Boghjørnet: bliv gravid

Bliv Gravid Featured Image Blog Placholder

I dag udkommer bogen ”bliv gravid” af fertilitetsekspert Nanna Ewald Stigel.
Den skal have en buket verbale roser i dåbsgave.
Velkommen til Boghjørnet!

Nanna Ewald Stigel
bliv gravid – sådan styrker du din fertilitet 
People’s Press, 2015

Bogen er på 256 sider og har en vejl. udsalgspris på 299,95 kr.

 

Bliv_Gravid_bibi

 

Personligt har jeg ventet i snart 20 år på, at “nogen” ville skrive denne bog. Jeg jubler over, at den endelig er landet! Den kunne ikke have fået en bedre dansk forfatter.

Det kræver en forhistorie:
Da min daværende mand og jeg for cirka 18 år siden besluttede, at vi gerne ville have et barn, var det naturligt for os at reflektere over, hvordan vi kunne give dette barn en sund start på livet. Ikke blot som baby, ikke blot i graviditeten, nej, simpelthen før selve undfangelsen.

Jeg skal hilse at sige, at der var der ikke ret mange i Danmark, som reflekterede over på det tidspunkt. Folk synes, at vi var rimelig langt ude, når vi f.eks. sagde nej tak til alkohol og sukker.

Vi fik vejledning på Eva Lydekings klinik, som dengang lå på Brønshøj Torv. Vores vitaminpiller skulle importeres hemmeligt og vist nok lidt ulovligt fra udlandet. I dag kan de købes i enhver Matas og helsekost..

Metoden til optimering af fertiliteten hedder Foresight Preconception.

Foresightprogrammet, som jeg har skrevet om flere gange her på bloggen, har næsten 40 års guldrandet erfaring.

Allerede dengang i starten af 1990’erne blev Foresigths principper brugt med stor succes af praktiserende læger i bl.a. England.
Jeg har til gengæld stadig til gode at møde den praktiserende danske læge, som overhovedet har hørt om Foresight.

Foresights succesrate for barnløse par lå og ligger fortsat omkring 90 %.
Det synes jeg var og er fuldkommen genialt!

Det er derfor fortsat lidt af en gåde for mig, hvorfor programmet og resultaterne ikke er blevet hurtigere udbredt i Danmark. Jeg ved, at det kan være en meget øm tå at høre tale om, at man selv kan påvirke sin fertilitet.

Personligt synes jeg, at det er fantastisk, at vi ikke er ofre for hverken miljøgifte eller usund livsstil. Og endnu mere fantastisk, at det med simple principper, en håndfuld viljestyrke og måske noget ekstra skræddersyet hjælp er muligt at gøre noget radikalt ved det.


nanna stigel foto

Bogens forfatter Nanna Stigel er ernæringsterapeut, fertilitetsekspert og cand.mag. Nanna, som du kan møde på blivgravid.nu, er inspireret af Foresight.

Hendes kompetence og solide erfaring fra klinikken stråler ud over hver en side i bogen. ”bliv gravid” er ualmindelig velskrevet og sprogligt veloplagt. Man mærker tydeligt, at stoffet er gennemarbejdet og velredigeret. Ingen information er overflødig, og alligevel er bogen let at læse og fuld af oprigtig omsorg og entusiasme. Bemærk f.eks. lige de to røde streger i i’et i titlen på bogens forside!

Det særligt fine ved ”bliv gravid” er, at den både henvender sig til dem, der ”bare” gerne vil optimere deres fertilitet og sætte guld ind på deres barns sundhedskonto – samtidig med, at der også er masser af tips og nyttig viden til dem, der må kæmpe lidt mere med projekt babymaking.
Det er således en bog for alle, der er lune på at blive gravide.

I seks trin gennemgår Nanna Stigel, hvordan både mand og kvinde på blot tre måneder kan booste deres fertilitet.
Det handler om at sige farvel til stimulanser, ”økoinficere” sin hverdag, træne og afstresse krop og sind, spise sig frugtbar, lægge og få ekstra hjælp fra vitaminer, mineraler og urter.

Det kan undre lidt, at ”Spis dig frugtbar” og ”Tre gode principper for din mad” er delt op i to korte kapitler/trin – det forekommer ubegrundet.

Undervejs krydres med skønne opskrifter på sund mad og simple yogaøvelser, smukt illustreret af fotograf Mathilda Yokelin. Alt sammen med fokus på at styrke fertiliteten.

 

bliv gravid yoga

 

Jeg glæder mig særligt over de gode konkrete tips til at ”økoinficere” sit liv, dvs. at fjerne kedelig kemi fra mademballage, personlig pleje, tøj, medicin m.m. Til dette kapitel har Nanna hentet viden og produktanbefalinger fra min inspirationsportal Grøn Stue, som hun pænt anbefaler flere steder i bogen – mange tak for det!

For at følge den grønne linje helt til dørs kunne man have ønsket sig, at forlaget havde prioriteret en svanemærket trykkeri til bogen og/eller bæredygtigt papir. Det kræver et meget idealistisk forlag eller en insisterende forfatter …


bliv gravid pandekager

Måske undrer du dig over, at jeg konsekvent skriver ”bliv gravid” med små bogstaver. Det er helt bevidst!
Den gennemgående stil i bogen er nemlig at skrive alle ord i alle titler og overskrifter med lille.
Et dristigt og modigt greb, som måske er tænkt som et modsvar til tidens amerikaniserende tendens til at skrive snart sagt alle ord i overskrifter med stort. Begge dele er lige såkaldt udansk og ukorrekt.

Et ud af ti danske børn er i dag undfanget ved kunstig befrugtning.
Stadigt flere danske børn fødes med misdannelser.
Over to ud af fem danske mænd har nedsat sædkvalitet.
Alle danske splinter-nyfødte babyer har miljøgifte i deres kroppe.
Så der er mere end nogensinde brug for denne bog!

”bliv gravid” er et musthave til alle, der vil blive gravide og samtidig give deres kommende barn en god start på livet. Bogen får mine bedste anbefalinger.

Du kan købe bogen i boghandleren, på nettet eller på blivgravid.nu.

PS
Den 1. september 2015 får medlemmerne af Grøn Stue et eksklusivt uddrag af ”bliv gravid”, bl.a. med lækre opskrifter på sundt glutenfrit snack-bagværk og et helt kapitel om ”mindset, motion & no stress” til inspiration for alle kvinder – både med og uden klaprende æggestokke …

This Post Has 2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *