Grønne Stjernekvinder #4: Mette fra Økoliv
Mette Petersen fra Økoliv bor Under Himlen. Hendes mailadresse slutter med Fri og Fro. Og hendes hjemmeside hedder ikke Økoliv-punktum-dk, nej, den hedder Økoliv NU!
Jeg har kun mødt Mette virtuelt, men jeg fornemmer, at der er glæde, handlekraft og højt til himlen hos Mette. Jeg bliver nysgerrig på, hvorfor denne kvinde har tid og overskud til at dele et væld af brugbar og gratis info på sin hjemmeside med alle os, som gerne vil leve mere bæredygtigt og grønt – og samtidig bygge eget halmhus!
Mette, hvad er økoliv.nu?
Økoliv er en blog, hvor gæstebloggere og jeg selv formidler de grønne, sunde og bæredygtige historier og alternativer. Her findes artikler, som berører vores valg og indkøb i hverdagen – både hvordan vi indretter os i hjemmet, hvad vi spiser og ifører os af tøj & sko, og mere faglige/specifikke emner om natur, miljø & dyrevelfærd.
Hvorfor har du lavet økoliv.nu?
Jeg kunne ikke lade være.. for jeg er en ildsjæl, der brænder for at sætte grønne projekter i gang. Projekter som (forhåbentligt) motiverer og inspirerer til en grøn omstilling! Jeg er nok den, som giver mine samarbejdspartnere, venner og bekendte, familien, børnene og manden – dét lille grønne prik på skulderen…
Du bor Under Himlen? Hvordan er det?
Jeg er privilegeret – som jer – at bo Under Himlen. Vores lille økologiske fællesskab har bare adressen: Her er der plads til at tænke, lege, snakke & diskutere(!), bygge og leve sammen. At bo sammen med 49 andre mennesker, på 1 matrikel, er både udfordrende og givende. Én uge byder os både på harmoni og nærvær, men også på frustrerede følelser, for hvorfor kan vi dog ikke blive enige om ditten eller datten? At leve Under Himlen i Odsherred er nok lidt som vores parforhold – vi får hvad vi giver….
Hvorfor blev du bidt af økologi og bæredygtighed?
Jeg husker det faktisk ret præcist., for det hele begyndte, da jeg kom hjem fra mit længerevarende ophold i Australiens outback. Her fik jeg interessen for at lære meget mere om natur og miljø og ikke mindst, hvordan vi, som mennesker, påvirker det.
Så jeg startede på min uddannelse som miljøplanlægger på RUC. Da var mit fokus meget på menneskets udnyttelse af naturens ressourcer og de (kedelige) konsekvenser, som det ofte har.
Hvor kom økologien så ind i billedet?
Da jeg så ventede min datter – for 10 år siden – kom økologien for alvor ind i mit liv og ind i mit køle- og rengøringsskab. I 2003 fik min mand og jeg så den skøre idé, at vi skulle bygge halmhus. Vi havde jo hørt at det kunne gøres på 1 – 2 år, og – hvis det var et meget lille hus – så måske 1 uge!!! Tja man lærer hele livet, og således skete det også for os. Vi bygger nemlig på 6. år.., men vi er da nået ret langt.
Hvorfor tager det 6+ år at bygge et halmhus?
Her i fællesskabet har jeg fået masser af inspiration i den bæredygtige retning. Her har vi diskuteret om genbrugsrockwool nu var i orden, eller om isoleringen skulle være fremstillet af naturmateriale og kunne omsættes naturligt (Rockwool skal nemlig deponeres). Og om det er OK at have et ståltag, som sluger en masse energi i fremstillingen, men som er super til regnvandsopsamling, og som har længere levetid end muslingetaget. At betragte et produkt fra dets fødsel (produktionsfase) til dets død (hvor produktet smides ud), har vi gjort mange gange her i fællesskabet i forb. med byggematerialer.
Det lyder ret om-sig-gribende….?
Ja, denne livscyklusbetragtning har sat sig godt og grundig fast og er én af mine indgangsvikler til vurderingen af mange ting i min hverdag – eksempelvis om det er mere eller mindre bæredygtigt at køre den gamle bil død eller at købe en ny el-bil, at købe træbriketter eller selv at sanke brænde i skoven, at købe genbrugstøj eller at købe nyt økologisk… osv
Hvad laver du, når du ikke passer og plejer økoliv.nu?
Jeg er stor fan af naturen og de oplevelser, det giver mig og familien. Og helt ærligt, efter 6 års byggeri, er jeg lidt træt af det, og vil langt hellere på fisketur, danse til verdensmusik eller bare hænge ud med de dejlige mennesker, jeg kender her og der.
Men jeg har også givet mig i kast med et par andre grønne projekter – dels om bæredygtigt byggeri og så et lidt større et, som pt. er i udviklings- & hemmelighedsfasen…..
Mange forbrugere vil gerne leve grønt og bæredygtigt, men siger samtidig, at ”der skal jo også være plads til at leve og have det sjovt!”. Er det besværligt at være bæredygtig?
Nej, og er det dét, så rykker man ikke i den grønne retning. Det kan være udfordrende og kreativt, for man skal måske tænke lidt anderledes – sådan lidt Shane’s Verden-agtigt!
Min definition af bæredygtig livsstil er først og fremmest at bruge ting, til de er udtjent. Det kan lyde enormt kedeligt i nogles øre, men hvis man omtænker tingenes formål, så finder man pludselig nye ting og sager – i egne og andres gamle gemmer.
Få flere grønne kick fra Mette på bloggen økoliv.nu og dertil hørende nyhedsbrev.
Forestil dig …
- at du uden de store anstrengelser ved præcis, hvordan du skal lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise
- at du har knækket koden til at få dit barn til at spise flere grøntsager
- at du aldrig mangler inspiration til, hvad du skal komme på rugbrødet
- at du bliver bedre til at planlægge dine indkøb og lave store portioner af børnevenlig mad, som du kan have på lager til travle dage
Lyder det som ren ønsketænkning?
Det er det ikke.
Du skal bare opdage, hvordan du sætter det i system, så du ikke igen og igen står der og vifter med to flade med leverpostej, en vindtør gulerod og nogle pølsehorn, der ikke ligefrem strutter af sundhed.
Hent kvit og frit dit uddrag af min e-bog Den Sunde Madpakke.
Så vil du opdage, hvor nemt det er.