skip to Main Content

Onsdags-urten: Peberrod

Inspireret af gårsdagens rødbedebøffer i den langhårede Pariserbøf må vi tage et kik på peberrod i dag.

Den næserivende rod med spiritusprøvenavnet Cochlearia armoracia, hvadbehar’!

Peberrod er en god, klassisk makker til f.eks. rødbede, kogt torsk, wienerschnitzel og oksebryst. Og i sovs til fisk, mmm….

Den er ret nem at dyrke og så afgjort bedst i friskrevet tilstand. Det der fnuller fra de små plastikbøtter i superen er kun af blodfattig erstatning – men klart bedre end ingenting, og er det relativt friskrevet, er det faktisk ikke så tosset (nu skal jeg ikke være sådan en bitter økofacist, vel – jeg køber det jo også selv!).

Peberrod indeholder skrækkelig meget sennepsolie, derfor river det også i øjnene, men det er mægtig sundt og stimulerende for kredsløbet og fordøjelsen (altså olien, ikke de tårevædede øjne) – dog er peberrod ikke smart i store mængder, hvis man f.eks. har knas med stofskiftet.

Den skulle være god i hjemmelavet hostesaft sammen med honning (ret meget, formoder jeg) og evt. æbleeddike, velbekomme.

Jeg har Claus Meyers imponerende mastodontbog Almanak hjemme fra biblioteket, og dér findes en spændende opskrift på Peberrodsskum. Nu må man jo ikke sådan gengive opskrifter på nettet, men princippet er varme noget mælk, krydre og tilsætte massivt meget friskrevet peberrod. Herligheden fryses et par timer og skrabes med en ske til et fint pulver, som forøger æstetikken og river i næsen under aftensmaden. Sådan noget tager jeg mig bare aldrig tid til…..

Hvad bruger du peberrod til?

 

Forestil dig …

  • at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
  • at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
  • at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
  • at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage

Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.

Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.

Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.

Ja tak, giv mig genvejene til sunde madpakker – helt gratis.

This Post Has 5 Comments
  1. Til røget laks
    somregel i formen flødepeberod; revent peberrod røres med lidt brun sukker, whiskey, æbleeddike ,olienolie, salt og fløde.
    Holder evigt og peljer at få mig igennem Januar;) også dejligt på kød- kedelige grøntsager.

    Eller sammen med æblemos -godt til kartoffelpandekager.

    Min veninde tåler ikke chili -og bruger det med succes i chili con/sin carne.

    Det er noget forfædelig ukrudt- men jeg elsker at kunne hente et stykke til lidt kedelig vintermad.

  2. Uh, den lyder lækker den flødepeberrod, Iben

    Jeg elsker peberrod, men spiser det egentlig ikke så tit. Den hører jo heller ikke til de mest børneegnede. Jeg elsker dog en god rødbedesuppe med en klat skyr/creme fraiche og friskrevet peberrod.

    Når jeg sjælden gang imellem køber pålæg hos slagteren, så er det næsten altid roastbeef og peberrodssalat – de har en, der er blandet med tyttebær, som smager virkelig godt. Må prøve at lave det selv en dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top