At rejse er at … flyve?!
At rejse er at flyve?!
På min private facebookside delte jeg for nylig et opslag til mine venner, hvor jeg spurgte om erfaringer til rejsemål i vinterkulden.
Sådan en sommer ved jeg ikke noget bedre end at holde ferie i smukke Skandinavien!
Hvilket vi også har gjort.
Men … sådan har jeg det helt sikkert ikke til februar.
Mit opslag affødte en kommentar om:
“Hvordan hænger flyrejserne sammen med dit ellers så store fokus på miljø, forurening, sundhed, helse etc., Rose?”
Flere, som læste opslaget, har nok tænkt det samme, så det var befriende, at der var én, som turde spørge.
Og det blev en fin anledning til at belyse emnet.
Jeg vil gerne dele min historie, som er ret atypisk.
Ikke for at forklare eller forsvare, for det er ikke min smag.
Mere for at … perspektivere begrebet bæredygtighed.
Min anderledes historie
Som barn holdt vi altid ferie i sommerhus på Rømø (ret skønt sted i øvrigt, jeg elskede det).
Sommetider kørte vi gennem Tyskland … zzzz… endeløse timer på den tyske autobahn.
Det mest eksotiske var et par ture til Schweiz og en enkelt tur til Italien.
Jeg har aldrig fløjet med mine forældre.
Min første flyvetur var som 17-årig, da vi var på studietur til Rom.
Som 18-årig mødte jeg min ex.
Jeg hoppede lige ind i voksenlivet, mens en del af mine jævnaldrende rejste verden tynd med rygsæk.
Vi holdt kun ferier i Skandinavien.
Jeg har vandret i de norske fjelde.
Jeg har cyklet med teltoppakning i det sydlige Sverige.
Og min cykel og jeg har været tværs over Fyn og godt rundt på Langeland og Bornholm.
Som 22-årig blev jeg mor.
Og havde stadig slet ingen udlængsel.
Som i overhovedet ikke.
Jeg har rejst et par gange til Færøerne, Island og Grønland, dengang jeg var sanger, på koncertturnéer (og ja, jeg hed noget andet).
Vildt spændende!
For 12 år siden mødte jeg Magnus.
Vi var på en tur til Italien sammen med Anastasia og en kærestetur til Portugal.
Ikke andre flyrejser sammen.
For 9 år siden kom Mirjam så.
Derefter holdt vi alle ferier i familiehuset i Småland eller her i Danmark.
Det passede os fint.
Økonomien var ikke til rejser, og af klimamæssige årsager ville vi ikke flyve.
Det, som hjertet hvisker, er ikke til debat
Men inden for de sidste år ændrede det sig ret meget for mig.
Jeg begyndte at få lyst til at opleve verden.
At rejse.
Mit hjerte hviskede af længsel efter f.eks. at komme tilbage til Rom.
Og at rejse væk i vintermørket, som jeg har det ret stramt med.
Jeg bemærkede, at jeg blev rimelig misundelig, når jeg så andre dele opdateringer og billeder fra deres rejser.
Det kender du måske?
Misundelse er altid et tegn på, at der er noget, vi nægter os selv.
I sidste ende bliver det altid ubæredygtigt.
Mange bliver med tiden sure, indebrændte, udbrændte, utro, syge, stressede eller skilt, hvis de konsekvent undertrykker deres behov, længsler og essens. Statistikkerne taler deres tydelige sprog her.
De første par år blev jeg rimelig irriteret på denne længsel og forsøgte at snakke den til fornuft med rationelle argumenter om, at flyrejser er klimabelastende.
Jeg kunne til nød acceptere, at jeg/man tog et fly, hvis det var i arbejdsøjemed.
Men jeg havde en slags rimelig knokle-baseret logik om, at fritid/fornøjelse ikke var “godt nok” til at kvalificere til flyrejse.
I dag ser jeg det meget anderledes.
Men det er nu engang sådan, at hjertets hvisken ikke er til debat.
Det er til orientering.
Jeg måtte konstatere, at det til sidst ikke gav mening for mig at overhøre længslen efter at rejse.
Jeg fik store “regninger” for at overhøre min sandhed.
Mit flow på mange af livets områder udeblev.
Jeg kunne se, at jeg var nødt til at justere kursen og give køb på perfektionismen for at skabe balance og bæredygtighed i mit eget liv.
Så for et par år siden tillod jeg mig/os en kærestetur til Rom.
Jeg var ovenud lykkelig og inspireret.
Siden hviskede hjertet om flere ture til Rom, og jeg fulgte det.
(Det kan du i øvrigt læse mere om i mit blogindlæg her).
Et nyt syn på bæredygtighed
Jeg ser bæredygtighed i et større perspektiv.
For mig som inspirator og “lysholder” for mange mennesker, f.eks. i mit onlineunivers Grøn Stue, er det essentielt, at jeg ikke brænder ud.
For at holde min energi, min vibration og mit drive kørende, er jeg nødt til at lytte til mit hjerte.
Jeg er nødt til at sørge for at give mig selv opladende pauser, der får min sjæl til at synge.
Her er rejserne kommet ind i billedet.
Det er også bæredygtighed for mig.
I vinters var vi to uger på Gran Canaria, og det gjorde en kæmpe positiv forskel for mig (og for os) og min oplevelse og energi i vinteren.
Så nu er jeg ved at planlægge denne rejse til februar.
Jeg er 41, og det er første gang, jeg/vi skal uden for Europa (bortset fra en uges chartertur til Agadir i Marokko, som li’som ikke rigtig tæller …).
Egentlig ret kært.
Magnus har heller ikke rejst ud over Europa, bortset fra en koncerttur til New York, og har været gennem nogenlunde den samme proces omkring flyrejser som mig.
På mange områder har jeg hele mit voksenliv været enormt bæredygtig.
F.eks. ift. økologisk mad, produkter, vaner m.m.
Som hjemmearbejdende har jeg stort set ingen transport.
Det, som andre typisk belaster klimaet med på den daglige/arbejdsmæssige transportkonto, fyrer jeg af på et par årlige flyrejser … hvis man gerne ville stille det op på den måde … det giver egentlig ikke mening for mig.
Vi skal ikke sammenligne eller forsvare noget.
Vil du redde verden? Så start med dig selv!
Jeg indså også, at det ikke er mit job at “redde verden” … men at første skridt var at tage 100 % ansvar for bæredygtigheden i mit eget liv.
En bæredygtighed, der også handler om nære relationer, integritet, krop, økonomi m.m.
Faktisk føltes det ofte nemmere at arbejde for at redde verden og alle mulige andre end at tage dybt ansvar for mit eget liv og begynde at leve efter det, som føles sandt.
Det ståsted kender du måske også, selv om det kan være svært at indrømme over for sig selv.
Jeg synes godt, at jeg kan have en indkomst ud fra mit arbejde som rådgiver og inspirator inden for sundhed, kemifri livsstil og bæredygtighed samtidig med, at jeg af og til rejser med fly.
Essensen for mig er, at jeg selv er afklaret med det og er åben omkring det.
Integritet og balance handler for mig ikke om at være perfekt (det har jeg prøvet … funker ikke), men derimod om at “eje” alt det, jeg er.
Så bliver det også supernemt for andre at mærke, om de er et match eller ej.
Vi skal ikke dømme andre
For mig er det med flyrejser helt uafhængigt af personlig indkomst og arbejde.
Om man rejser med fly for at lave noget arbejdsrelateret, for at vise sine børn verden, for at besøge en slægtning eller kæreste, for at pleje sit parforhold, for at lade sig inspirere … tja, det synes jeg ikke er min post at være dommer over.
Jeg kender flere skønne grønne businesskvinder, som også sommetider rejser med fly.
Af forskellige årsager.
De er bestemt ikke ligeglade med klimaet – tværtimod.
Men det at flyve er en del af deres helhed.
Og det respekterer jeg.
Se f.eks. dette blogindlæg “Gode tips til at rejse mere miljøbevidst” af Johanne Helger Lund, indehaver af det økologiske tøjbrand Ecouture.
Hver især må vi definere, hvad der giver mening for os.
Hvad der er langtidsholdbart og bæredygtigt for os som individer.
Med alderen er jeg blevet mindre perfektionistisk og mindre fundamentalistisk.
Jeg er blevet mere blød og mindre dømmende over for andres valg.
Jeg noterer mig blot, hvis deres valg trigger mig, og minder mig selv om, at det ikke handler om dem – men om mig.
Klimabelastning er en kompleks affære
Det er så komplekst.
Når vi rejser og er turister, giver vi indkomst og livsgrundlag for andre.
Jeg kan jo kun dele ud fra, hvad der føles sandt for mig.
Vi gør alle så meget hver dag, som belaster klimaet.
Ideelt set skulle vi bo i en lejlighed – det er meget mere miljøvenligt end at bo i hus.
Og for hvert barn, vi får, bidrager vi til klimabelastningen.
Ifølge denne artikel fra Information kan det energiforbrug, der udgår fra vores digitale tilstedeværelse, snart påvirke den globale opvarmning mere end de samlede udledninger fra flytrafikken.
Lige som tekstilindustrien udleder mere CO2 end fly- og shippingbranchen (kilde: Politiken).
Jeg ser virkelig frem til grønne teknologiske landvindinger inden for flytrafik.
Hvornår kommer flyvemaskinernes Tesla?!
Som jeg ser det, skal der klart politiske tiltag på banen, bl.a. i form af øgede afgifter på flyrejser.
Nogle flyselskaber arbejder allerede på at udvikle mere bæredygtige fly.
Læs f.eks. mere her hos Grøn Forskel.
Vi skal i øvrigt flyve til Thailand med den Dreamliner fra Norwegian, som omtales i artiklen!
“Fik du set det, du ville …?”
Jeg tænker tit på en af de allersidste små snakke jeg havde med min gamle far, inden han døde for 3 år siden.
Well, nu bliver det lidt sentimentalt, men altså:
Jeg spurgte ham, hvad der havde været det bedste i hans liv – ud over familien – og han svarede med et varmt og drømmende blik i øjnene:
At rejse.
Og at opfinde.
Jeg spurgte ham så, om han syntes, at han havde rejst nok.
Hans ansigt fortrak sig i en mine, der dækkede over en subtil og dyb smerte, som man nok skulle kende ham ret godt for at afkode.
Han svarede kort; Nej.
Og vendte ansigtet væk og gled igen ud af den nærværende bevidsthed.
Jeg tror aldrig, at jeg glemmer det.
Det gjorde stort indtryk på mig personligt.
Han spejlede min egen udlængsel og eventyrlyst.
Jeg mærkede, at det ikke skulle blive mig, som bogstavelig talt skulle ligge på dødslejet og ikke helt føle, at jeg havde oplevet det, jeg gerne ville.
Kærligst
Rose
PS
Om mindre end 10 minutter kan du have den vigtigste nøgle til at give dit barn en lykkelig barndom (og samtidig have tid til dig selv)
Som forældre er vores største ønske at give vores barn en så lykkelig og fri barndom som muligt.
Det kan nogle gange føles som en stor udfordring at vide, hvad præcist det egentlig betyder.
Skal vi lege mere?
Skal vi være mere hjemme?
Skal vi holde flere ferier?
Skal vi spise sundere?
Skal vi være mere nærværende?
Lykke kan puttes på formel.
Og det kan en lykkelig barndom også.
Jeg har lavet en ny guide med mit bud på den vigtigste nøgle til en lykkelig barndom.
Guiden består af en lydfil på 7 minutter.
Få den GRATIS her:
Ja tak. Jeg vil gerne vide, hvordan jeg giver mit barn en lykkelig barndom.
Forestil dig …
- at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
- at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
- at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
- at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage
Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.
Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.
Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.
Kære Rose
Der tabte jeg lige kæben. Jeg har enormt stor respekt for den måde, du rådgiver om, når det handler om at finde de rigtige produkter osv. Men det her indlæg gjorde mig simpelthen så skuffet. Og så lige fra dig.
For det første tror jeg simpelt hen ikke på det der med, at det, ens hjerte hvisker, blot er til orientering, ikke til forhandling. Selvfølgelig kan man forhandle med sit hjerte – forstået på den måde, at hvis man af en eller anden grund går rundt og er ulykkelig, stresset, vred, mangler inspiration osv., så er der altid flere veje, man kan gå, for at gøre noget ved det. Det er jo ikke sådan, at når hjertet siger ‘Rom’, så er der simpelthen ikke andet, man kan gøre, end at tage til Rom, hvis ikke man vil ende sine dage som en syg og ulykkelig sjæl. Selvfølgelig er der andet, man kan gøre.
For det andet: En ting er, at man kan være lidt inkonsekvent i det, man gør. Det er jeg f.eks. også, når jeg kører i bil på arbejde hver dag. Det har jeg det ikke spor godt med, og jeg synes faktisk heller ikke helt, jeg kan retfærdiggøre det i bæredygtighedstermer. Jeg tænker også jævnligt over, om ikke der kunne være en anden løsning, jeg kunne leve med. At det er et kæmpe plus på min familie-og-personlige-overskud-konto ændrer jo ikke spor ved, at det er et kæmpe minus på min CO2 aftryks-konto. Så sådan kan det altså være. Og for dit vedkommende kan det jo sagtens ske, at man lever af at opmuntre til bæredygtighed omkring alt fra stearinlys til tøjindkøb, men alligevel tager til Marokko på ferie. Der er ikke en eneste af os, som er fuldstændigt grøn, CO2-fri og konsekvent fra yderst til inderst. Men. Der er altså langt derfra og så til at begynde at retfærdiggøre det med reference til termer som bæredygtighed. Eller at der kun er to valgmuligheder: Marokko eller at være ulykkelig.
Fordi du har en stor skare, som følger dig, og som lytter til dine råd, har du et ekstra stort ansvar dér. Ikke for selv at være et perfekt menneske, men for ikke ligefrem at sprede budskaber om, at charterrejser i sidste ende er en rigtigt god og bæredygtig ting, som man endelig bare skal give sig i kast med, og som kan være forudsætningen for ens lykke. Det ansvar har du – med den rolle, du har fået som bæredygtigheds- og sundhedsrådgiver i manges liv.
Hvis du vil høre lidt om, hvordan jeg selv har tænkt, jeg vil prøve at få dækket min rejselyst og vist mine børn den store verden uden at brænde for meget CO2 af, så sig endelig til. Man kunne altså godt lave en rejseguide for den slags. Det ville faktisk være virkelig fantastisk, hvis du gjorde dét. Jeg har flere idéer, og jeg har også mange spørgsmål, som det ville være fantastisk at få belyst i en guide. Men det der indlæg, du lige kom med, det… ja, det er jeg altså virkelig skuffet over. Jeg synes, du svigter den vigtige rolle, du har påtaget dig!
Tak for alt det andet, du laver. Jeg har orienteret mig rigtigt meget i dine blogs, guides og bøger :-).
Kh Ditte
Kære Ditte
Tak for at dele dit ståsted. Jeg kan bestemt godt følge det, og du har nogle gode pointer.
Som jeg ser det, har jeg ansvar for mit liv.
Du har ansvar for dit liv.
Jeg har ikke ansvar for andres liv eller valg.
Uanset om vi er guruer, politikere, forbilleder eller helt anonyme typer, så har vi alle sammen lige meget ansvar; nemlig 100 % ansvar for eget liv.
Jeg er med på, at mange – især kvinder – er afhængige af at være massivt overansvarlige. Der har jeg også selv været.
Man bliver med tiden træt, udbrændt eller indebrændt af det.
Don’t go there.
Når vi putter andre op på en piedestal, er det stensikkert, at vi dermed før eller siden skaber én bestemt konsekvens for os selv.
Nemlig Skuffelse.
Når vi idealiserer andre, handler det altid om, at vi har skygge eller skam på vores egen storhed og essens.
Vi har så at sige ikke indtaget den scene, som er vores.
Og det gør nas.
Det kan måske lyde som vilde ord.
Det er nu helt normalt i min verden.
Pointen er: Be the change, you wish to see in the world.
Og lad nu være med at blive sur, når andre ikke lever din storhed for dig.
Jeg holder lyset for, at det altid er meningsfuldt og sandt at lytte til hjertets hvisken.
”Men Rose, det går jo ikke, hvis hjertet i tide og utide hvisker, at du skal flyve verden rundt.”
Det er sådan en klassisk begynderfrygt, når man er kommet meget langt væk fra at lytte til sig selv, sine mavefornemmelse og sine drømme.
Altså at man tror, at verden går af lave, hvis man begynder at lytte til hjerte.
Men jeg kan forsikre om, at det ikke kommer til at ske.
Hjertets hvisken er altid meget meningsfuldt.
Det erfarer man hurtigt, når man begynder at gå vejen.
Men det vigtigste kommer her:
I mange år var jeg verdensmester i Perfektion.
Jeg var villig til at ofre alt, endda mig selv, for at forsøge på at være perfekt.
Både i andres og mine egne øjne.
Jeg var styret af min frygt for, at andre ikke kunne li’ mig.
Mange kvinder har en tendens til at være enormt perfektionistiske omkring både sig selv og andre.
Vi er virkelig hårde ved os selv og hinanden.
På et tidspunkt måtte jeg bare smerteligt erkende, at perfektionismen ikke føltes godt for mig.
Det føltes derimod stenhårdt. Meningsløst. Glædesløst.
Og jeg havde godt lugtet lunten omkring livets mening.
Som er Glæde.
I dag er der noget, som er meget vigtigere for mig end at være perfekt.
Det er: At være i integritet.
Altså; at man med mig ved, hvad man har at gøre med.
At jeg er hel.
At jeg er, som jeg er.
Og står ved det.
I den sårbarhed er der en enorm power.
Og – ikke mindst – den er nøglen til flow og glæde i livet.
Så lever jeg med, at nogle vælger mig fra.
Det er faktisk helt okay.
Hellere dét end at miste mig selv.
Perfektionisme keder mig efterhånden.
Jeg inspireres selv af mennesker, som er i integritet.
De behøver ikke at være perfekte, fejlfrie eller i såkaldt mål for at inspirere mig. Tværtimod, vil jeg næsten sige.
Så jeg har tænkt mig at blive ved med at inspirere og dele omkring sunde og bæredygtige valg med god kemi.
Også mine egne valg og fravalg.
Jeg kommer hverken til at være perfekt eller pletfri.
Men jeg vil fortsat gøre mit bedste for at være autentisk, transperant og ærlig.
Kærligst
Rose