skip to Main Content

Hyldeblomstpandekager

Hyldeblomstpandekager

Hvad er mere oplagt end at hylden hyldeblomsten (hø-hø) netop i dag, hvor vi fejrer Skt. Hans.

“Hyldene dufter i stuen ind, ude fra Danma-arks haver …”

som der står i en af mine yndlingssange, nemlig “Danmark, nu blunder den lyse nat”.

Opskrifter på hyldeblomstdrik sidder lårene af hinanden for tiden, så vi prøver noget andet, nemlig: hyldeblomstpandekager!

Hyldeblomstpandekager

Hyldeblomstpandekager med øl

Ca. 7 store pandekager

INGREDIENSER

  • 2-4 håndfulde hyldeblomster (kun blomsterne, ikke alt det grønne)
  • 100 g kastanjemel
  • 50 g havremel (eller fintblendede havregryn)
  • 1/2 tsk. bagepulver
  • 3 store æg
  • 3 dl mælk (komælk eller planteplante, vælg selv)
  • 1 dl øl (resten i glasset)
  • Et lille nip salt
  • Fintrevet skal af 1/2 økocitron
  • Ca. 30 g smør (alternativt kokosolie)

SÅDAN GØR DU

  • Pil hyldeblomsterne af skærmene.
  • Bland mel og bagepulver.
  • Pisk melblandingen sammen med æg, mælk, øl og salt.
  • Smelt smørret på panden.
  • Tag smørret af, inden det bruner og branker, hæld det i dejen og pisk sammen.
  • Bag pandekagerne uden yderligere fedtstof på panden.

 

hyldeblomstpandekager

ROSES FIF

Øllet gør pandekagerne sprøde.
Er du øl-løs, så brug mælk i stedet for.

Jeg har udeladt klassiske pandekagekrydderier som kardemomme, kanel og vanille for at den skønne, parfumerede hyldeblomstaroma kan få lov at være primadonna.
Det varer jo kun kort …

Skal de bruges til dessert, kan du komme lidt sukker i, det gør dem endnu sprødere.
De kan fint bruges, som de er, som madpandekager.

Kastanjemel har en dejlig nøddeagtig smag. Det kan erstattes af andre typer glutenfrit mel, f.eks. boghvedemel.

Hvis du er til gluten, så kan du fint bruge f.eks. sigtet ølandshvedemel. Det smager også dejligt.

En variant er at dyppe de hele hyldeblomstskærme i pandekagedej og stege dem næsten som friture.
Det er meget fotogent, men jeg synes ikke, at det smager specielt lækkert.
Men det er en smagssag.

hyldeblomstpandekager

Andre gode sager med hyldeblomster

Jeg har engang forsøgt at lave hyldeblomstdrik med Birkesød/xylitol, det blev en hjerteskærende katastrofe!
Det er bare svært at komme uden om et par kg sukker i hyldenaden.

Og dog.
Anette Harbech Olesen fra Mad for Livet har en opskrift på hyldeblomstdrik uden sukker, koldbrygget og tilsat æblemost. Det lyder ret godt.
Du finder opskriften her.

I haven har jeg flere hyldetræer med rødt løv.
De får lyserøde blomster. Og ja, det giver lyserød saft.
Så bliver det ikke meget yndigere …

Hyldeblomstdrik er forresten skøn som marinade til ovnbagt fisk!

Tørrede hyldeblomster gør sig godt i et urte-te-mix.

Dengang jeg spiste sukker, var jeg ret vild med at soltørre rørsukker med hyldeblomster og vanilje, og så blende det til hyldesukker.
Åh, det var guddommeligt på pandekager!

Men jeg kunne jo prøve at lave hyldeblomstSALT med citronskal og rød chili.

HyldeBÆR – det er et kapitel for sig.
Dem kan du læse om her på min blog.

Hvad er dit bedste tip med hyldeblomster?

Forestil dig …

  • at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
  • at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
  • at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
  • at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage

Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.

Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.

Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.

Ja tak, giv mig genvejene til sunde madpakker – helt gratis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top