skip to Main Content

Fredagsbrevkassen uge 9 – 2016: arp

Fredagsbrevkassen Uge 9 – 2016: Arp

Arp

Spørgsmål

Hej Rose

Kan du hjælpe mig i forhold til om det er klogt at bruge kélual fra apoteket mod arp?

Mvh Julie

 

Svar

Kære Julie

Tak for dit spørgsmål om behandling af arp med midlet Kélual.

Arp er små, irriterende gule skorper i hovedbunden. Det ses ofte hos babyer.

Der findes flere produkter med i serien Kélual fra producenten Ducray. Jeg går ud fra, at du mener Kélual Emulsion.

Dette produkt indeholder desværre flere stoffer, som jeg anser for problematiske.

Ingrediens nr. 5, angivet efter mængde, er silikonestoffet cylomethicone.
Silikonestoffer indgår i virkelig mange hudpleje- og makeupprodukter.

Man ved faktisk ikke særlig meget om, hvordan silikonestoffer påvirker kroppen. Det er ikke synderlig godt undersøgt.

Man ser til gengæld, at silikonestoffer ophobes i naturen, hvor de er meget vanskeligt nedbrydelige.
Det kan måles i fisk, at de ophober silikonestoffer.

På den baggrund er det ikke særlig logisk, at silikonestoffer i tilladt i produkter til personlig pleje.
Det, vi smører på huden, optages jo i ret høj grad.
På den baggrund anbefaler jeg at undgå silikonestoffer.

Der findes heldigvis mange alternativer uden silikonestoffer til stort set alle typer hudplejeprodukter.
Dem finder du i mine guides Makeup uden kemi og Hud- og hårpleje med god kemi.
De produkter, jeg anbefaler, er uden parabener, parfume, petrokemikalier, silikonestoffer, fluorstoffer og andre typer kedelig kemi.

Ingredienserne nr. 6 og 7 er petrokemiske olier, dvs. olier fremstillet af restprodukter fra olieindustrien. En slags plastikolie, om man vil.

Produktet indeholder også benzoic acid, som mistænkes for at kunne skade øjnene. Det er et problem for produkter, som kommer i nærheden af øjnene.

Desuden indeholder produktet chlorphenesine, som kan give kontaktallergi.

Jeg vil derfor fraråde at bruge dette produkt.

I stedet vil jeg anbefale en naturlig løsning, nemlig jomfrukokosolie, altså uraffineret kokosolie, som du kan købe på glas mange steder, også i en del supermarkeder.
Erfaringsmæssigt virker det rigtig godt mod arp.

Smør den angrebne område med kokosolie, og lad det sidde natten over.
Næste morgen kan du forsigtigt kradse/nulre arpen løs eller rede det forsigtigt ud med en tættekam i plastik – den fås på apoteket.
Gentag eventuelt behandlingen.

Det er meget effektivt, hvis arpen skyldes svamp, da kokosolie hæmmer væksten af mikroorganismer.

Husk at give baby omega-3 fra levertran som angivet i min bog BABY eller via modermælken som fiskeolie til dig, som ammer.
Så tilføres de gode fedtstoffer også indefra.

Mine grundige og præcise anbefalinger om fiskeolie og andre vigtige kosttilskud til ammende findes i min e-guide Kosttilskud.

Hvis du ammer, så vær opmærksom på, om der er noget i din kost, som dit barn ikke tåler så godt. Det vil typisk være mælkeprodukter.
Du finder ud af det ved at holde en konsekvent pause på mindst 3-4 uger og ser, om symptomerne bedres.

Du kan med fordel massere hovedbunden med en blød hårbørste dagligt. Det virker også forebyggende mod arp.

Du kan finde supplerende gode råd i dette svar her fra min brevkasse.

Kærligst

Rose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top