skip to Main Content

Er økologisk hudpleje godt?

Har du også tænkt, at økologisk babyhudpleje må være det helt rigtige og mest naturlige og rene, når din lille guldklump skal pusles og plejes?

Jeg har også været der – og før i tiden glad og fro købt for eksempel ansigtscreme fra Weleda til mit lille barn, for den var heeeelt naturlig og duftede jo så godt og emballagen var så pæn…..

Jeg tænkte, at æteriske olier jo var naturlige, og meget meget bedre end syntetisk parfume. Men altså, jeg blev klogere. For naturlige parfumestoffer – også dem i økologiske produkter – er præcis lige så problematiske som kunstige parfumestoffer i forhold til allergi. Syntetisk parfume kan yderligere indeholde ftalater og anden problemkemi.

Parfume – naturlig eller ej – er simpelthen no go for gravide og småbørn, hvis du spørger mig. I dag, altså.

Jeg sætter rigtig mange hudplejeprodukter, rengøringsmidler og tandpastaer tilbage på hylden i supermarkedet og i helsekosten, efter at have læst dem med småt på bagsiden. Seriøst mange af dem indeholder parfume, blandt andet de 26 allergene parfumestoffer, som du kan se her hos Astma-Allergi Danmark. De har bedt mig nævne, at de kører en kampagne for tiden for at gøre forældre opmærksom på, hvordan man forebygger og mindsker risikoen for hudallergi hos sit barn. Og det vil jeg selvfølgelig gerne.

Du kan også læse meget mere om de gode, parfumefri valg af hudpleje til baby i min bog BABY – 100% naturlig uden tilsætning. Generelt er det bedst at bruge så lidt som muligt, og gå efter svanemærkede babyprodukter (de er nemlig helt uden parfume).

Astma-Allergi Danmark skriver blandt andet:
“Rigtig mange småbørnsforældre foretrækker hudprodukter med økomærker på emballagen. Men det, der er godt for naturen, er ikke nødvendigvis sundt for din eller dit barns hud. Her er natur og økologi nemlig ingen garanti, eksempelvis er egemos det allermest allergene parfumestof, vi kender, og det er 100 procent naturligt.”

Vidste du for øvrigt, at det er vigtigt at undgå benzyl alkohol, som er et særligt allergifremkaldende parfumestof? Nogle producenter bruger det dog også som konservering og skriver derfor, at produktet er parfumefrit. Det er forkert.

Og er det nu ikke lidt ligemeget og lidt hys? Tja…. et ud af ti danske skolebørn har allergi, og hvert tredje danske barn har risiko for at udvikle allergi inden skolealderen.

Hvordan har du det med parfume?

This Post Has 12 Comments
  1. Jeg har det sådan med parfume at det er no go til
    baby, gravide/ammende og småbørn generelt.
    Min basis hudpleje, cremer og shampoo er uden parfume.
    Men jeg eje da en Elizabeth Arden green tea parfume som jeg bruger ved særlige lejligheder. Jeg kan også godt finde på at købe en øko bodylotion med æterisk olie i til mig selv( lavera eller Irma.-og den bruger jeg så ved særlige lejligheder for nogen gange er det bare for meget aldrig at dufte af noget..
    Min teen bruger til basis no scent/ svanemærket shampoo, sæbe og hudcreme og smører sig så med hvad jeg helst ikke vil vide ;)… men hovedparten er uden parfume og svanemærket.Hun køber også Gosh make up som er uden parfyme- men desværre med så meget andet skidt.

    Forøvrigt så køber jeg glad og gerne ânglamarks baby produkter til os voksne.
    F eks er deres baby bad/sæbe svag sur ligesom intimsæben- så den fungere fint i brusebadet og koste langt mindre.
    Den fede babycreme er super som natcreme om vinteren når man som jeg har tør hud- har også brugt den på tørre hænder etc. Og Bodylotion er fin til voksne og langt mere rimelig i pris.

  2. Jeg holder mig også langt fra parfumer. Men det har jeg ikke altid gjort.. det er først efter de sidste to børn, at jeg er blevet mere bevidst om, hvor grimt det er for os.
    Genial kommentar Iben kom med.. Den giver gode råd.. det med intimsæben kendte jeg ikke til. Det koster det hvide ud af øjnene på Apoteket, som jo ellers har den bedste.

    Jeg vil dog tilføje, at jeg har en parfume – når jeg virkelig skal gøre lidt ekstra.. jeg kommer den dog aldrig på kroppen. Jeg kan ikke tåle det.. Den bliver sprøjtet i håret i stedet..
    Dog lugter jeg noget neutralt ammeperioderne og i det hele taget, når mine børn er i nærheden.. på mit job er parfume også et forbudt område!

  3. SKØN tråd Rose. Hvad bruger du egentlig selv til ansigtspleje (creme, masker etc.)?

    Her har jeg to parfumer (Helmuth Lang og Dipthycon) som jeg har haft i adskillige år 😉 De sidste 2 år har jeg slet ikke brugt dem og savner det egentligt ikke ……

    Mine sønner (2 måneder og 3 1/2 år) har aldrig haft sæbe eller hårprodukter på sig .. gruer for hvornår den store skal igang.

    Far bruger babyánglemark, men ingen af os vasker hår særlig tit 🙂 Skal igang med at prøve de lækre shampoer og hårkure der er svanemærkede fra helsemarie og anbefalet herinde af … ellers sværh´ger jeg (rødme) tiul John MAster fordi det bare er godt til mit hår parfume eller ej. Men håret vasker jeg kun 1 gang ugentligt ……

    ELlers er min ansigtspleje fra SUki lige nu og selv om det ikke er “perfekt” giver det mig livskvalitet og solskin 😉

    Min hjemmelavede parfume er vanillekorn blandet med økoolie (kokos og oliven og mandel) og det er ret mildt og uskyldigt ….

  4. @ Iben, tak for alle de gode tips! Svanemærkede babyprodukter kommer også tit på hele familien herhjemme. Min tween-datter (snart teen, gys!) er stadig på den parfumefri vogn og er f.eks. glad for sin svanemærkede DEO-2-deo med krystal i, som hun synes er flot.
    Min kæreste bruger Urtekrams Aloe Vera shampoo, som er med diverse allergene parfumestoffer. Den er guld for hans lækre hår, og mærkbart bedre end de uparfumerede shampooer, han har prøvet. Så jeg kender godt dilemmaet.

    Indtil for fem år siden var jeg hver dag godt dynget til i parfume og makeup hver dag. Så mødte jeg min dejlige kæreste, og så kom der andre boller i parfumesuppedasen.

    I dag er jeg blevet meget mere sensitiv over for parfume. Jeg kan faktisk næsten ikke have det, f.eks. hvis jeg sidder ved siden af én i toget, som har været lidt for flittig med sprayen. Og det kan både være mænd og kvinder!
    Lidt for sart, måske, det er både rart og sommetider en anelse irriterende.

  5. @ Christina, tak for kommentaren og velkommen her på bloggen. Ja, man bliver mere sensitiv….. og med antal børn?!

    @ Katrine, tusind tak! Ja, Zenz nye PURE svanemærkede hårplejeserie er et rigtig godt valg, hvis man vil have vildt parfumefri hårluksus.

    Mirjam som lige er fyldt 2 har heller ikke været i sæbe og shampoo-bad endnu. Jo, hun har vist fået hårshampoo to gange i alt. Hendes hår regulerer sig rigtigt fint.

    Jeg vasker selv hår hver anden dag, på det punkt er jeg vist lidt almindelig, men det kan jo (også) ændre sig….I en parfumefri shampoo, veksler lidt mellem Tusindfryd (Irmas), Urtekram No Perfume, Urtekrams nye Family-serie m.fl. og glæder mig til at prøve Zenz Pure.

    Til ansigtet bruger jeg Double Rose Ultra fra The Organic Pharmacy. Den er ret dyr, men det er den eneste jeg har prøvet, som jeg rigtig trives med.

    Parfumefri, svanemærket håndsæbe og dusch.

    Zenz parfumefri hårvoks. Jo, jeg bruger faktisk af og til en lille smule hår-styling fra JOhn Masters, som er med noget æterisk olie-hejs. Jeg har haft den i to år og den er halvt fuld stadig. Den er ret god…. synes det er ok, når det er så lidt i håret.

    Matas parfumefri cremedeo (kan ikke tåle krystaldeo – !). Men overvejer kraftigt hjemmelavet cremedeo ala mkittekat!

    Universalsalve til småskrammer og vinterhænder, se opskrift i min bog BABY.

    Tusindfryd håndcreme til hverdag.

    Makeup, når jeg skal optræde. Det er et kapitel for sig. Jeg må skrive noget om det på et tidspunkt. Min makeup-park kunne vist godt trænge til lidt udskiftning… men jeg bruger det efterhånden så sjældent. Jane Iredale mascara.

    Det var f.eks. lidt af et sats at lave min nye “bogtube”

    helt uden makeup, kun med cykelfriske kinder 😉 men jeg er glad for, at det blev sådan!

  6. Herhjemme bruger vi hjemmelavet olivensalve (2del bivoks 2del sheasmør 1del olienolie smeltes over vandbad og puttes i krukke) fra Maisha som du læser med hos, til nærmest alt:) den er fantastisk til alt fra babynumser til tørre fødder, hænder albuer og som hårkur og meget andet. Ungen bliver aldrig vasket med sæbe, jeg har ikke vasket hår i et halvt år og når manden og jeg bruger sæbe er det no perfume fra urtekram.
    Jeg bruger cliniques mascara og almost powder når det skal være OG en tung parfume en sjælden gang i mellem.

    Bliver man egentlig født sensitiv overfor parfume eller er det altid noget man udvikler??

    1. Ja, det er Maishas olivensalve, som jeg har fået lov til at bringe i bogen (“Universalsalve”) – der står også, at den er inspireret af maisha.dk. Dejlig inspirerende side hun har!

      “Almindeligvis skal man have gentaget hyppig eller vedvarende direkte hudkontakt med stofferne for at blive allergisk.”
      – står der i dette
      http://www.mst.dk/NR/rdonlyres/48481776-7F4A-407A-ADD6-45CED20B6CBF/0/genereltomhudallergi_final.pdf
      interessante faktaark om hudallergi over for kemiske stoffer.

      Der er også MCS; duft- og kemikalieoverfølsomhed, som rammer flere og flere. Der reagerer man på luftkontakt med f.eks. parfume, hvor allergi er ved hudkontakt. Læs f.eks. om det her
      http://www.mcsforeningen.dk/index.html
      hvor der bl.a. står
      “Hver 10. dansker bliver ifølge Miljøstyrelsen generet af dufte og kemikalier. 17.000 danskere bliver ifølge danske MCS-forskere generet af dufte og kemikalier i så svær grad, at det påvirker dem meget i hverdagen – både hjemme og på job. Mange må opgive deres arbejde.”
      Scary!

      Men mors sundhedstilstand før og under graviditet kan givetvis påvirke, hvor disponeret man er for at udvikle allergi og overfølsomhed.

  7. Spændende, men skræmmende ja. Min unge har været i kontakt med (svane og a&a-mærkede vådservietter 2 gange og begge gange har han det ud som om jeg har vasket ham med syre:s og det til trods for at der er blevet tørret efter med vand… Det samme er sket de to gange henholdsvis mor og svigermor har været så søde t vaske hans bleer.
    Kan ikke helt genbemskue hvor sensitiv han er. Lægen synes vist vi er nogle pivdyr.

    Undrer mig i øvrigt hver gang er ved offentligt tilgængelige håndvaske over at der er skod-stinkende-neofarvet sæbe ved dem. Der må være mange mennesker med deres egen sæbe i tasken.

  8. @ Signe, ja det er en af mine yndlings-aversioner; parfumeret håndsæbe på offentlige toiletter. Især den med vandmelon-aroma!
    Kender godt den med det fremmede vaskepulver….. 🙂

  9. Hej Rose
    Angående universalcremen, så afprøvede jeg din opskrift her den anden dag efter anvisningerne i bogen. Har du selv prøvet den?

    Jeg spørger, fordi jeg godt gad vide, hvordan man afmåler ½ deciliter bivoks, inden man smelter det?? Se dokumentation og beretning fra mit forsøg her: http://blisbjerg.blogspot.com/2011/05/hjemmelavet-fedtcreme.html

    OG: er det meningen, at cremen skal være så hård, eller har jeg ret i min formodning om, at jeg har brugt alt for meget bivoks – eller er der mon en fejl i opskriften i bogen?

    Uanset, så var det sjovt at prøve, men jeg synes ikke rigtig, at min erfaring er, at min hårde, glinsende creme gør nogen forskel for mine vaske-plagede hænder… 🙂

  10. Kære Britt
    Hvor var det godt, du skrev. Jeg så nemlig godt dit blogindlæg forleden og skrev et nydeligt svar – men Blogger vil ikke lege med mig for tiden – SÅ mega træls! – selv om jeg har en googlekonto og har slettet min cookies og ikke sat krydser de forkerte steder og jeg skal komme efter dig. NÅ! Håber snart jeg finder de vise sten.

    Men klog af skade havde jeg copypastet min kommentar, så den får du her:

    “Ha ha ha …. åh gud, tak for dagens grin. Du er skøn! Hvad jeg ikke får udsat dig for?!

    Jeg bruger selv carnaubavoksen, og den er lidt nemmere at måle af. Jeg har ikke selv prøvet med bivoks. Jeg har selv prøvet at putte for meget voks i, men så smeltede jeg det simpelthen om med lidt mere mandelolie, og det blev rigtig godt (det kan du jo prøve, hvis du har mod på det). Øvelse gør mester. Det er lidt lige som at lave souffle, ikke….

    Jeg kender godt udfordringen med at fiske den varme skål op af vandbadet uden at brænde nallerne. Og omhælde uden at spilde (tip: læg noget køkkenrulle under de små krukkerne, så spilder du på dét i stedet for på køkkenbordet). Men jeg har fundet mine små tricks, og nu kører det som smurt (!).

    Jo, hun har også brug for salven om et år! Frostsprængte kinder, små sår i fingrene, revner bag ørerne, røde rumpetter… det forsvinder ikke lige sådan 🙂

    Jeg bruger den ikke selv om decideret håndcreme, med mindre mine fingre er virkelig hårdt angrebet i den værste frostperiode. Men til smårifter og den slags – og altså, til de røde numser, er den virkelig god! Og ja, som der står i bogen, den fedter mindre med en blanding af oliven- og mandelolie.”

    Men ja, det kunne da godt være, at man skulle ændre det med voksen til gram i stedet for dl. Det skriver jeg mig bag øret til en – forhåbentlig – revideret udgave af BABY.

  11. Hej Rose

    Tak for svaret – jeg vil prøve at smelte det igen og hælde mandelolie på – det har jeg nemlig skaffet 🙂 må jo så give en update om resultatet…

    Ville gerne have haft svaret på min blog, men jeg kan ikke engang selv svare på andres kommentarer derinde pt. Det er vist et generelt problem på blogger pt, som de arbejder på at fixe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top