skip to Main Content

Plan Ø – Version Vegetar #5: Veggie Pariserbøf

Det er en anelse komisk, at jeg havde for travlt i går til at få skrevet mandagens indlæg i denne lille serie om sund og grøn aftensmad, nemlig Plan Ø – Version Vegetar. Det der Real Life tager godt nok lang tid!
Nå, men det er jo hele humlen med Plan Ø, at det skal være nem og sund mad til travle dage.

Pariserbøf?! Hmmm, der dukkede ikke mange associationer op hos mig.
Faktisk måtte jeg ty til google, for at finde ud af, præcis hvad Pariserbøf sådan egentlig, helt oprindeligt, er for en størrelse. Vegetaren afslører sig igen i sin begrænsede kødhorisont….

Den Store Danske Encyklopædi må jo vide det (tænk, der arbejde jeg som studentermedhjælp i min ungdoms vår. Mit arbejde bestod i at rykke alle de forfattere, som skulle skrive indlæg om kunsthistorie. Jo, det var skam en omfattende beskæftigelse med alt det rykkeri. Det var jo før emailen!). Nå, men om pariserbøf siges:

“pariserbøf, bøf af skrabet eller hakket oksekød på smørristet hvidt brød, serveret med rå æggeblomme, hakket løg, kapers og peberrod. Kan også serveres med spejlæg og hakket persille. Se også tatar.”

Næ tar-tak, vi skal ikke se på noget som helst tatar. Vi skal trylle pariserbøffen om til noget vegetarisk, skal vi!

I opskriften fra Plan Ø er ” Pariserbøf i nye klæder” transmogriffet til en ciabattabolle med en bøf, sandwich spread rødbede, løg og rucola. Noget af en forvandling, må man sige. Det smukke her er, at der er anvendt “Ciabatta fiberboller” fra Urtekram/Kohberg (meget passende, da det er dem, som sponserer projektet) – det vil sige en ernæringsforbedret udgave af franskbrød. Så dem vil vi gerne adoptere, når det nu skal være.

I flere af de opskrifter på pariserbøf, som jeg er stødt på, smækkes kødet direkte oven på franskbrødsskiven, og herligheden steges i forenet form. Det virker meget autentisk.

Jeg har lidt et problem her. For jeg spiser jo ikke kød, og er hverken til rå løg eller rå æggeblomme. Heller ikke til franskbrød (altså, jeg kan godt li’ det, jeg bestræber mig bare på at lade være, da jeg har laster nok i forvejen). Så hvad er der tilbage – kapers og peberrod, hmmm, ikke helt nok.

Nå, nok sludren, her er, hvad det endte med:

VEGGIE PARISERBØF
4 personer plus dejlige rester

Ingredienser
1 kg rødbeder
2 kartofler
1-2 løg
3-4 spsk kapers
100 g hasselnødder
Ca. 1 dl rasp
3 æg
Ca. 1 dl mælk (ko eller plante, som du vil)
1 spsk tørret timian
1 spsk tørret basilikum
Fint hav-, sten-, Læsø Syde- eller himalayasalt
1 spsk tamari (japansk sojasovs)
Friskkværnet peber
Olivenolie, smør eller ghee til stegning
4 Ciabatta fiberstykker eller andre fuldkornsboller
Peberrod ad libitum, helst friskrevet
Grøn salat, rucola, tomatskiver eller hvad køleskabet nu gemmer af velegnet grønt
Agurke- og gulerodsstave som gnavegrønt

Sådan gør du

  • Skræl rødbederne og kartoflerne, og riv dem fint (pas på tøjet!) 
  • Pil løget, og hak eller riv det fint.
  • Hak kapers fint.
  • Hak hasselnødderne mellemgroft. 
  • Bland rødbede, kartoffel, kapers og nødder med rasp, æg, mælk, krydderier, salt, tamari og peber.
  • Steg bøffer i en størrelse, der passer til bollerne.
  • Rens og snit imens de rå grøntsager, og riv evt. peberroden.
  • Rist bollerne.
  • Smæk en bøf på en bolle, top med grønt og peberrod og nyd sammen med gnavegrønt. 
  • Gem resten af bøfferne til trange tider. De kan fryses.

Roses fif 
Jeg advarer med det samme, mængderne er kun vejledende, da jeg lavede det på slump. Jeg skal nok justere dem, når jeg har lavet dem igen.
Hvis du er den heldige ejer af en foodprocessor, kan den nok lette arbejdsprocessen. Du kan også tilsætte en rest kogte linser eller korn til farsen. Rasp kan erstattes af mel og fine havregryn. Og den revne peberrod kan puttes i bøf-farsen. I det hele taget står det dig frit for at lave dem helt om! Hæ-hæ.
Du kan selvfølgelig putte skiver af rå løg i pariserbøffen, hvis du har de lyster…..

Jeg indrømmer, det er ikke verdens mest hurtige middagsrest. Du kan lade dig inspirere af min opskrift på Vegetarburger, hvis det skal gå tjept.

Hvad er dit bedste tip til pariserbøf eller rødbedebøf?

 

Forestil dig …

  • at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
  • at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
  • at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
  • at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage

Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.

Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.

Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.

Ja tak, giv mig genvejene til sunde madpakker – helt gratis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top