Quickguide til en hverdag uden fluorstoffer

Fluorstoffer

Fluorstoffer

Måske har du hørt om dem i medierne her på det sidste – fluorstoffer.
Fluorerede stoffer.
PFC’er.

Det har mange navne, men det er ikke et kært barn, tværtimod, det er årets bad boy i kemiklassen.

Hvis du ikke orker at bekymre dig om alle mulige farlige stoffer, så ville jeg – desværre – anbefale dig at være særlig obs på fluorstofferne.


Det der med at bekymre sig om endnu en gruppe farlige stoffer – er det ikke lidt hysterisk?

Nej, desværre. Fluorstoffer er hyperpotente. De ophobes i kroppen, er stærkt hormonforstyrrende og kædes sammen med øget risiko for kræft, ADHD hos børn og kroniske nyresygdomme. Og de er meget svære, for ikke at sige umulige, at få ud af kroppen igen.

Men kan jeg ikke bare købe økologisk?
Nej desværre, emballage til økologiske fødevarer kan være lige så slem som al mulig anden emballage. Og der er ikke rigtig nogen lovgivning på området (endnu).

Åh, nej! Øv! Hvordan undgår jeg så de fordømte fluorstoffer?
Du skal vide, at fluorstoffer er smarte til at sky fedt, vand og snavs og kan findes i et produkt i så små mængder, at de ikke er deklarationspligtige.

Her er en quickguide til en hverdag uden fluorstoffer!

Det er især vigtigt i forhold til små børn, gravide og gravide-wannabees.

  • Drop mikroovnspopcorn helt. Køb gammeldaws popcorn, og pop dem i en gryde.
  • Sig farvel til færdigmad fra Den Gyldne Måge, især pommes frites og anden varm og/eller fed mad. Det er nemlig det værste i forhold til at suge fluorstoffer til sig.
  • Køb helst ikke caffe latte i engangskrus.
  • Lad være med at bruge imprægneringsspray.
  • Drop slip-let-panden og teflonpanden.
  • Køb GOTS-certificeret økologisk tøj. Det er det eneste certifikat, som garanterer dig fluorfrit tøj.
  • Vælg overtøj uden kemi – se guiden her
  • Undgå helst gulvtæpper.
  • Vælg svanemærket maling. 
  • Lad nye møbler, madrasser og barnevogne m.m. gasse af udendørs i to uger inden brug.
  • Omhæld alle fødevarer fra pap- og papiremballage til glas.
  • Tag smørret ud af papiromslaget, og læg det i en smørboks.
  • Vælg svanemærket mad- og bagepapir og svanemærkede muffinsforme (fås i Coops butikker). 


Hvordan ved jeg, om der er fluorstoffer i lige præcis dét, jeg plejer at købe?

Kaffekruset af pap, chokoladepapiret, melposen, mælkekartonen, rosinæsken, havregrynsposen…. Det ER svært at vide!

Du kan få personlig rådgivning på min inspirationsportal Grøn Stue fra mig og fra PhD i miljømedicin Maja Kirkegaard i hendes brevkasse. Maja er specialist i hormonforstyrrende stoffer og har på et meget tidligt tidspunkt sat sig ind i hverdagskemien omkring blandt andet fluorstoffer.

Du kan blandt andet spørge hende, om der kan være fluorstoffer i konkrete produkter, som du har købt. Hun kan hjælpe dig med at vurdere risikoen og evt. rådgive dig om, hvordan du leger den lille kemiker og tester dit produkt.

Hver måned på Grøn Stue får du et nyt tema med et vigtigt emne om naturlig sundhed for hele familien familien.

Psssst!
I min bestseller BABY og min nye bog Dit sunde barn – sådan! er alle anbefalinger på forkant med kemien – de er nemlig designet, så de også beskytter dit barn mod fluorstoffer.

This Post Has 9 Comments

  1. Det er jo skræmmende! Kan du anbefale nogle bestemte mærker af gryder eller pander som ikke indeholder flourstoffer? Jeg tænker på Greenpan eller IKEAs “senior” serie, som har emalje overflade – eller måske en helt tredje mulighed?

  2. @Nille, ja, det ER faktisk skræmmende.
    Maja Kirkegaard siger om gryder og pander:
    Første valg er støbejern, andet valg er rustfrit stål og trejde valg er keramisk belægning.
    Emalje er også okay (tror det ligger lunt med i svinget omkring 2. eller 3. prioritet).
    kh Rose

  3. Hej Rose
    Jeg skal lige forstå formålet med at omhælde al i papir- og papemballage på glas. Når fx mel nu er blevet opbevaret i papirsposen, indtil man selv sætter den på hylden derhjemme, hvordan kan man så mindske indholdet af flourstoffer? Skaden er vel desværre sket?

    1. @Tanja – tak for dit spørgsmål. Jeg forstår din tankegang, men man må dog trods alt sige, at jo længere fødevaren opholder sig i den (potentielt) skadelige emballage, jo værre. Det gælder altså om at begrænse tiden. Lige som f.eks. hvis man køber en pizza i en papbakke, så tag den ud så hurtigt som muligt, og undlad at gemme pizzarester i bakken.

      Nogle melproducenter har oplyst, at deres emballage er uden fluorstoffer. Visse typer mel, gryn, flager osv. kan købes i plastposer (“knitreplast”), som er uproblematisk.

      Kærligst
      Rose

  4. Kære Rose
    Jeg læser med stor interesse dine indlæg. Tak fordi du deler al din viden med os andre!
    I forbindelse med dit indlæg om flourstoffer og hvor stofferne findes, tænker jeg på det flour, der findes i tandpasta. Er det også den slags flour, vi skal undgå? – Vil du anbefale tandpasta uden flour, evt. med echinamin i stedet for?
    De varmeste hilsner fra Bente Juhl

  5. Hej Rose

    Super vigtigt emne! Tak fordi du tager det op.

    Er selv på jagt efter en teflon-fri springform og de findes åbenbart. Så vil bare dele navnet: Cook & Baker. Der står i hvert fald at de er uden flourstoffer.

    Mvh. Helle

    1. @Helle – tak for din kommentar og de fine ord!
      Jeg måtte jo straks lige undersøge springforme fra Cook & Baker nærmere. Det eneste, jeg kan finde, er imidlertid en springform fra Cook & Baker, som markedsføres som værende “uden PFOA” eller “uden PFOA og PTFE”. Men der findes mange, mange andre fluorstoffer end lige de to nævnte.
      Man kan generelt ikke forlade sig på forhandlernes og ekspedienternes viden på dette komplicerede område. Man skal spørge producenten direkte.
      Jeg kender til springforme og andre former for køkkengear, som med sikkerhed er uden fluorkemi. Du finder alle produkthenvisningerne i min e-guide “God kemi i dit køkken” – læs mere her:
      http://rosemaimonide.com/god-kemi-dit-koekken/
      Kærligst
      Rose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *