skip to Main Content

Fredagsbrevkassen uge 4 – 2012

SPØRGSMÅL

TAK for en dejlig bog – har fået totalt vækket min økologipassion – jeg er stadig nubegynder og synes egentlig jeg efterhånden var godt med.

Under min graviditet startede jeg konsekvent omlægning – men da jeg flyttede fra byen til et hus i skoven 1 måned før termin viste det sig at jeg ikke kunne få internet derude. Så sad jeg der ude i skoven med mit første spædbarn og 1000 øko spørgsmål og uden net.

Først nu 8 måneder efter er jeg flyttet til hus med net – FREEDOM!

– og fik så endelig bestilt din bog og skal videre – jeg kan nu se alle de steder der skal optimeres – bla. dyne spørgsmålet – økologisk silkedyne ja, men hvad så med at den ikke kan vaskes på 60 mht. husstøvmider?

– jeg har samlet gamle tupperware, dem i pastelfarver fra 60erne i en naiv tro om de ikke kan indeholde så meget kemi som nyere plastbøtter – hvda siger du? jeg bruger helst glas men vil gerne bruge nogle af dem for retronostalgiens skyld…

Undrer mig dog lidt over du nævner det at svøbe et barn som en almindelig sag, vil du uddybe det lidt?

–       MEN legetøj er nu sorteret og smidt ud – prøvepakke med stofble er bestilt – ja TAK for en fantastisk bog – hvor det er inspirerende!

H

 

SVAR

Kære H

Mange tak for dine ord, hvor er det bare dejligt at høre, at du har fået masser af inspiration fra min bog BABY!

Du har nogle rigtig gode spørgsmål, lad os tage dem én for én.

Vask af silkedyner – og ulddyner for øvrigt også. Er det okay, når de nu ikke kan vaskes på 60 grader? Det var faktisk en lille detalje, som jeg brugte enormt meget tid på at forsøge at komme til bunds i, da jeg skrev BABY.

Generelt anbefaler Astma Allergi Danmark, at alle husets dyner, puder, sovedyr og rullemadrasser vaskes hver tredje måned ved 60 grader og tørretumbles helt tør. Men det er den samlede mængde af husstøvmider, som kan tricke en allergi. Derfor kan man ikke som sådan sige, at det er dynevaskens temperatur, som er det eneste afgørende. Det hjælpder lidt at lufte dynen, hænge den ud i frostvejr, da det fjerner noget fugt – men husstøvmiderne overlever desværre.

Som jeg skriver i BABY på side 21, så kan den dynen i økobomuld og silke fra Purebaby (se den her) kun vaskes ved 40 grader, og egner sig derfor ikke til allergidisponerede børn – desværre. Dér vil jeg for eksempel anbefale en kapokdyne, som efterhånden kan købes mange steder, især på internettet. Du kan se en forhandlerliste her på nsleep.dk.
Du kan også få en almindelig dundyne med betræk i økologisk bomuld fra Quilts of Denmark hos for eksempel her hos ansos.dk.

Gamle plastikbøtter. Dem ville jeg kun bruge til non-food. Det er først de senere år, at man er blevet klar over, hvor stor risiko cocktaileffekten af forskellige hormonforstyrrende stoffer udgør. Derfor vil man kunne finde ekstra mange skadelige stoffer i ældre sager – det gælder også plastiklegetøj fra før 2007 samt ældre træ- og metallegetøj, som blandt andet kan indeholder tungmetaller i malingen. Det bør desværre kasseres (og det siger jeg, selv om jeg er meget varm på genbrug!).

Angående svøb; her tænker jeg først og fremmest, at det vigtigste er at mærke efter, hvad man som mor føler er det rigtige at gøre i forhold til sit barn. Selve princippet omkring at give barnet tryghed ved at putte kroppen varmt sammen, så det minder om tilstanden i livmoderen, er helt sikkert beroligende for baby.

Men det skal selvfølgelig ikke medføre, at babyen ikke får kropskontakt, slet ikke kan bevæge sig, ligger alene og måske bliver lydmæssigt ”pacificeret” af sin sut.
Jeg synes, at det er mest optimalt at kombinere den svøbte tilstand med kropskontakt. Det kan man gøre ved at bære sit barn i en slynge, bæresele eller vilke. Her stimuleres babyens vestibulære sans, fordi det følger bærerens bevægelser. At bære sit barn er i det hele taget positivt stimulerende på alle mulige planer for både barn og bærer!

Så jeg ville ikke lade barnet ligge alene, når det er svøbt. Til gengæld kan det være en rigtig god idé at lade sit barn sove med den tætte fornemmelse, for eksempel ved at putte dynen godt ned omkring det, lade det sove i en sovepose eller i en slyngevugge – det sidste har jeg og andre rigtig gode erfaringer med.

Babyer skal jo sove på ryggen, men det kan give nogle spjæt i arme og ben, som vækker og forskrækker den lille. I de sidste par måneder af svangerskabet er der heller ikke meget plads at boltre sig på i livmoderen….

Her er en fin hjemmeside, som kommer godt omkring alle aspekterne ved at svøbe sit barn

Men igen, det vigtigste er at mærke efter selv og være opmærksom på barnets signaler. Hos nogle børn vil svøb, kombineres med kropskontakt, være trygt og beroligende, hos andre vil det måske være en dårlig idé.

Jeg håber, at du kunne bruge mine svar!

Med kærlig hilsen

Rose

 

 

This Post Has 2 Comments
  1. gode, grundige råd – det kan du virkelig. tak-tak-tak, rebecca. det er en brugbar fornøjelse at læse. og har jeg husket at sige til dig, at jeg er vild med dit gennemarbejdede nyhedsbrev? dog lidt ked af, at det ikke var downtown, der havde dagens tilbud på øko biomio-mad;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top