skip to Main Content

Boghjørnet: Annes spisekammer

Boghjørnet er på banen igen, denne gang med en nyudgivet kogebog:

Anne Hjernøe
Annes spisekammer – det selvforsynende køkken
Politikens Forlag, 2013

9788740008159

Forfatteren (ja, hende fra TV, Annemad) er vidst nogenlunde kendt af alle.

Bogen er en håndsrækning til moderne travle mennesker, som gerne vil have følelsen af at være selvforsynende og køre med den hjemmelavede klat – uden nødvendigvis at besidde 1.200 kvm. køkkenhave, slagtehøns og trave skov og strand tyndt efter spiselige vækster for at få mad på bordet. Altså en slags Bonderøven For Begyndere – eller Byboere, om man vil.

Og det projekt lykkes faktisk ret fint.

Nu er det måske en smule synd for bogen, at den er havnet hos mig, som næsten forguder Anette Eckmanns bestseller “Naturens Spisekammer” (også fra Politikens Forlag, 2010). Dens position som selvforsyningsbiblen nr. 1 forbliver urokket – den er så gennemsyret af autencitet og viden, kombineret med en underskøn grafisk tilrettelæggelse, at det er en rendyrket fryd.
Men nu er jeg jo også lidt af en nørdet urtemutter. Så jeg kan ikke få nok af at læse om indsamling af mystifysistiske urter og tilberedning af ditto.

“Annes spisekammer” læner sig op både indholdsmæssigt og grafisk op af universet fra “Naturens Spisekammer”, men forbliver sin egen. Den store styrke ved “Annes spisekammer” er, at den er meget nem at gå til. Man kan hurtigt skaffe sig en håndfuld gode råvarer fra supermarkedet og fremtrylle noget ægte hjemmelavet, som giver masser af fornemmelse for selvforsyning og hygge. Og, som travl børnefamilie, er det et kæmpe plus!

Der er opskrifter på både kendte klassikere som mysli, tykmælk, ymerdrys, marinerede sild, rødkål, rugbrød og marmelade (og der spares ikke på sukkeret!). Et godt sted at starte for den knap som rutinerede husmor m/k.

Men man bliver også opfordret, udfordret og behageligt guidet til at kaste sig ud i hjemmelavet rullepølse, kalvepølser lavet fra bunden med tarm und alles, kryddersennep, smør, urtesalt, confiteret and og rygeost – evt. på altanen! Sejt. Samtidig oplæres læseren venligt i at tænke bæredygtigt ved at bruge sæsonens danske råvarer.

 

IMG_3853

 

Når jeg nu sidder her og bladrer i bogen, så får jeg f.eks. umådelig lyst til at sanke hyldeblomster og transmogriffe dem til noget anderledes end hyldesaft; det kunne være det smukke hyldeblomstsalt med appelsin og fennikelfrø, tørrede hylderanker til te eller hyldeblomstsyltede agurker. Det skyldes ikke mindst Lykke Rumps virkelig dejlige madfotos og den lækre grafik (Politikens Forlag styrer!).

Bogen oser af stemning, hygge, livsglæde, madglæde, sanselighed, gastronomisk feel good. Og det kan man ikke få for meget af …

PS. Jeg har fornøjelsen af at udlodde et eksemplar af “Annes spisekammer” som præmie i juli måneds konkurrence på Grøn Stue. 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back To Top