skip to Main Content

Plan Ø – Version Vegetar #7: Tomatsuppe

Det er helt klart suppevejr i dag.

I Plan Ø er der én vegetarisk opskrift, og det er tomatsuppen, som du finder her.
Men da jeg ikke er en flødepige, og vi ikke lige havde nogle suppehorn ved hånden, har vi modereret opskriften en del. Vi har blandt andet puttet flere grøntsager i! Suppen er blevet vegansk, og det klæder den.

En sikker genganger er dog Urtekram mosede tomater på glas. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne, uden hverken at rødme eller være det mindste sponseret: Jeg kan ikke undvære Urtekram mosede tomater på glas i mit køkken!

De andre opskrifter på vegetarisk aftensmad i min lille anarkistiske serie “Plan Ø – Version Vegetar” finder du her.

TOMATSUPPE MED MASSER AF SMAG!

Til 4 sultne personer, sådan cirka.

 

INGREDIENSER

  • 1 løg
  • 5 fed hvidløg
  • Ca. 3 spsk olivenolie
  • 2 porrer
  • Ca. 250 hvide rodfrugter (jordskok, majroe, pastinak, persillerod, selleri m.fl.)
  • 2  gulerødder (ca. 150 g) 
  • 1 dl røde splitlinser
  • 1 flaske Urtekram mosede tomater
  • 2 spsk ketchup
  • 2 tsk paprika
  • 2 tsk tørret basilikum
  • Friskkværnet peber
  • 2 spsk Tamari (japansk sojasovs)
  • Ca. 1 dl mandelfløde (havre-, ris- eller sojafløde kan også bruges) 
  • 1 spsk Morga grøntsagsbouillon

 

 

SÅDAN GØR DU

  • Rens løget og porrene, og skær dem i grove stykker.
  • Pil hvidløget, og skær det i skiver – eller pres det.
  • Rens de øvrige grøntsager, og skær dem i grove stykker.
  • Svits løg, porre og hvidløg i olien i suppegryden ved middel varme.
  • Tilsæt de øvrige grøntsager og svits videre.
  • Skyl linserne grundigt i en sigte.
  • Kog noget vand i elkedlen.
  • Hæld de mosede tomater i gryden, og gem flasken.
  • Fyld den tomme flaske forsigtigt med det kogte vand, og hæld det i gryden (pas på, flasken bliver varm!)
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og linserne.
  • Lad suppen simre 15-20 minutter.
  • Blend suppen, og smag den til. Måske skal konsistensen justeres med mere vand.

 

ROSES FIF

Ketchuptricket er et sikkert hit i supper og gryderetter. Det giver lige lidt eddike og sukker, som klæder alle tomatretter umådelig godt.

Plan Ø konceptet handler om økologi og fuldkorn. Så for at gøre retten politisk korrekt skal vi have tilført fuldkorn. Ristet rugbrød eller fuldkornsbrød er nemt, gerne højt belagt med pesto, ost eller smør. Fuldkorns suppehorn, som koges seperat, er også en oplagt mulighed. Man kan selvfølgelig også vælge hvidløgsflute, oh salig fryd!

Hvis du kommer mindre vand i suppen, skærer grøntsagerne ud i mundrettet bidder og undlader at blende suppen – vupti, så har du en skøn gryderet, som kan serveres med f.eks. brune ris.

Hvad er din ypperste hemmelighed til den perfekte tomatsuppe?

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top