[Afsnit 5] Den perfekte opdragelse?
Afsnit 5 Den perfekte opdragelse?
Vi er allerede nået til femte og dermed næstsidste afsnit af ”Den perfekte opdragelse” på TV2.
Lige efter hvert program kan du her på bloggen læse mine kommentarer til dagens afsnit.
Du er også meget velkommen til at kommentere på programmerne.
Jeg skriver kun om det, som vedrører vores egen familie.
I dette indlæg fortalte jeg lidt om, hvorfor vi valgte at takke ja til invitationen om at deltage.
Du kan læse mine skriverier her om afsnit 1 og her om afsnit 2.
Her skriver jeg om afsnit 3, og her om afsnit 4.
Programmet er ud- og sammenklip af 5 fulde dages optagelser samt et par lange interviews før og efter.
Derfor udtrykker programmerne TV-selskabets bud på os.
Så det er selvfølgelig ikke den endegyldige sandhed eller den fulde sandhed.
Rammer giver frihed
I dette afsnit hører vi, at det hjemme hos os er vigtigt både at have voksentid / alenetid og familietid.
Vi ser også et eksempel på, hvordan vi udlever det i praksis, nemlig med vores månedlige kalenderplanlægningsmøde.
Meget hurtigt efter vi fik Mirjam, fandt vi ud af, at vi var nødt til at skabe en form for struktur for vores hverdag, så den kunne blive så nærende som muligt.
Både Magnus og jeg er selvstændige og arbejder hjemmefra.
Vi er også begge to sensitive og har brug for alenetid til at lade op.
Især mig, som er særlig introvert.
Struktur og skemaer er ikke et mål i sig selv, men derimod et middel til at skabe mere af det, man ønsker.
I vores tilfælde er det f.eks. frihed og overskud til spontanitet.
Rammer skaber frihed – pudsigt nok.
Planlægningen hjælper os også til at bevare overblikket og skabe masser af weekend- og feriedage uden planer.
Netop så der er plads til at mærke efter, hvad vi har lyst til som familie.
Frem for at skulle stresse rundt til at en masse arrangementer.
Altså et liv, hvor der er alignment mellem vores værdier og vores realitet.
Her gælder det selvfølgelig om at kende og ære sin smag.
Hvis man bliver opløftet af sociale aktiviteter, skal man bare give den gas!
Som du også kan se i dette afsnit, spørger Mirjam ind til det, og hun får lov til at have sin mening, selv om vi ikke nødvendigvis er enige eller vil matche hendes ønske.
Ansvar og kontrol
Vi er også meget bevidste om, hvad det vil sige at have og slippe ansvaret.
De dage, hvor Magnus afleverer og henter Mirjam i skole, har han ansvaret for hende om morgenen.
Det betyder, at jeg kan slippe ansvaret og dermed også kontrollen.
Også i forhold til, om hun har ens sokker på, og om håret er redt … Det blander jeg mig ikke i.
Det er en vigtig pointe at kunne slippe kontrollen, når partneren har et ansvarsområde.
Sådan gør vi også med andre ansvarsområder herhjemme.
Den store bonus er, at vi har elimineret skænderier af typen “Du gør aldrig, og jeg skal altid …” og indebrændte følelser omkring at være martyr i familien.
Det giver overskud til at kysse og have det sjovt!
Jeg er til stede om morgenen, når Magnus “er på”.
Vi spiser morgenmad sammen, snakker osv.
Men Magnus står for det praktiske, og Mirjam ved godt, at hun skal henvende sig til ham, hvis hun har brug for noget.
Og omvendt, når jeg “er på”, kan Magnus f.eks. sove længe, stå tidligt op og lave qi gong eller hvad han nu har lyst til.
Det fungerer supergodt for os.
Dine, mine og vores behov
I dette afsnit ser du også en lille scene, hvor jeg synger og spiller klaver, og Mirjam bliver sur.
Vi snakker lidt om det og coacher Mirjam i at sætte ord på det, hun oplever.
Det viser sig, at jeg havde glemt, at jeg havde lovet hende, at vi skulle lave noget sammen, når jeg havde drukket kaffe.
I stedet var jeg blevet grebet af klaverspillet.
Sådan er livet jo – også.
Essensen er, at vi får snakket om det.
Jeg fortæller, at jeg godt kan forstå, at hun synes det var irriterende, og at det kan være svært at vente.
Jeg deler også, at nogle gange glemmer jeg tingene hurtigt.
Jeg er meget bevidst om ikke at gøre hverken hende eller mig forkerte.
Og så går vi ud og plukker granskud sammen.
Vi kræver i øvrigt aldrig, at vores børn skal sige undskyld.
Det føles tvangsagtigt og ikke godt.
Og det udvikler ikke barnets empati indefra.
Vi vil hellere inspirere ved selv at sige undskyld, når det giver mening.
“Det skal du.”
Ja, Magnus siger til Mirjam “Det skal du.” i forhold til, at hun tager del i madlavningen.
Vi siger ofte “Du skal”.
Hvis nogen skulle være i tvivl …
Men det betyder jo ikke, at det behøver at være en sur pligt.
Tværtimod.
Mirjam og Magnus har den kæreste kreative skøre stund, hvor de leger, at de var skibskokke.
Magnus: “Du var skibskokken. Og hvad var jeg så?”
Mirjam: “Du var ham, som bestemte.”
Netop.
Der blev skrællet mange gulerødder den dag …
PS
Kunne du tænke dig at skabe et harmonisk familieliv, hvor alle står stærkt i sig selv og deres energi?
På Familie Master Uddannelsen bliver du certificeret til at kunne løfte, støtte og inspirere andre forældre til at skabe et mere nærende familieliv.
Du får et skarpt blik for dysfunktionelle mønstre i familien og effektive redskaber til at transformere det, der ikke fungerer.
Vi begynder den transformerende rejse til oktober 2017.
Klik her for at finde ud af, om Familie Master Uddannelsen kunne være dit næste skridt.
Forestil dig …
- at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
- at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
- at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
- at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage
Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.
Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.
Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.
[…] I dette indlæg fortalte jeg lidt om, hvorfor vi valgte at takke ja til invitationen om at deltage. Du kan læse mine skriverier her om afsnit 1 og her om afsnit 2. Her skriver jeg om afsnit 3, og her om afsnit 4 og endelig her om afsnit 5. […]