skip to Main Content

Historien om en moder

Jeg er ikke født med en økologisk træske i munden, og i min slægt kan vi tilbyde alt fra overfølsomhed, allergi og eksem til øreproblemer, astma og knas med blodsukkeret.

Jeg var selv et værre skravl som barn. Mælkeallergi, eksem, massive øreproblemer, overvægt, fordøjelsesproblemer – jo, jeg har prøvet det meste.

Jeg har også som mor siddet med sutteflasken i hånden og grædt snot. For jeg skulle jo amme mine to børn. Langtidsamme! Jeg gjorde alt det rigtige, slappede heeeeelt af og gik i ammehule. Alligevel kom der slet ikke mælk nok. Min nybagte moderkrop var så økologisk, at den kunne fremvises på Biodynamisk Landsforenings generalforsamling.
Der var bare ingen mælk.

Så med alt det i bagagen blev det 100% vigtigt for mig, at mine børn skulle have den allerbedste mad og modermælkserstatning, de mest optimale kosttilskud og de reneste varer fra ble til barnevogn.

Mine to døtre Mia og Mirjam er det allermest dyrebare for mig. Det var ud fra kærligheden til dem, at jeg gik ombord i researcharbejdet for at finde den bedste opskrift på en naturlig sund baby. Mia er 12 år nu, så jeg har haft mange år at samle erfaringer i!

Det var først for to år siden, at jeg fik den idé at skrive bogen BABY. Pludselig begyndte min kreativitet og mit intellekt at arbejde i sync. Min passion for sundhed og bæredygtighed begyndte at folde sig ud og tilmed give mening for andre.

Jo ældre jeg bliver, jo mere væsentligt bliver det for mig at tage ansvar for vores smukke klode, som lider så meget. Nej, jeg kan ikke redde hele verden, men jeg kan i det mindste bestemme, hvad jeg forbruger. Jeg opdagede, at mange mødre sad med de samme spørgsmål og udfordringer som mig, og jeg kunne gøre en forskel med at formidle min viden, så den nemmest muligt kunne omsættes til praksis.

Det er stort, og jeg er dybt taknemmelig for den proces.

Hvis BABY kan hjælpe til, at bare ét barn slipper for lidelse i form af sygdom, eller bare én familie begynder at leve mere grønt og bæredygtigt – så er jeg tilfreds. Det er jeg allerede.

Nu kunne det jo lyde som den rene solskinshistorie om en speltmor mest for sjov. Det er det IKKE. Der er nemlig også et andet meget væsentligt aspekt.

Godt nok er jeg ovenud begejstret for, at konceptet tilsyneladende virker efter hensigten. Det er nemlig ikke en naturlov, at en baby skal nå hele spektret af maveproblemer, feber, eksem, mellemørebetændelse og penicillin inden sin 1 års fødselsdag! Ved at give babys lille mave ro til at vænne sig til fødevarernes forunderlige verden sikrer du et raskere og gladere barn med færre sygedage.
Men!

Og godt nok var Mia 11 år, da hun fik antibiotika første gang, og det var på grund af et ondskabsfuldt flåt-bid. Selvfølgelig kan mine børn hente forkølelser og andet godt hjem fra daginstitutionen, men det andet holder vi 7-9-13 fra døren, selv om de har alle odds for at udvikle allergi, eksem og lignende.
Men!

Mia har en medfødt, kronisk hjerneskade.

Ingen kan forklare, hvorfor den opstod dengang i 16. fosteruge. Men at den har gjort hende retarderet og givet hende svært abnorm absence-epilepsi med store sociale og indlæringsmæssige vanskeligheder til følge – det ved vi. Og det er for livet.

I mange år var jeg enlig mor, studerende, ved at bygge karriere op og altså samtidig med ansvaret for et barn med særlige behov.
Det har sat en stor del af min dagsorden, lige siden den novemberdag i 2004, hvor hun fik sin diagnose.

Hjerneoperation – tjek.
Seks år med små hvide piller fra apoteket, hver morgen og hver aften, uden undtagelse, plus bivirkninger – tjek.
Specialskole – tjek.
Selvmordstrusler – tjek.
Krampeanfald – tjek.
Utallige hospitalsophold og efterfølgende traumer – tjek.
En rolle som specialpædagog og terapeut for mit barn – tjek.
Bristede drømme om karriere og moderskab – tjek.
Store personlige omkostninger for mig – tjek.
Dybe frustrationer over nedskæring på handicapområdet – tjek.
Uvis fremtid – tjek.

Selv om min daværende mand og jeg gjorde alt for at optimere vores fertilitet (ja, for 14 år siden, hvor vi med hørfrøolie, økologi og glutenfri virkelig var en obskur lille økofraktion), gik det ikke, som vi og alle andre drømte om, nemlig et sundt barn uden handicaps.
Det lærte mig, at sundhed aldrig kan blive et bestillingsarbejde, kun en gave.

Den største gave var, da Mia gennemgik en fire timers hjerneoperation, som gjorde, at hun i dag kan læse og skrive og er medicinfri.

Min særlige datter med mange dybe beskeder til mig. Mit smukke naturbarn, min største læremester i dette liv.
Jeg elsker dig, Mia Luna, Min Måne.

Det er ikke et tilfældigt pennestrøg, at BABY er tilegnet mine børn.

 

Forestil dig …

  • at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
  • at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
  • at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
  • at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage

Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.

Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.

Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.

Ja tak, giv mig genvejene til sunde madpakker – helt gratis.

This Post Has 19 Comments
  1. Rose jeg sidder med tårer i øjnene hver gang jeg læser om din Mia. Samtidig er jeg også glad over at Mia er hos lige præcis dig – hun er en heldig lille måne, ligesom du er en heldig månemor 🙂

    Jeg tror det er utrolig vigtigt at huske at det at være sund og rask er en gave og at der ikke er nogen garantier – ligemeget hvor mange gojibær, acai-boller og raw-food-retter vi indtager!

    Tak for dine tanker

  2. Smukt skrevet -sidder her med tårer i øjenene- selvom jeg har læst om Mia før
    og jeg synes det er virkelig vigtige tanker du kommer frem med.
    JA nogle gange gør vi ALT det rigtige men der findes ingen garantier.

    Jeg har bandet og tudet over hvorfor min smukke sunde datter -gik ned med depression -. følt mig skyldig fordi jeg ikke spiste ordentligt mens jeg var gravid- at jeg ikke lærte hende at sætte pris på fisk Men jeg kan ikke bruge det til noget i dag – jeg kan kun sige jeg gjorde mit bedste -jeg var en GOD nok mor.
    Og trods teenage oprør -hænger en hel del af det øko-fodformet trods alt ved i tøsebarnets frigørelse fra mine værdier-så jeg er fortrøstningsfuld.
    Stort kram.

  3. For en som slet ikke kender dig, men bare elsker din bog og nu også din blog, trængte tårerne sig også på.

    For det er så rigtigt, og så godt at blive mindet om. Sundhed kan aldrig blive et bestillingsarbejde … Vi kan gøre vores bedste, and that’s it.

  4. Rose, jeg sidder her med tårer i øjnene, kendte ikke til din forhistorie og grunden til du har skrevet bogen. Min datter er ikke en baby mere og var det heller ikke da din BABY kom på gaden, men jeg var ikke i tvivl om at jeg måtte eje den. Og selvom min datter ikke er en baby mere, så har din bog hjulpet hende og os. Vi stoppede for lidt over 3 måneder siden med at give hende mælkeprodukter, da hun ALTID var snottet. Det har hjulpet i en sådan grad, at hun heller ikke har fået sin astma medicin i 2 måneder. Din BABY har også hjulpet os på andre områder, men ovenstående har været livsændrende. TAK

  5. Tak fordi du deler så smukt Rose. Ja, det er så rigtigt at det bedste vi kan er at gøre vores bedste for vores børn – og acceptere at det er godt nok på det givne tidspunkt.
    Og at have modet til at turde blive ved med at prøve at gøre det så godt som overhovedet muligt fremover alligevel… Stor krammer til dine dejlige unger!

  6. Tusind tak for alle jeres varme og fine kommentarer. Det betyder meget – mere end I måske aner…
    Kærligste hilsener Rose

  7. Kæreste Rose.

    Hvor blev jeg helt fantastisk rørt, da jeg læste din historie. Jeg har ikke hørt det før – og hvor det godt gået at komme igennem noget så svært på så fin en måde.

    Kram
    Nadia

  8. Kære Rose.
    Jeg er så enig med Katrine – hvor er det bare fantastisk at Mia er hos netop dig! Du er en fantastisk mor – og en kæmpe inspiration for mange andre!
    Tak for dit mod og din generøsitet. For din hjælpsomhed og empati. For din forståelse og indlevelse. Og for at du har delt din historie!

    Alt det bedste til dig og din familie!
    Kærligst
    Kirstine

  9. Respekt, Rose.

    Vi ved aldrig hvilke nogle børn, vi får. Så der er kun tilbage at gøre det så godt, vi kan, for dem, der kommer.

  10. Sikke en rørende historie med din datter, som har været så heldig at få et kraft stykke af dig som mor..Jeg vil bare takke dig for at du har skrevet baby bogen og lavet denne hjemmeside, du besvarer nogle spørgsmål, jeg har følt ubesvaret længe omkring børn, sundhed, økologi og de naturlige valg. Jeg har en dreng på 3 år og en på 4 måneder. Da den store var lille -tog jeg også anderledes valg end mange andre og følte mig en del alene om de valg og nu har jeg opdaget, der er en hel verden med andre kvinder og mødre – der også tager de naturlige valg -også selv om det er lidt mere besværligt.. Så 1000 tak for skøn inspiration og klar og tydelig besked.
    Tina

  11. @Tina, stort varmt tak til dig – hvor blev jeg bare glad for at læse din kommentar! Det var jo lige præcis noget af det, jeg allerhelst vil med bogen og siden her.
    Og du er bestemt ikke den eneste, som har stået med følelsen af at være anderledes…. jeg er netop ved at lave et klubtema om det – og så meget det kan betyde positivt at have et fællesskab med andre ligesindede – både i “den virkelige verden” og på nettet.

    kh Rose

  12. Jeg er SÅ glad for denne klub. Du taler lige til mit hjerte, og jeg føler endelig, at jeg har fundet en platform som afspejler mine værdier. Tak for din styrke til at ville dele ud af dig selv.

  13. Kære mor og alle jer andre. Jeg bliver mindst ligeså glad og rørt som min mor, når jeg læser jeres kommentarere. Jeg er helt enig i det, I skriver. Jeg græder også selv når jeg læser om mig selv! Jeg elsker virkelig jeres kommentarere! Jeg hedder nu Anastasia Rosella Alinora Østergaard og er 16 år gammel og går på efterskole.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top