skip to Main Content

Gode Gærede Gulerødder

Vi har fået en ny favorit gulerodssaft herhjemme, nemlig Naturfrisk økologisk mælkesyregæret gulerodssaft fra Ørbæk Bryggeri.

Økorødder

Den smager markant bedre end de andre økologiske gulerodssafter jeg er stødt på, nemlig Biotta, Voelkel og Helios. Der findes også en æblesaft og en grøntsagssaft fra Naturfrisk. Jeg kan ikke finde dem i nogen webshops – endnu. Jeg har mødt dem som spotvare i Netto, hos helsekosten og på det økologiske spisested BioMio.

Umiddelbart kunne man tro, at gæret gulerod ikke smagte voldsomt delikat. Men det er ikke mere syrligt, bare…. behageligere – og så er det tilmed sundt for tarmen med mælkesyregæringen, som er en gammel nordisk konserveringsmetode, som øger næringsværdien. Man kan selv mælkesyregære sine grøntsager, men det må blive en anden blog.

Får man lyst til mere færdigkøbt gæring, kan jeg varmt anbefale de prisvindende mælkesyregærede grøntsager fra Helios, en slags sauerkraut, som har fået et gastronomisk lift. De er dyre, men drøje i brug, og de syder så kært, når man åbner glasset første gang, og begynder næsten at kravle ud af glasset af bar gæret ivrighed. De plejer at have den hos helsebasen.dk, men den er udsolgt. Du kan sikkert få den i din lokale helsebiks.

Selvfølgelig er det svært at slå den hjemmejuicede gulerodssaft, men det sker ærlig talt ret sjældent, at juiceren bliver hevet frem fra sit skjul. For den er besværlig at samle, skille, gøre ren og fylder en halv opvaskemaskine. Da jeg ikke nænner at smide pulpen ud, bliver det pludselig et større og meget langhåret projekt, hvor der enten skal bages, laves postej eller urtebøffer med pulp – og man skal derfor fjerne det uspiselige fra frugten og det grønne først.

Min yngste datter på 1 1/2 år er vild med gulerodssaft, populært kaldet ‘gu-gu’. Hun får det altid fortyndet med vand 1:1. Jeg begyndte at give hende et par teskefulde, fortyndet med vand, da hun var 5 måneder. Det gav et godt lille tilskud økofrisk betacaroten (A-vitamin). Skål!

This Post Has 4 Comments
  1. åh ja! den der saft er vi (især den lille;)) også helt afhængige af:) den blandede grnsagsjuice fra samme mærke er også supergod.

  2. @Mulemba, mælkesyregærede grøntsager er den bedste form for probiotika! Variationen er bedre end hvad der kan købes for penge, især i hjemmelavede mælkesyregærede grøntsager og ditto saft/juice – og så er det jo meget, meget billigere.
    KH Rose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top