Skal vi lege?

For nylig begyndte min yngste datter Mirjam, som lige er fyldt 3 år, at gå i børnehave. Det fik mig til at fundere over begrebet legeaftaler. Er det nødvendigt allerede nu for at gøre min unge til et socialt væsen som voksen? Er det en overflødig stressfaktor? Er det tophyggeligt?

For mig og mine fungerer konceptet “en rolig hverdag” übergodt. Jeg ved, at Mirjam slet ikke er klar til legeaftaler endnu. Hun suger indtryk til sig med åben mund og polypper i børnehaven og er propmæt med stimuli, inden vi når klokken 16.

Men vi taler meget om fremtiden, om skolevalg, om kerneværdier og det gode børneliv.

Legeaftaler er berigende, hvis de opleves som et positivt element i dagligdagen. Noget, som giver energi. Men de kan også blive endnu et punkt på to-do-listen. Eller måske snarere burde-skulle-listen. Især for særligt sensitive voksne og børn, som ikke lader op sammen med andre, men alene.

Det har Susanne Juul Lange skrevet en fin lille kronik om ovre på juniorbusiness.dk. Tankevækkende og befriende ærligt. Den har jeg fået lov at dele her:

“Legeaftaler – børnenes eller forældrenes behov?

Legeaftaler
… Hvad er det lige med dem??? Hvornår blev DE opfundet? Jeg mindes ikke, at der i 70′erne (hvor jeg voksede op) var noget der hed legeaftaler – endsige at forældre på den måde planlagde vi børns tid og lavede aftaler på kryds og tværs … Vi havde ikke brug for family planners i 70′erne. Vi cyklede bare selv af sted og så om der mon var nogen, der kunne lege. Måske var vi heldige, måske var vi ikke.

Grunden til at jeg lige kigger tilbage på, hvordan jeg og mange af mine jævnaldrende voksede op er, at det jo så må være OS med de manglede planlagte legeaftaler, der har opfundet begrebet, og med stor glæde praktiserer at planlægge en masse sjove aktiviteter for – ikke kun vores egne børn – men sandelig også bedste-kammeraten fra børnehaven. Hvad er det, vi vil opnå med legeaftalerne? Er vi bange for at vores børn ikke får et socialt liv (med 8 timer i institution!)? Må ungerne ikke tulle rundt alene? Får vi dårlig samvittighed over et barn, der siger ”Jeg keeeeeder mig!”? Vil vi være helt sikre på, at andre har set, at vi har OVERSKUD til vores egne OG andres børn??

Jeg har tre børn, hvor den ældste er lige knap 12 år. Da hun gik i vuggestue, begyndte nogle forældre at invitere hende med hjem … Hun svarede Nej tak – ikke uden mor! ”Du kommer da bare med”, blev der repliceret. SUK! Der stod jeg, og skulle være pæn og drikke kaffe og spise øko-kiks i et helt fremmet hjem, og konversere med en helt fremmet kvinde, der syntes, det ville være så hyggeligt, hvis vores poder blev veninder. Jeg stod helt uforstående over for arrangementet, der såmænd var rigtigt hyggeligt, for jeg havde slet ikke tænkt, at min lille datter på knap 3 år, efter en dag i vuggestuen, havde brug for at lege endnu mere – og få endnu et nyt sted at forholde sig til. Jeg havde heller ikke tænkt på, at hun allerede havde brug for at knytte tættere venskaber, end dem hun var i, i institutionen…. Jeg fik aldrig inviteret mor og barn hjem til os på gen-visit!

Mine to ældste har altid mest været hjemme – har leget med hinanden og sig selv – og med naboerne omkring os af og til. Nu går de i skole og jeg har ALDRIG fået at vide, at de var hverken asociale, eller ikke kunne begå sig i sociale sammenhænge. De har masser af kammerater. Er mere og mere sammen med dem i fritiden – men det er tydeligt, at de stadigvæk har brug for at være her hjemme uden alle mulige arrangementer.

Hvis man har lidt dårlig samvittighed over, at man ikke er helt oppe på legeaftale-beatet …. Så tag det bare roligt! Det skal såmænd nok gå alligevel! Måske er legeaftalerne slet ikke skabt for børnene; men for forældrene, der gerne vil gøre det så godt. Og så kan man jo også læne sig lidt tilbage og give de, der oser af overskud, plads!”

Hvordan oplever DU legeaftaler?