Fredagsbrevkassen uge 17

Spørgsmål

Kære Rose
Hvor finder jeg legetøj, som man med god samvittighed kan købe uden at forgifte sine børn? Er Lego og Schleich fx ok?
Kh K


Svar

Kære K
Tak for dit spørgsmål! Legetøj kan indeholde masser af problemkemi, og det er især et problem for de mindste børn, som jo sutter derudaf på legetøjet.

Der findes ingen certificering for legetøj. Såkaldt økolegetøj er typisk fremstillet af naturmaterialer som uld, træ og plantefibre, for eksempel garn. Men det kan stadig indeholde miljø- og sundhedsskadelige stoffer, for eksempel krom, flammehæmmere, konserveringsmidler og parfume i form af æteriske olier. CE-mærket er heller ikke nogen garanti.

I Danmark er ftalater forbudt i legetøj til børn under tre år, og de værste ftalater er forbudt i alt legetøj. Ftalater er hormonforstyrrende og findes især i blød plastik. Så brug næsen, når du køber legetøj – hvis det lugter, så køb det ikke! Ftalater skal desværre ikke deklareres.

I min bog BABY har jeg et langt afsnit, hvor du kan læse meget mere om legetøj. Her finder du blandt andet en oversigt med links til webshops, som sælger legetøj uden problemkemi, hvor jeg henviser til konkrete produkter inden for forskellige kategorier. Renleg.dk, helsemarie.dk og solspejlet.dk er gode steder at starte.

Du kan også læse mere i bogen “Sund baby uden kemi” af Lene Midtgaard Hoedeman. Den handler om problematiske stoffer i babys gear. Den er fuld af generelle gode råd, men uden henvisninger til konkrete produkter og butikker.

Så vidt jeg ved er LEGO i orden. Jeg skal ikke kunne sige, om der kan være problemkemi i (meget) gammelt LEGO. Schleichdyr som er produceret fra 2007 og frem er også ok.

Vær i det hele taget opmærksom på, at genbrug ikke nødvendigvis er godt, når det kommer til legetøj. Før i tiden var reglerne for legetøj ikke så skrappe, som de er idag. Legetøj af ældre dato kan indeholde problematiske stoffer, for eksempel i maling og lakering. Det gælder blandt andet legetøj af træ og metal.

Undgå også så vidt muligt at lade baby lege med større børns legetøj og elektronisk gear.

Det eneste legetøj, som indtil videre har miljømærket Svanen, er visse typer plastisklegetøj fra Dantoy.

Det er for øvrigt vigtigt at vaske nyt legetøj før brug og at vaske legetøjet mindst en gang om måneden, så vidt muligt i vaskemaskinen eller i en balje varmt vand. Legetøjet bliver jo fyldt med støv, og i støvet ophobes problemkemien. Og så hjælper det ikke meget, at man har købt en fin Waldorfdukke i dyre domme, hvis den har suget alt det kemiske indeklimaskidt til sig….

Informationscenter for Miljø og Sundhed har nogle gode, enkle råd til legetøj her.


Kh Rose

Vil du også spørge om noget? Så læs her!

PS. Husk, at du kan vinde min bog BABY inde på facebook. Klik her.

This Post Has 2 Comments

  1. Fin side med mange gode synspunkter om ting og legetøj til børn. Der er kommet lidt af en forkert opfattelse af plastic og træ legetøj, mange tror nemlig at sålænge det er fremstillet af træ er det ikke sundhedsskadeligt. Men meget nyere plastic legetøj er faktisk fri for mange af de kendte sundhedsskadelige stoffer, hvor gammelt trælegetøj, kan indeholde en del problemstoffer som du selv nævner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *