RIS – sådan gør du! ris arsen

Ris arsen

De sidste par dage har jeg fået mange bekymrede spørgsmål om ris. Kogte ris, risdrik, risgrød, riskiks …

Fødevarestyrelsen har nemlig i denne uge skærpet deres anbefalinger omkring ris.

De opfordrer til, at man er bevidst omkring, hvor meget ris man samlet set spiser. Det gælder især overdrevent indtag af risdrik og riskiks – ikke mindst til børn.

Fødevarestyrelsen fraråder nu risdrik og riskiks til børn. Jeg vil tilføje; gravide bør også være lige så opmærksomme.
Det gælder også rispops, galetter i det hele taget (oftest er det primære indhold ris) m.m.

 

 

ris arsen

“Åhhhh nej, skal vi nu også panikke over dét?”

Nej – det behøves ikke. Det handler om at undgå at overdrive og at kende de smarte alternativer og variationer.
Derfor har jeg lavet den lille guide med Q&A’s, som hjælper dig til at navigere i risjunglen – uden panik.

 

Hvad er problemet med arsen?

Ris (og vand og tang) indeholder uorganisk arsen. Problemet med visse typer uorganisk arsen er, at de kan give lunge- og hudkræft.
Du kan f.eks. fordybe dig i denne artikel (engelsk), hvor der bl.a. står:

For children and pregnant women, risks are heightened. Keeve Nachman, Ph.D., a risk scientist at the Center for a Livable Future in the Johns Hopkins Bloomberg School of Public Health, says, “The more we learn about arsenic’s additional effects on the developing brain, the more concerned I am by these levels of arsenic being found in infant and toddler rice cereal.”

– så, hvis uorganisk arsen kan skade en hjerne i vækst, er der nok god grund til at være særligt opmærksom her! Alene ud fra forsigtighedsprincippet. 
Denne undersøgelse fra september 2012 har kortlagt indholdet af uorganisk arsen i et væld af risprodukter.

 

Kan man ikke bare vælge økologiske risprodukter? 

Arsen findes i jorden og optages i risen, når den vandes. Det varierer meget fra sted til sted, hvor meget arsen, der er i jorden. Arsen stammer bl.a. fra kunstgødning, pesticider og kylllingefoder.
Indholdet af arsen i det færdige risprodukt er altså et spørgsmål om geologi, ikke om økologi. Desværre – her hjælper det ikke noget bare at vælge økologisk. Men det har selvfølgelig nogle andre fordele – f.eks. får man færre sprøjtegifte. Jeg vil også opfordre til, så vidt muligt, at vælge Fair Trade-mærkede risprodukter, så du hjælper verdens risarbejdere til et mere værdigt liv.

 

ris arsen

 

Må vi nu ikke spise ris til aftensmaden?

Jo!!! I må gerne spise kogte ris til aftensmaden, men overdriv ikke. For sundhedens skyld er det godt at variere med andre korn. Prøv med quinoa (hvid, rød og sort), hirse, boghvede, amarant, byg, perlebyg, spelt, perlespelt, havre, perlerug … og glem ikke den gode kartoffel! Kartofler har for øvrigt også et meget bedre klimaregnskab end ris (læs f.eks. her.)

Basmatiris har det laveste indhold af arsen inden for ris (men igen, der kan være variationer afhængig af voksested). Vidste du, at du kan købe Fair Trade fuldkorns basmatiris fra Urtekram? De er ret gode! Der er desværre mere uorganisk arsen i fuldkornsris/brune ris end i hvide ris, da arsenet især er koncentreret i skallen. Men fuldkorn er stadig samlet set et sundere valg end hvide/polerede ris. Den bedste kilde til fibre er grøntsager. Så lad dem udgøre hovedparten af din frokost- og middagstallerken!

Her kan du se en ny undersøgelse om indhold af uorganisk arsen i risprodukter. Der kommer flere undersøgelser i juli.

 

ris arsen

 

Kan man fjerne noget af arsenet fra risen?

Ja, du kan faktisk godt skylle en del af arsenet af. Samtidig bliver risen renset for andre urenheder.
Først skyller du risen grundigt et minuts tid og sætter den i blød i vand, gerne 12 timer/natten over, men en time eller to hjælper også! Hæld vandet fra, skyl risen igen og kog den i 6 (!) dele vand til 1 del ris.
Hæld det overskydende vand fra efter kogning. På den måde har du fjernet ca. 1/3 af arsenet. Samtidig bliver risen nemmere at fordøje. Win-win.

Asiaterne har da altid spist ris, og det går da meget godt … ?

Sådan kan man desværre ikke bare konkludere. Mange fødevarer, som oprindeligt var sunde og uproblematisk, er i nyere tid blevet forurenede. Det gælder f.eks. mange fisk, og ris hører altså desværre også til denne kategori. Det handler ikke om, at “alting er farligt”. Det handler om at tage bevidste valg, bevare den sunde fornuft og i øvrigt spise varieret lødig mad baseret på gode råvarer og så vidt muligt økologisk.

Hvad kan jeg erstatte risdrik med?

Jeg har aldrig været fan af risdrik, da der ernæringsmæssigt ikke er så meget at komme efter. Det er mest vand med tomme kalorier, som, til forskel fra f.eks. kogte fuldkornsris, påvirker blodsukkeret uheldigt lige som frugtjuice m.m. Derfor kalder jeg det heller ikke “rismælk” – for det har ikke så meget med mælk at gøre. Risdrik og andre typer “kornjuice” mangler protein, mineraler og sundt fedt. Det smarte ved risdrik er, at det smager dejlig sødt og er en nem mælkeerstatning for dem, som ikke tåler mælkeprodukter så godt, eller gerne vil begrænse brugen af dem. Min opfordring er, at store og små først og fremmest drikker vand.

Børn under 3 år har brug for “dyremælk” (modermælk, modermælkserstatning m.m.) – men det er en anden snak. Læs mere i min bog BABY.

Har du brug for færdigkøbt mælkeerstatning, f.eks. til morgenmaden, så prøv med økologisk usødet mandeldrik. Der findes også færdige drikke lavet på havre, quinoa m.m. Undgå helst sojadrik – det indeholder nemlig phytoøstrogener, som måske kan være hormonforstyrrende – ja, suk … Kokosmælk/-fløde (hjemmelavet eller fra karton) er også dejligt, især til wokretter, gryderetter og kakao!

Hvis du har 5 minutter og en god blender, så prøv med hjemmelavet plantedrik. Den kan du f.eks. lave på lige dele sesamfrø, mandler og et par dadler til at søde med. Så får du en næringsrig drik, som giver masser af calcium og magnesium til stærke knogler. Drikken skal ikke sies, men den smager bedst, hvis den blendes glat. Download opskrifter på sesamdrikke fra min bog BABY her.

Der sker ikke noget ved at bruge risdrik engang imellem. Men jeg vil ikke anbefale det på daglig basis.

 

ris arsen

Hvad kan jeg erstatte riskiks med?

Riskiks/galetter, arsen eller ej, er ikke noget specielt fremragende mellemmåltid. Det er selvfølgelig bedre end sukkersjov, Digestive, mælkesnitter, Mariekiks, drikkeyoghurt og hvad man ellers kan finde på. Riskiks har fået et lidt misforstået image af at være enormt helseagtige. Igen, det er mest tomme kalorier.
Små børn har brug for næringsrig mad med fokus på grøntsager, frugt, riiiigeligt med sundt fedt og protein i god kvalitet. Og når det nu har vist sig, at der er et højt indhold af uorganisk arsen, så er det ikke noget stort tab at vinke farvel til dem.
Men derfor kan man jo godt have brug for en kiks eller et sprødt brød af og til … eller bare noget instant spiseligt, som holder barnet beskæftiget!

Riskiks kan i øvrigt, lige som popcorn, sætte sig faretruende galt i halsen hos små børn.
Sundhedsstyrelsen fraråder popcorn til børn under 3 år, og man kunne overveje, om noget lignende skulle gælde for riskiks.

 

ris arsen

 

Alternativer til mellemmåltider

  • Frugt med nøddedip (hele nødder/mandler til større børn)
  • Rester fra aftensmaden
  • Grøntsagshapsere med avocado
  • Rugbrød med mayonnaise og æg
  • Grov (mysli)bolle med smør samt grøn juice

 

Alternativer til kiks-on-the-road

ris arsen

Kan vi ikke bare erstatte med quinoagaletter?

Nej, desværre. Trods navnet indeholder de faktisk kun 7 % quinoa. Resten er ris … og så er vi lige vidt. Det gælder også majsgaletter, speltgaletter m.m.

 

Hvad med babys grød?

Vær opmærksom på at variere hvilke typer grød, dit lille barn før. Og, hvad der måske er endnu vigtigere, undgå i det hele taget at give din baby for meget grød. Det er ikke godt for en lille mave med en fordøjelse i udvikling. Dit lille barn har brug for modermælk(serstatning), masser af sunde fedtstoffer, grøntsager, frugt og protein i god kvalitet. Jeg anbefaler f.eks. “Den Første Grød” fra Aurion, som findes i seks forskellige varianter. Kornet er langtidsristet; så smager det godt og er nemmere at fordøje.

 

ris arsen

 

Er det farligt at drikke vand?

Der er desværre uorganisk arsen i det danske drikkevand, men det afhænger meget af, hvor i landet, du bor.

Ja, det er et problem, og når vi i dag er nødt til at hente vand fra undergrunden, hvor der er et relativt højt indhold af arsen, ja så skyldes det, at overfladejorden er forurenet med pesticider. Endnu en god grund til at vælge økologi! Løsningen er selvfølgelig ikke at lade være med at drikke vand – dertil er sundhedsfordelene ved at drikke vand helt klart i overvægt. Men støt de politikere og andre, der arbejder for at forbedre kvaliteten af drikkevandet via effektiv rensning og forebyggelse af yderligere forurening.

Når man alligevel fraråder risdrik m.m., selv om der også er uorganisk arsen i drikkevandet, hænger det sammen med, at pointen er at gøre hvad man kan for at begrænse sit samlede indtag af uorganisk arsen – blandt andet ved at fravælge produkter, som ikke har nogen videre ernæringsmæssig gevinst.

Her hos GEUS kan du tjekke kvaliteten af dit drikkevand. Hvis du vil forstå lidt mere omkring problematikken, kan du f.eks. læse denne artikel.

Hvor meget er for meget?

Se denne praktiske oversigt, som stammer herfra.
Bemærk, at hvis man f.eks. spiser 2 portioner (“servings”) ris på en uge, er er ikke “plads i regnskabet” til flere risprodukter den pågældende uge.

 

ris arsen

 

Hvad er konklusionen?

  • Spis økologiske fuldkornsris, men undgå at overdrive, og husk at variere med andre korn og kartofler.
  • Skyl risen, sæt den i blød, skyl den igen og kog den i rigeligt vand – hæld det overskydende vand fra.
  • Vælg sundere alternativer til risdrik og riskiks – især til gravide og små børn.
  • Drik vand, og sørg for en varieret kost med masser af grøntsager og tilpas med sunde fedtstoffer.
  • Støt politikere og andre, der arbejder for og har fokus på, at alle skal have rent drikkevand.
  • Bevar proportionerne og den sunde fornuft. Lad være med at panikke. En riskiks er ikke farlig. Men riskiks og/eller risdrik på daglig basis kan ikke anbefales.

 

PS. Fandt du nyttig viden her? Vil du hjælpe dit netværk med at navigere i risjunglen?
Så del indlægget – f.eks. på facebook. Prøv knapperne her, det er nemt:

This Post Has 16 Comments

  1. God artikel, selv om jeg stadig vil holde mig til hvide basmati-ris, når der en eller to gange om ugen kommer ris på bordet. Kartoflen er en favorit.

    Mon nogle af de kommercielle vandfiltre til husstande filtrerer arsen fra? I det typiske produktmateriale fokuserer de mest på bly og andre tungmetaller, men det kan jo være fordi, at man ikke har været opmærksom på arsenet før nu.

    Og så … uha uha … læste jeg lige, at vandfiltre fra Proctor & Gamble påstås at LÆKKE arsen til drikkevandet rundt omkring i de amerikanske hjem!

  2. Nu har jeg som gravid spist havregrød hver dag til morgenmad nærmest, men hvad med betydningen af arsen i lige præcis havregryn?

  3. Du skriver på et tidspunkt uorganisk selen…?

    Mængden ris i oversigten ovenfor, er det kogte eller ukogte ris?

  4. @Michael, jeg ved faktisk ikke, om div. vandfiltre, kulstænger m.m. kan rense for arsen.
    Men har selv tænkt over, at det ville være rart …

    @Ketty, belastningen med uorganisk arsen fra havregryn, rugmel og hvede er ganske lille (iflg. undersøgelsen fra Fødevarestyrelsen 2011).

    @Karoline, det var en skrivefejl, er nu rettet. Jeg tænkte også på det med risene, om det var kogte eller ukogte … jeg tolker det som kogte, når der er tale om en “serving”, altså en portion – jf. at grød/babymad også er færdige portioner.

    Tak for kommentarerne til jer alle.
    KH Rose

  5. Tak – den er læst med stor interesse og delt hvor jeg kan. Og jeg vil med det samme kassere de pakker riskiks vi har liggende (øko, men det er jo åbenbart ligegyldigt i denne sammenhæng) – ÆV, dem kunne vi godt lide selvom der ikke er meget mad i dem.

    Igen tak for at gøre os andre klogere! 🙂

  6. kan sesam-mandel drik erstatte modermælkserstatningen? min dreng er 1 år. Han har fået modermælkserstatning siden han var 8 måneder gammel.

    Vil gerne stoppe med mm. men kan forstå, at det ikke er så godt, at give havregrød til nat. Jeg har også købt økologisk risdrik…Må jeg give ham det, eller er det no go’.

    Han er ofte snottet, og mistænker at han måske ikke tåler komælk så godt. Da jeg har læst, at det kan generer slimhinderne. Så jeg har tænkt, at jeg vil prøve undgå komælk 1-2 måneder, for at se om det hjælper….. Er bare spændt på, hvad vores dagpleje mor siger til det.

    Håber på, du kan hjælpe mig Rose 🙂 har lige så lige købt din bog og fået manden med på, at vi lever dejligt sundt og filtrere mange dumme tilsætningsstoffer og kemikalier væk! Indtil videre går det rigtig godt, vi har fået lavet madplan for den kommende uge og handlet økologisk over Superbest hjemmeside.

    Men, hvor ville jeg dog ønske jeg havde haft kendskab til din bog noget tidligere, men bedre at starte nu end aldrig 😉 Det er en fantastisk bog… Den nye Bibel kalder min kæreste den hehe….

  7. Forresten har prøvet, at søge på om du har lagt nogle økologiske og gode opskrifter ud på rugbrød.. Da vi gerne vil til, at bage vores eget rugbrød og boller, men det skal være uden mælk. Kunne dog intet finde 🙁

  8. @Johanne, tak for roserne til min bog, dejligt at høre!
    Plantedrikke som f.eks. sesamdrik kan ikke fuldt ud erstatte modermælk eller modermælkserstatning til babyer og små børn, men de kan godt gradvist supplere – se i BABY mht. hvor meget og hvornår.

    Jeg fraråder risdrik, dels fordi det bare er “plantejuice” uden særlig meget næring, og dels specifikt for ris pga. indholdet af uorganisk arsen.

    Jeg fraråder også komælk (altså i almindelig form) til børn under 1 år.

    Så jeg vil anbefale en højt hydrolyseret modermælkserstatning (dem fra apoteket, prøv f.eks. med Pepticate, den skulle være mest velsmagende). Det er desværre en dyr løsning.

    Her er en god opskrift på kerne- og mælkefrit rugbrød med surdej, den kan laves kun med rug:
    http://www.aurion.dk/00019/00037/00069/00184/

    KH Rose

    PS Du er meget velkommen på Grøn Stue. Der kan du stille mig alle de spørgsmål du har brug for og samtidig få værdifulde input og erfaringer fra de andre +600 medlemmer. Du har også adgang til alle mine e-guides og opskrifter derinde. http://rebeccapersson.com/gron-stue/

  9. @Kristine – jeg er ikke bekendt med indholdet af uorganisk arsen i rismaltsirup. Prøv evt. at spørge Maja inde på Grøn Stue.
    Nu kan man jo sige, at normalt vil man kun bruge små mængder sirup og ikke på daglig basis. Så i den store sammenhæng betyder det nok ikke det store.
    Personligt foretrækker jeg dansk honning, økologisk ahornsirup samt økologisk frugt og tørret frugt som sødemidler.
    Mht. risprodukter, så giver det for mig mest mening at spise ris af og til (skyllet grundigt og kogt i 1 del ris til 6 dele vand) og undgå forarbejde risprodukter som risdrik, riskiks, rismaltsirup m.m.
    Kærligst R

  10. Umiddelbart har jeg lidt svært ved at se den glorværdige kartoffel som et fantastisk sundere alternativ. Her tænker jeg især på mængden af akrylamid der dannes ved stegning/bagning. Størstedelen af danskernes indtag af akrylamid stammer fra kartoffelprodukter – især de stegte/bagte af slagsen
    • ca. 35 % kommer fra kartoffelprodukter
    • ca. 30 % kommer fra kaffe og kakao
    • ca. 10 % fra chips og chokolade
    • knap 15 % fra brød.

    Fødevarestyrelsen: “Kulhydratholdige fødevarer danner ved ristning, stegning og bagning over 120 grader det kræftfremkaldende stof akrylamid. Hovedparten af danskernes indtag af akrylamid kommer fra pomfritter og andre stegte kartoffelprodukter og kaffe. En anden fødevare med akrylamid er ristet brød.”

    Jovist det er sundere med en kogt end en stegt kartoffel – men der er også mange forbehold at tage i betragtning mht opbevaring af karfolerne (udskilning af solanin) osv

  11. Tak for input omkring arsen. I din bog “BABY” anbefaler du netop ris variationen af “Aurion den første grød” som en start. Nu er mit spørgsmål, hvor ofte baby må få rismelgrød eller om du vil ændre din anbefaling til helt at styre udenom rismelgrøden?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *