Mine bedste tips til Paris

Bedste tips til Paris
I efterårsferien var jeg med Magnus og Mirjam et par dage i Paris.
Frankrig/Paris har i årevis stået på vores ”træskoliste”.
Sommeren tilbragte vi som (næsten) altid herhjemme og i de smålandske skove.
Men pludselig kunne jeg mærke et behov for et lille rejseeventyr sammen, og at nu var det nu for Paris.
Så det var en ret impulsiv beslutning.
Men den slags har jeg efterhånden lært at stole på.
Også i min forretning i øvrigt.
Med virkelig gode resultater til følge.
Det er så nærende for os som familie at dele både forventningens glæde til en rejse, selve oplevelsen og alle de herlige minder.
Det er vigtigt for mig at vise min datter en ny bid af verden og være vidne til den store oplevelse, det er for hende, og se hende vokse med det.
Rejsen har på flere måder inspireret mig meget.
Kølig elegance
Det blev nogle intense, indtryksmættede og smukke dage.
Paris shiner med sin kølige og sofistikerede elegance.
Jeg bliver dybt inspireret af den raffinerede æstetik, som er til stede overalt; skilte, husfacader, gadelygter …
Og kærligheden til mad og gode råvarer er jo lige vand på min mølle.
Byen var større, mere trafikeret og larmende, end jeg havde forestillet mig.
Det føles som en by, det tager tid at lære at kende.
På et par dage kan man kun kradse til i overfladen.
Jeg er et naturmenneske, så det er lidt af en undtagelse, af min sjæl falder helt på plads, når vi er i Rom – det ér bare min by (det kan du læse mere om her).
Jeg er mere til den varme sydeuropæiske sanselighed.
Jeg forestiller mig, at Paris er genialt, hvis man er til museer.
Her vil jeg dele et par highlights fra turen.
Vi undgår bevidst turistattraktioner, museer og kirker.
Vi går i steder efter stemningsfulde gader, parker og pladser.
Og mad, selvfølgelig!
Og så kigger vi på mennesker og deres stil – hvilket Paris er yderst velegnet til.
Hotel Monge
Vi boede på Hotel Monge i 5. Arrondissement, tæt ved Seinen, Botanisk Have og latinerkvarteret.
I min søgen efter overnatningssteder i Paris spottede jeg hurtigt hotellet og kunne med det samme mærke et kæmpe ”Hell Yeah!” indeni.
Det var nu alligevel lidt for meget for mig bare at gå med den mavefornemmelse, selv om jeg egentlig godt viste, at det var der, vi skulle bo.
Så jeg brugte en time eller to på at kigge på alt muligt andet.
Min fornuft prøvede at fortælle mig, at det ville være mere fornuftigt med en lejlighed, som vi plejer.
En indre stemme fra fortiden prøvede at overbevise mig om, at det var for dyrt.
Og at vi hellere skulle bo et billigere sted, så budgettet kunne række til en eller to overnatninger mere.
Haha, det er kært …
Heldigvis fulgte jeg også her intuitionen, og det var et perfekt valg.
Vi elskede alle tre det hotel!
Det er et mindre firestjernet boutiquehotel med den skønneste originale indretning og det mest imødekommende og servicemindede personale.
Vi følte os virkelig velkomne og nærede i stor stil.
Og så har de ret god morgenmad i forhold til franske standarder, også for en low carb-type som mig.
Ikke overraskende har hotellet skyhøje anmeldelser på nettet.
Kvarteret er ikke særlig turistet, beliggenheden er god – tæt på to forskellige metrolinjer. Takket være det solide vinduer kan man ikke høre gadestøjen.
Paris Terroirs
Hotellets nabo på Rue Monge er den lillebitte vinbutik Paris Terroirs, som kun sælger naturvine og økologiske vine.
Et lille vinparadis, som forsynede vores kuffert med både champagne og hvidvin.
Der er i det hele taget mange helsekostbutikker og økosupermarkeder i Paris. Det er forfriskende at se et andet udvalg end Urtekram & Co.
Jeg købte bl.a. økologisk hvidvin og delikate urteteer fra det franske højland.
Marché Monge
Ganske tæt på hotellet ligger den lille Place Monge, hvor der flere gange om ugen er fødevaremarked.
Vi oplevede det søndag formiddag med stor fryd.
Midt på pladsen er et nydeligt springvand, og jeg forestiller mig idyllen, når det er i funktion i sommerhalvåret.
Flere af boderne har økologiske varer, og stemningen er rigtig rar.
Markedet har eksisteret siden 1921.
Vi købte kastanjer, ost og pølse – mmmmm!
La Maison des Trois Thés
Navnet betyder ”Huset med de tre teer”, og det er lidt af en underdrivelse.
For det er en af verdens fineste og vildeste tebutikker med et nærmest ubegribeligt sortiment.
Man skal ringe på for overhovedet at komme ind.
Den enormt kompetente ekspedient brugte tre kvarter (!) på formfuldent engelsk på at assistere os personligt med at udvælge de helt rigtige teer til netop vores individuelle smagspræferencer. Det er da også en god idé, eftersom priserne matcher kvaliteten.
Man kan hurtigt flænse kreditkortet på blot 30 gram te …
Så det er virkelig et sted for nørder og kendere (som Magnus er).
Mange af teerne var i øvrigt biodynamiske som den største selvfølgelighed, når vi taler topkvalitet.
Vi fik også gode snakke om økologi og kemikalier i teproduktion generelt.
Man kan også opleve serveringen af en kop te samt købe smukke tekopper, tekander m.m.
Det var virkelig en stor oplevelse!
Promenade Plantée
Typisk os naturelskere går vi efter de grønne områder i en storby!
Vi havde udset os den 5 km lange tidligere højbane, som er lavet om til en grøn promenade.
Det var så dejligt at se byen lidt oppefra omgivet af beplantning – og den velbesøgte promenade er sikkert dobbelt så smuk om foråret og sommeren.
Rue Crémieux
Hvis du begynder turen på Promenade Plantée omkring 1 Coulée verte René-Dumont, kan du forinden slå et smut gennem den lille pittoriske gade Rue Crémieux.
Alle husene er pastelfarvede, nogle med fantasifulde bemalinger. Den er lige i øjet til Instagram!
Botantisk Have
Kæmpestort haveanlæg med gudesmukke orangerier.
Absolut værd at gå igennem, hvis man er på de kanter.
Metroen
Paris’ metrosystem er veludbygget, nemt at bruge, og togene kører hele tiden.
(Alle?) stationerne er lidt forskelligt indrettede. Det brugte Mirjam og jeg som en opdagelsesleg, der gjorde togturene sjove.
Le Petit Pontoise
Vi ankom sidst på eftermiddagen og strollede lidt rundt i kvarteret for at finde et spisested.
Jeg har efterhånden lært at droppe planer og mål, når vi er på ferie, også når det kommer til at reservere bord på en restaurant. Det fungerer bare bedre for os, når vi går med intuitionen – især når vi får hver vores intuition til at samarbejde.
Så kan det blive ret sublimt.
Så vi snusede os ret hurtigt frem det lille spisested Le Petit Pontoise og fik et af de sidste borde.
Her åbenbarede sig de mest vidunderlige vagtler og et gyldent glas hvidvin.
Mirjam, der ellers er ret smagssensitiv og selektiv, slubrede and med sovs i sig med største velbehag, som du kan se på billedet.
Hun har den vildeste sans for kvalitet.
Betjeningen var hurtig og hjertevarm.
Mange amerikanere havde også fundet vej til restauraten, men den franske stemning var nogenlund intakt.
Det var faktisk så godt, at vi kom igen to dage efter.
Rue Lepic
Denne lille gade ligger i hjertet af Montmartre, tæt på Pigalle og Moulin Rouge. Altså byens red light district.
Der er meget turistet sammenlignet med de andre bydele, vi kom omkring.
I Rue Lepic finder du bl.a. en ret god ostehandler i nr. 20 og nogle helt geniale frugttærter i nr. 26.
Rue du Cherche-Midi
Denne gade gemmer bl.a. på en håndfuld ret gode genbrugsbutikker, som alle hedder Chercheminippes.
Der er en med herretøj, en med dameaccessories, tre med dametøj og en med børnetøj.
Vi gjorde et par ret gode køb.
Tøjet er delt ind efter størrelse, og dét er super serviceminded.
La Cantine du Troquet
Vores gastronomiske intuition førte os til det lille spisested La Cantine du Troquet, som også ligger på Rue du Cherche-Midi, i nr. 79.
Det er altid gode tegn, når menukortet kun er på fransk, døren plastret til med “gastronomiske klistermærker”, og der er propfuldt af noget, som ligner franskmænd.
De fremtryllede et lille bord til os og var i det hele taget vældig søde.
Deres lam var himmelsk og kan varmt anbefales!
Det, vi ikke vil gentage
Vi spiste også på et par brasserier, som efter min smag var for larmende og dyre i forhold til kvaliteten.
Men det var sjovt at prøve – med live jazz på gaden og frølår på min tallerken (!).
Tæt på Rue du Cherche-Midi ligger det store legandariske gourmetsupermarked La Grande Epicerie du Paris.
En slags Mad&Vin gange 100.
De har f.eks. over 50 forskellige slags smør!
Jeg havde tænkt, at det lige måtte være mig.
Det var det bare ikke.
Der var noget med … stemningen … indeklimaet … energien … det var slet ikke inspirerende at være der.
Så det eneste, jeg købte, var en lækker shopper i hør.
Og så er der kaffen.
Min kaffesmag er klart til en cremet espresso, og jeg har selv en vild maskine til formålet.
En god kop kaffe er en ikke uvæsentlig del af rejseoplevelsen for mig.
Det kan man imidlertid hurtigt komme til at gå langt for at opdrive i Paris (men det findes).
Den franske kaffe er mere stram og uden crema. Det er ikke lige mig.
Jeg havde plottet mange parisiske gader, pladser, spisesteder, parker, butikker, kaffebarer osv. ind på min Google Maps, og vi nåede kun et fåtal af dem.
Paris er uendelig …!