Fredagsbrevkassen uge 5 – 2015
SPØRGSMÅL
hej, jeg er i syv sind og håber, at du måske kan hjælpe.
Vi er flyttet, og det nye sted har et gulvtæppe, som jeg ikke anser for sundt samt nogle gulve med lakeret træ. Trægulvene er slidte, så lakken er jeg ikke glad ved i indeklimaet. Jeg vil derfor gerne have gulvene erstattet med nye.
Trægulvene skal skæres op, men det støver jo, og vi har køkkenalrum, så hvad gør jeg for at sikre, at støvet ikke kommer til at indtage mit køkken og skabe?
Jeg kan ikke finde noget svanemærket gulvtæppe. Ved du hvor jeg kan finde svanemærkede gulvtæpper (væg til væg og løse).
Jeg håber virkelig, du kan hjælpe mig. TAK for en rigtig god blog og de mange gode og interessante indlæg!
Venlig hilsen KV
SVAR
Kære KV
Tusind tak for de smukke ord om min blog, det glæder mig meget, at du finder inspiration og nyttig viden! Og tak for dine spørgsmål om gulve, støv, lak og gulvtæpper. Det er desværre lidt kompliceret.
Med hensyn til tæpper, så er det bare bedst at undgå tæpper. Så er det sagt. Tæpper samler støv, og støv samler til bunke fra skadelig kemi fra indeklimaet. Tæpper er desuden oplagte kandidater til at indeholde de smudsafvisende fluorstoffer, som er meget sundhedsskadelige.
Hvis du absolut vil have tæppe, så vælg helst et i uld, da det vil være naturligt smudsafvisende på grund af uldens indhold af lanolin. Du kan også købe et brugt, ægte tæppe og vaske det godt inden brug.
Nye tæpper fra Østen kan muligvis indeholde formaldehyd (det gælder også nye, almindelige tæpper og væg-til-væg-tæpper) og svampedræbende kemi.
Ikea har reduceret forbrug af fluorstoffer. Jeg vil dog stadig fraråde tæpper. Jeg har ikke set svanemærkede gulvtæpper.
Jeg ved desværre ikke, hvordan I rent praktisk bedst beskytter jeres inventar mod byggestøv. Det er ikke lige min spidskompetence … Men jeg vil klart anbefale dig at prioritere det meget højt og få det gjort professionelt. Du kan evt. spørge Maja Kirkegaard, som er en af eksperterne inde på Grøn Stue. Hun har stor viden og erfaring om byggematerialer og gør-det-selv.
Vælg et svanemærket gulv. Der findes svanemærkede trægulve, hvilket jeg vil anbefale. Du finder svanemærkede profilbrædder hos f.eks. moelven.com og svanemærket klikgulv f.eks. fra Pergo i diverse byggemarkeder.
Mht. lakering/behandling af gulvene vil jeg anbefale gulvolie med eller uden hvid pigment. Du kan finde ren linoliebaseret gulvolie hos f.eks. naturmaling.dk eller fyravindar.dk. Begge steder kan du få kompetent vejledning. Det er også muligt at få svanemærket lak, men mit bedste bud er den nævnte gulvolie.
Der findes også svanemærket linoleum.
Jeg vil også anbefale dig at tjekke Miljøstyrelsens kampagne Grønnere gør-det-selv. Der er mange gode råd til at passé godt på sundhed og miljø.
God fornøjelse med byggeriet!
Kærligst
Rose