Plan Ø – Version Vegetar #8: Pasta Svamponara
Halløjsa, så nåede vi til vejs ende i den lille serie her på bloggen med vegetarisk aftensmad med fokus på økologi og fuldkorn.
De andre opskrifter i serien på min blog finder du her. Plan Ø’s facebookside kommer du til her.
Den sidste ret tager afsæt i Plan Ø’s “Penne carbonara” – her er originalopskriften. Altså pasta med bacon og svampe. Her får du den i vegetarisk version med mere grønt og fuld turbo på umami-smagen; den, der giver “kød-fornemmelsen”. Umami er en af grundsmagene, lige som sødt, salt, surt og bittert. Den fremhæver de andre smagsnuancer. Umami får du fra visse typer kød, fisk og skaldyr , tamari (japansk sojasovs), tomat, parmesan med mere. Her kan du læse mere om kemien bag umami og om, hvordan du laver synergi-umami!
Men nu, til opskriften. Det er en relativt enkel middagsret, hurra!
4 personer
Ingredienser
- 500 g emmerpenne eller anden knaldgod pasta
- 3 løg
- 1/4 – 1/2 selleri
- 500 g svampe, gerne blandede, champignon kan også gå an
- 3 spsk olivenolie
- 1 fed hvidløg
- 2 dl soja- eller havrefløde
- 1 dl sojadrik (eller komælk)
- 1 spsk tamari (japansk sojasovs)
- 1 spsk god mangochutney
- Saft af 1/2 citron
- Friskkværnet peber
- 100 g parmesan eller pecorino
Sådan gør du
- Rens løgene, og snit dem i i fine tern.
- Skyl sellerien, skær den i skiver og skær kanten af (det er nemmest).
- Skær sellerien i tynde, mundrette strimler (eller riv den, hvis den skal skjules for sarte børneganer)
- Rens svampene, og skær dem i skiver.
- Varm olien op i en stor, dyb pande (den må ikke ryge!).
- Sæt en kedel vand over (til at koge pastaen).
- Svits løget i olien, og pres hvidløget ud over.
- Tilsæt svampe og selleri, og steg videre.
- Kog pastaen efter anvisning på pakken.
- Tilsæt de øvrige ingredienser – undtagen parmesan – og lad saucen simre lidt.
- Smag den til – måske skal der lidt salt i. Husk godt med peber!
- Riv parmesanen.
- Anret pasta på tallerkenen, kom svampesovs over og drys med parmesan.
- Spis!
Roses fif
Som jeg vist har pippet om før, så synes jeg, at emmerpasta smager voldsomt meget bedre end hvedepasta og et hak bedre end speltpasta. Okay, den er lidt dyrere, men værre er det dog ikke. Fettucine er også ret godt med svampesauce.
Gode svampe er alfa og omega. Markchampignon gør sig godt, men også Østershatte. Og naturligvis, Karl Johan og kantaraller, oh fryd, oh dobbeltfryd.
Jeg ville helt klart servere retten med en let salat. Helt almindelig dødelig bladsalat, rucola og tomat er bestemt velvalgt.
PS. Der er mange flere familievenlige opskrifter på vegetarisk mad i min bog BABY.
Forestil dig …
- at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
- at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
- at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
- at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage
Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.
Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.
Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.