skip to Main Content

Opskrift: Æggelatte


Min krop og jeg har været lidt i forhandling om det med kaffen …

Vi er nået frem til, at jeg trives rigtig godt med at nyde ét stort krus dampende varm skummende kaffe først på formiddagen.
Mere kaffe end dét – og jeg letter fra jordens overflade og kan ikke falde i søvn om aftenen.

Og så er der Skummet. Med komælk slimer det til for mig.
Og sort kaffe on the rocks kan jeg ikke li’.

Derfor blev jeg både nysgerrig og frastødt, da jeg først gang hørte om begrebet Æggelatte / Egg Latte, som stammer fra LCHF-universet.
Det går ud på, med variationer, at man blender sin varme kaffe med råt æg og sunde mættende fedtstoffer.

En anden variant er Bullet Proof Coffee, hvor den sorte kaffe blendes med riiiigelige mængder sundt fedt.

Tak for kaffe …! Det skulle jeg ikke nyde noget af!

Alligevel blev det ved med at rumstere, og jeg så flere og flere damer på facebook juble over deres æggekaffe.

En dag tog min blender og jeg modet til os og kastede os ud i det.
Så var jeg solgt til stangkaffe. Det smager OVERHOVEDET ikke af æg.
Til gengæld får jeg det bløde skum, som mit kaffehjerte synger af fryd over.

Jeg undrede mig blot over, at jeg havde brug for så langt tilløb til noget, som smager og mætter så godt.

Vanen tro har jeg eksperimenteret og fundet frem til denne version, som er ren glæde for mig. Her er opskriften:

 

æggelatte

ROSES ÆGGELATTE 

Ren skummende kaffeglæde uden ko og med indbygget ro.

Ingredienser

2 dl stærk hed (stempel)kaffe
1 spsk. smør
1 knsp. kakaosmør
1 råt stuetempereret æg eller æggeblomme

Sådan gør du

  • Bryg kaffen.
  • Blend hele herligheden, og nyd den straks.


Roses fif
Smør kan erstattes af kokosolie. Her foretrækker jeg Cocosa Pure, som er blidt raffineret og derfor med reduceret smag og lugt af kokos.
Kakaosmør kan udelades, men det giver lige en ekstra god balance i smagen.
Jeg plejer at tage mit æg ud af køleskabet first thing om morgenen. Så er det tempereret tilpas, når klokken er kaffe.
Med et koldt æg og halvlunken kaffe smager det nemlig slet ikke så godt.
Jeg bruger min powerblender, men en stavblender kan også gøre jobbet.
Danske æg er praktisk talt uden salmonella. Derfor er det iflg. Fødevarestyrelsen trygt at bruge rå æg ude i de små hjem til sunde folk og fæ.

This Post Has 9 Comments
  1. Den er jeg også hoppet på, smager fantastisk og slut med akut sukkertrang. Må prøve med kakao i.

  2. @Anna – ja, nemlig. Smager også skønt som Kakao-latte (altså uden kaffe) og mætter virkelig seriøst!
    Kærligst R

  3. Nøj det lyder da meget godt. Men okay man kan selvfølgelig også overveje med sig selv om det er så nødvendigt med kaffen eller om te eller kornkaffe kan gå =)

  4. @Tina – klart nok 🙂 For mig er det i balance med én kop kaffe dagligt. Den er en stor nydelse for mig, særligt de dage, når jeg kommer hjem efter at have cyklet min datter i børnehave, ialt 13 km med cykeltrailer og bakker …
    Te for resten.
    Kærligst R.

  5. Jeg var lige ved at få min sorte kaffe galt i halsen, da jeg læste om din ‘kaffe’. Jeg har altid set skævt til dem, der drikker kaffe- latte(rlig). MEN så kom jeg til at tænke på min barndom, hvor jeg fik kaffe med mælk og sukker, hvortil der blev serveret blødkogt æg.
    Der må være et eller andet med kaffe og æg, idet jeg stadig kan huske, hvor godt det smagte.
    Jeg har nu tilføjet din opskrift til min Mad Med Mere, så må vi se, hvornår jeg får samlet styrke og mandsmod til at få det afprøvet. Nerverne sidder allerede udenpå tøjet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back To Top