Fredagsbrevkassen uge 5 – 2017: vaskenødder
Vaskenødder
SPØRGSMÅL
Kære Rose
Vaskebolde og vaskenødder! Jeg er så fortvivlet, jeg vil gerne væk fra alt det kemi fra vaskemiddel.
Jeg bruger pt. neutral-vaskemiddel! Hvad er det bedste?
Virker disse vaskebolde, eller er de bare fyldt med noget andet kemi?
De bedste hilsner,
Mor til to,
Maibritt
SVAR
Kære Maibritt
Tak for dit spørgsmål angående vaskenødder og andre vaskemidler.
Der er ikke noget problematisk indehold af kemikalier i vaskenødder. Men udfordringen er, at de ikke er effektive nok. De fjerner simpelthen ikke snavs og pletter.
I de tests, der er lavet på vaskenødder, virker de stor set ikke.
Du kan f.eks. læse om en svensk test her.
Derfor kan de ikke anbefales, og slet ikke til særlig beskidt tøj som f.eks. undertøj, håndklæder, stofbleer, m.m.
Så man kunne faktisk lige så godt blot vaske tøjet i rent vand.
Vandet kombineret med vaskemaskinens mekaniske bearbejdning af tøjet giver faktisk en vis effekt, hvilket måske kan forklare, at mange er glade for vaskenødderne.
Her skal man så huske, at blot fordi man ikke kan se bakterierne, betyder det jo ikke, at de ikke kan være der …
De færreste er opmærksom på, at ineffektiv vask i vaskemaskinen kan skabe lidt af en bakteriebombe. Særligt hvis man altid vasker ved lave temperaturer. Så vil bakterierne ”ligge på lur” i et perfekt fugtigt miljø fra en vask til den næste vask.
Derfor gælder det om at …
- bruge enzymholdigt vaskemiddel
- køre en kogevask min. en gang om måneden
- rense vaskemaskinen, filtrene og sæbeskuffen jævnligt
- vaske sengetøj ved min. 60 grader (pga. husstøvmider)
- tjekke, at vasketemperaturen er som angivet (en del maskiner vasker reelt ved lavere temperatur end det, den er indstillet på)
- bruge kalkfjerner efter behov
- kogevaske karklude og stofbleer
Jeg vil anbefale noget enzymholdigt vaskemiddel uden indhold af problematiske kemikalier.
En god tommelfingerregel er at vælge produkter, som både har miljømærket Svanen og Astma-Allergi-mærket. Så får du et parfumefrit produkt, som er miljøvenligt produceret.
Et budgetvenligt valg er vaskepulver fra Rema1000.
Der er dog mange andre på markedet. De fås i de fleste supermarkeder.
Generelt er der højere enzymindhold i vaskepulver, så vælg det frem for flydende.
Hvis du bor på landet og ikke er tilsluttet et kommunalt rensningsanlæg, så er det en rigtig god idé at undgå rengørings- og vaskemidler med fosfat, som er miljøbelastende.
Jeg vil varmt anbefale dig at tjekke min e-guide Den lille grønne til hus og hjem. Der får du alle genvejene og konkrete produktanbefalinger.
Samtidig undgår du at investere i produkter med skjult kemi eller ringe effekt.
I forhold til at prioritere grøn livsstil uden kemi er der mange, som fortaber sig i detaljer, som ikke gør den store forskel for helheden.
Derfor kan du med fordel tage et kig på min e-guide Top Ti til God kemi.
Den er en stor hjælp som rettesnor i forhold til at få styr på prioriteringerne, når man gerne vil leve sundt med god kemi i hverdagen.
Jeg håber, at du fik klarhed omkring vaskenødder og vaskemidler.
Kærligst
Rose
Forestil dig …
- at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
- at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
- at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
- at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage
Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.
Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.
Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.
Hej.
Måske I kan bruge dette:
Jeg fik engang det råd af en vaskemaskinereparatør, kun at bruge ca halv dosering ift. det der står på pakken/flasken, da da der ellers let kan sidde vaskemiddelrester tilbage i tøjet, og fordi det ikke er nødvendigt med mere.
Jeg føler, det har fungeret godt.
Vh
Louise
@Louise – tak for at dele dit tip!
Kærligst
Rose
Hejsa. Tusind tak for dine altid gode og gennemarbejdede råd. Jeg har lige besluttet mig at prøve vaskenødder og har læst at mange er tilfredse med dem. Det jeg studser over i dit svar, er det med bakterierne. Mig bekendt fjerner få og ingen konventionelle vaskepulvre bakterier? Har hørt om at Matas forhandlede nogle vaskepulvre der ved lav temperatur fjerner bakterier.. Fx til undertøj der kun tåler lav temp. Ved normal vask er det vandtemperaturen der fjerner bakterier. Det er jeg ihvertfald ret sikker på og det er også hvad jeg har kunne læse mig frem til. Dog bliver jeg nysgerrig når du skriver som du gør? For vil selvfølgelig gerne undgå en bakteriebombe i vaskemaskinen 🙂 TAK for dir svar.
@Sabine – tak for de fine ord.
Du har helt ret i, at vaskemidler normalt ikke fjerner bakterier. Det gør kun varmt vand.
Problemet med vaskenødder er, at de ikke fjerner snavs og pletter bedre, end vand gør. Det har jeg nu præciseret i artiklen. Tak for at gøre opmærksom på det.
Jeg har ikke hørt om det nævnte vaskemiddel fra Matas og kan heller ikke google mig til det. Du er velkommen til at bringe et link til det, så kigger jeg gerne på det.
Kærligst
Rose