skip to Main Content

Grønne Stjernekvinder #5: Regitze Bay

Endnu en skøn Grøn Stjernekvinde har fundet vej til mit univers – og ditto.

Jeg er virkelig glad for at dele Regitze Bay, stylist og indehaver af riverandraven.com, med dig, der læser med her!

RIVER and RAVEN er en webshop med fokus på bæredygtig casualcool (godt dansk ord savnes!) mode til kvinder. Altså et univers, hvor du finder håndplukket kvalitets-basistøj i økologiske, fair trade og/eller på andre måder bæredygtige materialer. Tøj, som du med god samvittighed kan føle dig hverdagslækker i.

 

regitze_54h4721

 

Fem hurtige til Regitze Bay

Hvad er din baggrund for at beskæftige dig med bæredygtig mode?
Gennem de sidste 8 år har jeg arbejdet med mode. Gennem årene har jeg arbejdet som freelance stylist for både danske og internationale brands og som personlig stylist for nogle af danmarks største musikere.

Hvad fik dig til at starte RIVER and RAVEN?
Gennem mit arbejde som stylist opdagede jeg for et par år siden, at der var flere af mine favorit brands, der arbejdede med bæredygtig produktion.

Jeg havde siden jeg blev gravid med min søn i 1999 interesseret mig for bæredygtighed og giftfrie produkter og undret mig gevaldigt over, at det tilsyneladende kun var muligt at producere bæredygtigt tøj i ministørrelser.
Da det gik op for mig at produkterne rent faktisk fandtes, men at de identitetsbevidste brands ikke ville profilere sig på bæredygtighed af frygt for at blive stemplet som fodformet, tænkte jeg, at det edderma´me skulle være løgn.
Jeg åbnede River and Raven i juni 2012 med visionen om at skabe et univers, der viste, at omtanke ikke betød kompromis med design og kvalitet.

Er økologisk tøj ikke mest sådan nogen mormortrusser og uformelige batikfarvede gevandter … ? 
NEEEJJJ for pokker.

Lige nu overvejer alle moderne modevirksomheder, hvordan de kan producere ansvarligt med omtanke for mennesker og miljø. De danske designere er godt med, men i modens by, Paris, er de endnu længere. Her er bæredygtighed decideret cool. De nye designere vil gøre verden til et bedre sted,og dét budskab råber de højt.

Hvad er dit bedste råd til mig, som vil i gang med at gøre min garderobe mere bæredygtig? 
Der er mange måder at være bæredygtig på, men her er 3 gode steder at starte:

1. Prioriter produkter, der er produceret i Europa, for at sikre dig, at arbejdsforhold er i top, og transporten er minimal.
2. Gå efter økologisk bomuld. Bomuldsproduktionen er noget af det mest forurenende og vandforbrugende i hele verden.
3. Køb kvalitet. Oplevelsen ved at købe ét lækkert produkt, som du kan bruge i flere år, er en langt større fryd end at købe 2 halvlækre – og i længden er det også økonomisk bæredygtigt.

Hvorfor hedder din webshop RIVER and RAVEN?
River and Raven er for mig to stærke symboler, som jeg er knyttet personligt til. Navnet er valgt med hjertet og hjælper mig med at holde fokus på visionen med River and Raven; at tilbyde et bevidst valg uden kompromis.

 

logo 2

Du kan også møde Regitze og RIVER and RAVEN på facebook.

Og så lige det aller bedste:

 

NYT! Som medlem af Grøn Stue får du fremover fast rabat på 10 % på alle varer hos riverandraven.com. Husk at bruge månedens rabatkode.

Her i maj 2013 får medlemmerne ekstraordinært 15 % rabat på hele butikken hos RIVER and RAVEN.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top