Boghjørnet: GLADE BØRN med kærlighed og grænser
Velkommen tilbage til Boghjørnet! Her anmelder jeg bøger om sundhed, børn, helse, økologi – og kogebøger!
I dag skal vi bladre i en nyudgivelse; en forældreguide om mindfulness i forældreskabet.
Didde Flor Rotne & Nikolaj Flor Rotne
GLADE BØRN med kærlighed og grænser
Politikens Forlag, 2013
Bogen henvender sig til forældre, som gerne vil inspireres til at give deres barn højt selvværd og robusthed.
Det særligt fine ved bogen er, at den er skrevet meget “brugervenligt” med henblik på travle forældre. Der ligger et stort kendskab og indføling med moderne forældres hverdag bag – og det mærkes. For eksempel forventes det ikke, at familien skal lægge deres tilværelse om og melde sig ud af det moderne informationssamfund.
Derimod inspirerer bogen til, at man som forældre trækker vejret dybt, inden man reagerer i affekt. Denne opfordring gentages mange gange. Det er simpelt, på grænsen til det banale, men måske ikke så simpelt endda at få gjort. Eller som eksemplet fra en morgen, hvor Ditte uden ord krammer en af sine sønner og på den måde bringer mere nærvær ind og tager dampen af den værste stress. Altså små skridt, der gør en forskel.
Forfatterne opfordrer også til en “sansediæt” for børn; altså en bevidst stillingtagen til, hvordan man kan skabe ro og ligevægt hos et rastløst barn, som er “ude” af sig selv – vi kan her afsløre, at der ikke er tale om mere tid med Ipad, Wee og fjernsyn … Igen, ikke fordi al elektronik skal kasseres, men fordi barnet måske har brug for støtte til en bedre balance mellem det udadvendte og indadvendte liv. Se det er jo lige vand på min mølle. Det glæder i øvrigt også de voksne. som igen og igen opfordres til at vende hjem til sig selv ved f.eks. at lægge mærke til åndedrættet.
Bogen er yderst velkomponeret, gennemarbejdet i detaljen, tilpas stramt redigeret og med drønlækkert layout, som gør den til en fornøjelse at læse. Variationen er liflig mellem brødtekst, farvede sider med særligt vigtige pointer, små øvelser, pædagogisk formidlede forskningsreferencer og små inspirerende historier fra forfatterparrets hverdag (hmmm … man fornemmer måske her, at jeg har en forkærlighed for både redaktør og grafiker … wink-wink).
GLADE BØRN har fokus på det generelle omkring mindful forældreskab. I stedet for en masse konkrete “når dit barn gør sådan, kan du sige sådan”, løfter bogen sig til fugleperspektiv og har fokus på at forebygge de tilspidsede situationer, de stressede forældre og de sure og usikre børn.
Du kan bladre i et uddrag af bogen her.
Og som med så mange andre bøger om forældreskab gælder, at de gode råd kun virker, hvis man bruger dem …
Forestil dig …
- at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
- at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
- at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
- at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage
Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.
Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.
Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.
Hej, Jeg er dagplejer på 15. år 🙂 kunne jeg evt. bruge sådan en bog, mine egne børn er 20 og 23 🙂
@Malene
Tak for din kommentar. Ja, det kunne sagtens tænkes. Selv om den primært er skrevet til forældre, så er der mange kloge ting at hente for alle, som har med børn at gøre til daglig.
Du kan jo evt. bladre i det uddrag, jeg linker til for at få en fornemmelse af bogens indhold og skrivestilen.
kh Rose