Fredagsbrevkassen uge 32 – 2017: filtre i solcreme

Filtre i solcreme
SPØRGSMÅL
Hej Rose
Har du mulighed for at teste disse solprodukter til din solguide?
Den første produkt er Broad Spectrum SPF 30 fra Badger og de to andre er fra Coola: SPF 30 classic sunscreen unscented og Bare Republic Natural Mineral Sunscreen Tinted Face.
Kh Lise-Lotte
SVAR
Kære Lise-Lotte
Tak for dine spørgsmål, hvor du beder mig deklarationsteste tre solbeskyttelsesprodukter.
Du har vedhæftet fotos af produkternes INCI’er, dvs. de komplette ingredienslister efter international nomenklatur.
Det er netop dem, jeg bruger, når jeg gennemgår produkterne.
Mine kriterier
Jeg anbefaler kun solcremer, som er uden parfume (også æteriske olier), parabener, petrokemiske olier, silikonestoffer, stoffer på nanoform samt en række andre sundheds- og miljøbelastende stoffer.
Jeg har udarbejdet en ”Blackliste”, som jeg bruger til at tjekke et produkts ingredienser. Denne liste er selvfølgelig ikke den absolutte grønne sandhed, og der vil helt sikkert være visse stoffer på listen, som nogen mennesker synes, ikke bør være der. Omvendt vil der også være nogle stoffer, som andre måske vurderer, sagtens kunne stå på listen.
Du skal vide, at vores viden om, hvilke stoffer, der kan skade sundhed og miljø, hele tiden ændrer sig. Så måske vil det om nogen tid vise sig, at et stof, vi troede var uproblematisk, viste sig at være skadeligt alligevel – og omvendt.
Filtre i solcreme
Solcremer kan indeholde stoffet titanium dioxid på nanoform som fysisk solfilter. Titanium dioxid er der i sig selv ikke noget skadeligt ved. Men når det kommer på nanoform, er det usikkert, om det er sundhedsskadeligt. Det ved man simpelthen ikke nok om endnu.
Solcremer med svanemærket, allergimærket og/eller Ecocert-certificering må ud fra et forsigtighedshensyn ikke indeholder stoffer på nanoform.
Det er en udfordring at sælge en solcreme med titanium dioxid, som ikke er på nanoform, for det gør, at cremen er sværere at smøre ud og kan give det der ”hvide lag” – i hvert fald til at begynde med. Det gider de fleste forbrugere ikke.
Derfor bruger man nu nogle andre kemiske filtre i svanemærkede solcremer, hvoraf en del kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet. Brugen af dem kan begrænses, men det er ikke bare lige sådan.
UV-filtrene i de svanemærkede solcremer er uproblematiske eller (mistænkt for at være) miljøskadelige.
I 2015 blev zinkoxid godkendt som UV-filter i kosmetiske produkter i EU. Zinkoxid er ”meget giftigt for organismer, der lever i vand, og kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet.” Zinkoxid er ikke sundhedsskadeligt.
Nuvel, lad os se nærmere på de tre solcremer, du spørger til:
Badger Unscented Broad Spectrum SPF 30
Dette produkt står faktisk allerede i min Solcremeguide i listen over anbefalede produkter – du har nok overset det.
Produktet indeholder udelukkende zinkoxid (ikke nano) som solfilter.
De øvrige ingredienser er få og ikke problematiske.
Det er således miljømæssigt ikke noget godt valg, da zinkoxid er meget belastende for miljøet. Sundhedsmæssigt er den ok.
Jeg anbefaler at veksle mellem solcremer fra min Solcremeguide med hhv. kemiske filtre, zinkoxid og et specifikt produkt med titanium dioxid (ikke nano).
Coola SPF 30 classic sunscreen unscented
Du har ikke vedhæftet nogen INCI på dette produkt, men google var min ven.
Produktet indeholder to solfiltre, hvoraf det ene er Octinoxate, bedre kendt som Octyl methoxycinnamate.
Dette solfilter har vist sig at være hormonforstyrrende i dyreforsøg, så den er ude af spillet.
Coola Bare Republic Natural Mineral Sunscreen Tinted Face
Produktet indeholder flere silikonestoffer (cyclopentasiloxane, hydrogen dimethicone, polysilicone-11).
Alene på den baggrund vil jeg ikke anbefale det.
Det er yderst almindeligt at tilsætte silikoneprodukter til hudpleje, hårpleje og makeup.
Udfordringen er imidlertid, at vi ikke ved, hvordan silikonestoffer optages i huden.
Men vi ser, at de ophobes i naturen, bl.a. i fisk, hvor de er meget vanskeligt nedbrydelige.
På den baggrund burde de egentlig ikke være tilladt i plejeprodukter.
Hvis du selv vil kigge efter silikonestoffer på en indholdsdeklaration, hedder de som regel noget med –methicone (typisk dimethicone) og –siloxaner.
Jeg håber, at dette har skabt afklaring for dig ifht. de solcremeprodukterne, du var interesseret i.
Du finder mine anbefalinger om solbeskyttelse og solprodukter i Solcremeguiden her på bloggen.
Kærligst
Rose
Kan man få adgang til din godkendte liste over solcremer ?
Eller den sorte liste (blacklistede produkter)?
Jeg leder efter naturlig solbeskyttelse bl.a. uden oxebenzone og octinoxate.
@Thilde – tak for din kommentar. Du finder min Solcremeguide her:
https://rosemaimonide.com/2012/04/solcremeguide/
Min Blackliste er ikke en liste over “blacklistede produkter”, men derimod en liste over uønskede kemikalier i personlige plejeprodukter.
Kærligst
Rose
Hej Rose,
Har du også mulighed for at se på denne:
Fair Squared – Apricot Sun Lotion SPF 30
Jeg har indsat ingredienserne under.
Du nævner for en af Coola solcremene, at octyl methoxycinnamate er som hormonforstyrrende. Nedenstående indeholder en anden form- ethylhexyl methoxycinnamate. Er denne også hormonforstyrrende?
På forhånd tak for din hjælp 🙂
Mvh Louise
INGREDIENSER
Aqua, Prunus Armeniaca Kernel Oil (Apricot Oil*), Ethylhexyl Methoxycinnamate, Diethylamino Hydroxybenzoyl, Hexyl Benzoate, Behenyl Alcohol, C14-22 Alcohols, C12 – 20 Alkyl Glucoside, Bis-Ethylhexyloxyphenol Methoxyphenyl Triazine, Glycerine, Isopropyl Stearate, Ethylhexyl Triazone, Benzyl Alcohol, Fragrance, Sodium Hydroxide, Linalool, Benzyl Salicylate
@Louise, tak for din kommentar. Ja, Ethylhexyl Methoxycinnamate er også problematisk for sundheden. Der er flere problematiske stoffer i nævnte solcreme.
Desværre.
Kærligst
Rose