skip to Main Content

Onsdags-urten: Mynte

“Arrrjjj, jeg har da ikke købt MYNTE!” udbrød jeg i morges, da kasserne med øko frugt og grønt fra aarstiderne.com var hentet ind.

Mynten gror som forvildet ukrudt i vores lettere kaotiske have, og selv om jeg både finder den pæn, velduftende og sympatisk, så får jeg den af en eller anden grund aldrig brugt. Så mere mynte stod ikke øverst på den kulinariske hitliste.

Men det skal blive bedre i år! Sidste år blev jeg lidt gode venner med chokolademynten (mynte for begyndere), som jeg skrev om her med link til en dejlig raw After Eight kage. Så for at prøve noget nyt kastede jeg mig over den tilkomne myntedusk for at lave – myntechokolade! Uforbedrelig.

Jeg tror nok, at det er en Grøn Mynte (Mentha spicata), vi har fået, men jeg er ikke sikker. Der findes et hav af mynter. Den kan ellers alt muligt; hæmme bakterier og parasitter, lindre forkølelse og knas med fordøjelsen, virke smertestillende på huden, afhjælpe kolik og luft i tarmene, øge koncentrationen, give frisk luft i luftvejene…..

Mynte er rigtig god sammen med grønærter eller lam! Myntegelé til lammekøllen er en klassiker – men hvad gør man, hvis man ikke er til gelé? – don’t know…… Eller bare i dusk i vandkaraflen for sommersmag og et æstetisk pift.

 


RAW-AGTIGT MYNTECHOKOLADE MED KNAS
Et koncentreret chokoladekick uden blodsukkerudsving.  

Ingredienser

75 g kakaosmør
75 g kokosolie
1 knsp. fint himalayasalt
1 knsp. vaniljepulver
50 g (raw) kakaopulver
Ca. 30 friske mynteblade
2 spsk. honning eller ahornsirup
2 håndfulde hasselnødder

Sådan gør du

  • Smelt kakaosmør og kokosolie forsigtigt over vandbad.
  • Kom det i blenderen sammen med resten af ingredienserne undtagen hasselnødderne.
  • Kør! – indtil myntebladene er så fintdelte som muligt.
  • Hak hasselnødderne mellemfint, og bland dem i chokolademassen.
  • Kom massen i en passende lille form.
  • Frys chokolademassen, det tager et par timer.
  • Nyd myntechokoladen iskold i små bidder. Den er ret heftig.

Roses fif
Du må prøve dig lidt frem, for det er meget forskelligt, hvor stærk mynte er. Hvis du ikke har en blender, kan du hakke myntebladene ultrafint og røre chokolademassen sammen i hånden. Hasselnødder kan erstattes af for eksempel cashewnødder eller (smuttede) mandler.

Har du et myntefif, så del det meget gerne!

This Post Has 6 Comments
  1. Jeg er vild med råkostsalat af lækkert øko rødkål i tynde strimler med granatæblekerner og saft, lidt revet æble toppet med masser af frisk mynte. Uhm. Men chokoladen ser nu altså heller ikke værst ud:-)

  2. apropos mynte
    Jeg drikker mega meget hvid te med mynte ( fra Clipper) i øjeblikket
    Jeg smiider bare 2 breve i en liter KOLDT vand sætter i køleskab og efter 1 times tid er der kølig læskende drik.
    Jeg synes ikke der behøver sødemidel i men jeg er jo efterhånede også vænnet fra sødt – selv min nyslynget honning er så intens i smagen 🙂

  3. Fornylig lavede jeg “Mynte-sodavand” og det var et hit.
    En masse mynte og sukker efter smag (stevia kan selvfølgelig også bruges) knuses i en morter. Kommes i en kande med saften fra ½ citron og så danskvand oveni.
    Drikken sies inden den hældes på glas – ellers blir junior ret hurtigt irriteret 😉

  4. @Iben, tak, det ville jeg ikke lige have fundet på, altså at smide tebrevene i KOLDT vand, men det skal da prøves!
    Nyslynget honning, det lyder über-overskudsagtigt! Nammernam!

    @Katrine, tak, det lyder OGSÅ dejligt. En morter – det må være dét, jeg mangler til urterne.
    Det må på ønskesedlen sammen med robotstøvsugeren 😉

    kh Rose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top