestemme hvad jeg eller mit barn skal spise – det gælder både restriktiv sukker og fedtpolitik- selv om jeg har sympati for at køre en mere restriktiv sukker politik i børnehaver og skoler mv.
    Jeg tror simpelthen at vi risikere at fjerne magten fra forældrene – og at lærere og pædagoger pludselig skal definerer hvad sund kost er.
    Det bliver altså ikke bedre af at en diætist uddannet inden på margarine/fuldkorns akademiet skal rådgive 🙁
    Se bare på debatten om smør i Stockholm hvor et skodproduct som Becel pludselig blev eneste fedtstof – eller hvor saftevand med sødestoffer er valget 🙁
    Jeg har hørt om eksempler hvor et skive rugbrød med mørk chokolade pludselig blev sat i skammekrogen -mens en blød bolle med lätta margarine og kyllinge skod pølse var ok.

    Der er 10000 vis af sunde LCHF, Paleo, real foods børn der vokser op uden at spise franskbrød, sukker og skodprodukter og jeg mener bestemt at de er sunde og glade og lkever uden afsavn. Måske får de lyst til på et tidspunkt at eksperimentere med mere “normal kost” – men de fleste vil altid være præget af at de derhjemme har mødt ægte mad, der ikke er pakket ind i plastik og pap. Mad der ligner det din olde/tipolde mor ville kunne genkende.

    Min store pige kan sagtens nyde en Mc. D burger eller købe slam slik
    – men når man kigger på det hun ellers vælger, så er det præget af minimalt med gryn, sukker og slam.
    Hun vælger mere og mere realfood orienteret – ja det er med rigelig æg, smør og andre gode nærende ting.
    Jeg har lagt mærke til at hvor hun før hev en frossen bolle opfra fryseren ( ja sådan noget har vi- hjemmebagt og spelt ;)) og smurte den med ketchup og ost og valgte et glas juice/ eller honning sød te
    – så vælger hun oftere en håndfuld mandler, et stykke frugt, en gulerod fra haven, et stykke mørk chokolade eller en oste bid som snack. Så hun er på rette kurs.
    Hun er slank, super stærk, sund og glad og jeg tør godt slippe hende fri på egne ben om et år eller 2.

    jeg tror ikke at hun kommer til at tage sukkerbad fordi hun er vokset op med en eller anden form for restriktiv kost. Hun er vant til at lytte til sin krop og hvad den har brug for. Det er langt vigtigere end sukkerglade pædagoger der føler sig angrebet hvis man siger fra overfor mainstream kostpolitik.

  4. Nej, hvor pudsigt. Jeg snuppede netop det blad inde på arbejdet i dag, udelukkende pga. den artikel (jeg har ingen børn…), og så er det dig, der er med. Jeg synes, det er en spændende og vigtig debat, som jeg allerede har brændt ballerne på mange gange, inden jeg har fået børn – pyh. Kan blive helt træt ved tanken om alle de normer, vi påduttes fra samfundets side. Det samme gælder alkohol, det et det heller ikke så meget accept fra samfundets side ift. at fravælge, har jeg oplevet på egen krop – især ikke når man er ung….

  5. Kære Rose,
    Hvor har du bare grebet det super godt an! Du er simpelthen en evig inspirationskilde herhjemme! : )
    Min Bjørn er jo kun 1 1/2 så han får ikke slik (sukker). Han får enkelte ting engang imellem derindeholder lidt sukker og det samme med hvidt brød, ris osv. Men generelt går vi udenom.
    Han skal selvfølgelig nok få lov til at smage sukker/slik senere hen, men der er jo ingen verdens grund til at han får det endnu.
    Vores omkreds ved godt at de ikke må give Bjørn sukker og det respekter de, for om de er enige eller ej, så er det ikke deres valg.

  6. Mit barn er kun lige fyldt 1 år, og vi er heldigvis ikke sådan rigtigt ude i sukker-diskussionerne i stedet. Dog har det været på tale nogle gange, ligesom mange andre ting, som vi har en kraftig holdning til, har været diskuteret. Det der med ‘jamen dét tager de jo ikke skade af’, er vi begyndt ikke at udfordre dem på, men i stedet møde med ‘vi tager udgangspunkt i, hvad der gavner’. Det giver ofte nogle let rynkede bryn, og en efterfølgende meget frugtbar snak. For hvorfor have fokus på det, det potentielt skader? Da er det, der gavner da en del mere efterstræbelsesværdigt. Og det er de fleste faktisk enige i <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top