skip to Main Content

Hvem har råderummet over dit barn?

Svendborg Kommune er også på nul-sukker-politik i daginstitutioner, skoler og SFO. De skriver:

“Råderummet er forældrenes!”
(…)
“Råderummet betegner den mængde energi, en person
må indtage fra mad med tomme kalorier.”
(…)
“Det betyder, at børn og unge ikke skal have mad, der
fylder råderummet, mens de færdes i de kommunale
institutioner. I Svendborg Kommune er børnenes råde-
rum således forældrenes og ikke kommunens.”
(…)
“Tomme kalorier er nydelsesmidler, som ikke
bidrager positivt til kostens næringsstofindhold,
og som bidrager med meget energi, sukker og
fedt – herunder især mættet fedt.”
(…)
“Herunder hører også kunstigt sødede produkter
og alkohol.”

(Herfra.) 

I de to kommuner, hvor mine døtre går i henholdsvis dagpleje og skole, er hverken økologi eller sukkerbevidsthed nået til kostpolitikken.

Det er ikke nogen statshemmelighed, at jeg synes, at alle børn har ret til at få præcis lige så meget sukker, som deres forældre bestemmer.

Det er bare ikke altid så nemt at praktisere, når bedsteforældre, pædagoger, de andre forældre, lærere, fritidslederne og alle de andre omkring ens barn overhaler indenom med det glade flødebollefuttog, som udtrykker sin kærlighed i form af sødestoffer.

Hver og én med en troskyldig og velmenende kommentar om, at “Det var da bare et stykke kage (en sodavand, en franskbrødsmad med syltetøj, en slikkepind, en isvaffel, en flødebolle, en scone etc etc)! – det kan da ikke skade”.

Som om “mange bække små” bliver ophævet ved sukkerfeens magiske trylleslag, når det drejer sig om de smås søde liv.

Men i storbyen er det anderledes. For her er nogen allerede så trætte af at sidde i smørhullet (eller, måske snarere hørfrøolie-hullet) i det sukkerforskrækkede speltsegment, at de kræver vingummierne tilbage på dagsordenen:

“Jeg kender flere børn på både to og tre år som ikke kender til den frydefulde smag af en vingummi, og som heller ikke har lært at spise en is. For slet ikke at tale om glæden ved kage, kiks, marcipan eller børnefælden nummer ét: Nutella. Og det er da imponerende.  Imponerende at forældrene selv evner så megen stamina at de kan nøjes med kravle ud i køkkenet i nattens mulm og mørke og selv spise de søde sager for at få deres sukkerfiks uden for børnenes vågne timer (for bare fordi børnene ikke spiser det, behøver det jo ikke at betyde at de voksne absolut er tre hundrede procent solidariske). Imponerende at det er her vi lægger vores energi.”
Citat: Julia Lahme fra denne klumme.

 

Hvem synes DU skal have råderummet over dit barns sukkerforbrug?

Hvad er DIN ideelle kostpolitik for dit barns daginstitution eller skole?

Og hvor går DIN grænse for, hvilke af dine egne dårlige voksenvaner, du i solidaritetens højhellige navn ikke vil lade dine børn være ligeværdige med?

Eller, med andre ord, er det okay at være mere striks omkring sine (små) børns sukkerforbrug end sit eget?

Forestil dig …

  • at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
  • at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
  • at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
  • at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage

Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.

Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.

Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.

Ja tak, giv mig genvejene til sunde madpakker – helt gratis.

This Post Has 5 Comments
  1. Ja – jeg er småfanatisk, vil nogen nok mene. Men jeg synes, det lyder rigtig fint, at et barn på 2 eller 3 år ikke har smagt hverken vingummier eller en isvaffel. især vingummierne, fordi de ofte er fyldt med sager, jeg ikke har lyst til at mine unger skal spise. Sukker bliver af meget dygtige forskere sammenligne med gift. Jeg er sikker på at små mængder går an.
    Men derudover handler det også om kvalitet. Jeg har det fint med et stykke hjemmelavet kage. Men jeg har det sgu ikke fint med vingummibamser eller nutella (altså den rigtige nutella). Og slet ikke min instituion, hos lægen eller andre. Og slet ikke til små børn, der skal vokse rigtig meget. I min kommune, Albertslund, er de kommet langt. Det er 100 procent økologisk. Til gengæld får ungerne margarine i stedet for smør – og så bliver “100 procent! tolket meget forskelligt. I min søns vuggestue får de f.eks. bagerrundstykker og nutella til morgenmad hver fredag. I mine øjne er det uhørt.

  2. Ja undskyld, men jeg synes Julia Lahme er helt på fejlslagen sti her! Hvem siger, at børn skal lære at spise is og død og pine skal have vingummier? Hvis man ved lidt om hvilken skade sukker kan forvolde, er det vel bare på sin plads, at man forsøger at rette lidt op på samfundets sukkerforbrug!! Børn skal snarere lære at spise grøntsager og gode sunde olier, end sukker. Er selv meget overbevist om, at sukkerindtag ikke behøver at læres – det kommer helt af sig selv!

    Synes du har ret Rose – børn har ret til at få lige så meget sukker, som deres forældre bestemmer. Råderummet må tilhøre forældrene eller myndighedsindehaverne, ikke daginstitutioner og andre voksne (tænker her særligt på de sukkermissionærer, som sender sukkerholdige “godter” med i institutionen når deres barn har fødselsdag, fordi det er synd, at ikke alle børn bliver fyldt med sukkerstads derhjemme).

    Sikken et arrigt indlæg, men jeg synes virkelig det er en “slippery slope” når der ligefrem er folk der missionærer for sukker!

  3. Jeg har en ide om, at læserne herinde er rimelige enige om at sukker ikke er nødvendigt for et barns trivsel, og at det netop er forældrenes ret at bestemme hvornår barnet har behov for søde sager.
    I sit indlæg kritisiserer Julia Lahme så vidt jeg forstår på en sarkastisk måde en fejlslagen prioritering i dagsinstituionerne og hykleriske forældre.
    Selvfølgelig er indtaget af sukker ikke det værste, der kan ske for ens barn i dagsinstitutionen. Det er vigtigere, at personalet er godt, har god tid, at rammerne er dejlige, at barnet tilbydes god mad og så videre. Men sukker er jo ikke noget, der er nødvendigt i nogen sammenhænge, og det koster ikke noget at afskaffe det + det giver gladere, sundere og mere afbalancerede børn, der ikke går sukkerkolde i tide og utide. I mine øjne en gevinst for alle, også barnet selv.
    Når det kommer til forældres hykleri må jeg jo indrømme, at jeg selv er en af dem, der nyder noget chokolade om aftenen når den lille er puttet. Når det er sagt synes jeg, at mit sukkerindtag er faldet betragteligt siden jeg fik børn, fordi jeg er blevet mere bevidst om det, og jeg arbejder også aktivt for at begrænse mig til de allervigtigste stunder. Og det er ikke selvpineri, men et ønske om virkelig at kunne nyde det søde som en luksus.
    I min søns dagsinstitution har de nul-sukker politik liiige bortset fra jul og to gange om året og Eid og Sommerfest. Og jeg vil gerne begrænse det endnu mere, når nu børnene ikke selv beder om det. Man har også haft glæder ved livet før chokolade og vingumibamser var hverdagskost, og dem synes jeg man kan introducere sit barn for i stedet til at starte med. En af dem kunne jo være at få mere tid med forældrene.

  4. Jeg aner ikke hvad jeg skal synes om det
    På den ene side er jeg jo en low carb mor- som synes at slik er no go
    -og at sukkerholdige ting bør holdes til et minimum.

    Og at JA der serveres alt for meget i små mængder i inst. og skoler = mange bække små.

    På den anden side så bliver det også nemt lidt for politisk korrekt.
    F eks ville det pisse mig af hvis resultatet er at mit barn bliver fyldt med margarine og sødemidler…. for lad os da endelig også putte mættet fedt i den store stygge gruppe.
    I sverige har man haft en heftig debat da kosten i skolerne pludselig blev fuldstændigt fedtforskækket (ingen smør, sød/letmælk)-mens der blev serveret riiigelig hvid pasta, hvdeme, margarinel og light saftevand.

    Det handler om at definere kvalitet generelt og der tror jeg at det bliver uhyre vanskeligt at definere en fælles sundhedspolitik.(nok en af grundene til jeg modstander af madordninger)

    Det betyder ikke at jeg ikke synes det er fint at lade inst være sukkefrie også vil fødselsdage – men man skal tænke sig godt om imo.

  5. @ Nadia, vi er vist ret enige….. det går vist igen i alle indlæg, at der er stemning for fokus på KVALITET.

    @Henriette, ja, det er ærgeligt, hvis man føler det påtrængende at have en dagsorden omkring lidt demonstrativt at give sit barn sukkermad, for at signalere, at man er en rebelsk og selvstændigt tænkende forældre, der hverken tilhører speltsegmentet, er dobbeltmoralsk eller nægter sit barn nydelse. Så går der for meget skyttegravskrig i den. Men det er et interessant aspekt omkring dobbeltmoralen, synes jeg. Og i nogle institutioner praktiseren den sukkerfri linje ikke særlig intelligent. Som f.eks. når børnene ikke må have en bolle med i madpakken, fordi nogen forældre putter sukker i bollerne. Eller når ungen går i panik over, at mor har puttet æggekage i madpakken “for det er jo kage og så bliver de voksne sure….”.

    @Klunseren – enig. Og netop som du skriver, sukker er ikke nødvendigt. Ja, det at “nægte sit barn nydelse” kan også være et udtryk for kærlighed – på den lange bane. Jeg tænker, at vi som voksne har mange vaner og uvaner, som vi ikke lader vores børn få del i. Det er ikke helt enkelt.

    @Iben, ja, jeg forstod heller ikke, hvad mættet fedt skulle i den sammenhæng…..

    kh Rose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top