Fredagsbrevkassen uge 32 – 2012: sund solcreme

SPØRGSMÅL
Hej Rose,
Tak for min babybibel ‘BABY – 100% naturlig uden tilsætning’ !
Kan du fortælle mig, om der er nogen forskel på Derma’s Eco Baby Sollotion SPF30 og så de øvrige sollotions?
Derma’s sollotion SPF15 vil nemlig passe meget godt til hele familiens behov, men jeg vil ikke bruge den til min 10 måneder gamle datter, hvis ikke den er ligeså anbefalelsesværdig som Eco Baby SPF30…
Lige nu bruger hun Lavera Sun Sensitive Neutral solcreme SPF20, men jeg synes den er meget vanskelig at fordele på huden.
På forhånd tak – og god sommer!
Med venlig hilsen
M
SVAR
Kære M
Tak for dit spørgsmål ang. sund solcreme.
Der er forskel på Dermas solcremer. Derma Eco Baby Sollotion SPF30 indeholder hverken kemiske filtre eller filteret titanium dioxid på nanoform. Det gør til gengæld også, at det giver det famøse ”hvide lag” og tager lidt tid at smøre ud. Jeg bruger den dog uden problemer til min datter på 3 år. Endelig er den økologisk certificeret.
Så den ER mit bedste bud.
Dermas øvrige solcremer, for eksempel Sollotion SPF15 er med kemiske filtre. De er belastende for vandmiljøet. Til gengæld giver den ikke det der hvide lag.
Laveras solcreme er med titanium dioxid på nanoform. Det er uvist, om nanopartikler er sundhedsskadelige, men man har dem under kritisk lup.
KH Rose