skip to Main Content

Fredagsbrevkassen uge 48 – 2015

Fredagsbrevkassen Uge 48 – 2015

SPØRGSMÅL

Kære Rose

Sidder med din smukke, nye bog, hvor er den flot! Grundig og lige til at finde rundt i.

Majas vafler råber på at blive lavet, flux over til naboen og låne et vaffeljern, jeg ejer (endnu) ikke et selv, – hver gang jeg har set dem er de nemlig belagt med Teflon eller anden slip-let belægning, og jeg er endnu ikke faldet over et gammelt et i støbejern på loppemarked.

Findes der alternativer der er ok? Vil jo nødigt gå glip af de skønne vafler.

Kærligst,

Anna

 

SVAR

Kære Anna

Tak for dit spørgsmål og for de fine ord om Dit sunde barn – sådan! Det glæder mig virkelig, at du er så glad for bogen!

Jeg kan godt forstå, at du umiddelbart er bekymret for teflonbelægningen i almindelige vaffeljern.

Alle elektriske vaffeljern er belagt med Teflon eller andre former for fluorholdig nonstickbelægning.

Jeg har selv for nylig kapituleret over for mit støbejernsvaffeljern. Dejen hang fast, og det stank i hele køkkenet. Det er jo heller ikke ligefrem sundt.

Jeg har købt et nyt elektrisk. Der er nemlig den finte omkring vaffeljern, at fluorstofferne afgasser først ved temperaturer over 200 grader. Så det er ikke så slemt lige med vaffeljern, hvis man sørger for ikke at overophede dem. Man kan jo regulere temperaturen (og eventuelt tjekke den med et stegetermometer). Det er straks værre med overophedede stegepander med fluorholdig nonstickbelægning.

Der er forskellige tests af vaffeljern på nettet. De fleste produkter på markedet er udmærkede. Jeg købte selv en testvinder; Wilfa WAS-623S vaffeljern, der laver XLarge vafler, det fungerer glimrende. Mange er også glade for dobbeltvaffeljern, så tager det ikke så lang tid at have en portion vafler klar.

Og som du selv er inde på, så kan man lave mange former for sunde næringsrige vafler tilsat f.eks. grøntsager og bælgfrugter og twiste smagen med f.eks. julekrydderier. Du nævner de yderst populære Majas squashvafler – opskriften findes i min bog Dit sunde barn – sådan! som også kan downloades som e-bog inde på mit online univers Grøn Stue.

Hvis du er usikker på, om der er skjult kemi i din mademballage, køkkenmaskiner m.m., vil jeg varmt anbefale dig at tage et kig på min e-guide God kemi i dit køkken.

God fornøjelse med vaflerne.

Kærligst

Rose

 

PS
Det var årets sidste brevkassesvar. Fra 1. december overtager Den Økologiske Julekalender nemlig min blog for 5. år i træk!
Fredagsbrevkassen er tilbage fredag d. 8. januar 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top