Fredagsbrevkassen uge 40 – 2012

SPØRGSMÅL

Kære Rose

Jeg ammer min datter på 14, 5 måneder. Og det har jeg det på mange måder rigtig godt med: Det er hyggeligt og kærligt, min datter er bare fan af mælken og babserne (et rigtigt ammebarn) og jeg ved det er sundt i forhold til ernærning og antistoffer.

Men jeg har også læst en artikel hvor en læge (ja én læge, én artikel) siger at han anbefaler at man kun ammer i 5 måneder fordi moderen skulle give meget af af sine egne ophobede giftstoffer videre til barnet.

Jeg har dig godt hørt om det før, at den førstefødte ammebaby får alt ’skidtet’ fra mors krop. Der må være lidt om det. Eller?

Så derfor er jeg ked af at jeg ikke kan lade være at bekymre mig over om jeg bør stoppe med at amme. Jeg ved jo at du ‘holder med’ langtidsamningen, men ved du noget om det her med at man videregiver disse stoffer? Opvejes det helt af amningen? Og kan baby komme af med det igen?

 Håber du kan hjælpe

Mvh en specialist-forvirret langtidsammer

 

SVAR

Kære Langtidsammer

Tak for dit spørgsmål ang. langtidsamning.

Sundhedsstyrelsen anbefaler jo, at man fuldammer sit barn de første 6 måneder og derefter delvis amning til mindst 1 år, gerne længere. WHO anbefaler delvis amning i mindst 2 år.

Standardanbefalingen i EU er:

“Modermælk bør være den primære ernæring i hele barnets første år (…) i løbet af barnets andet leveår bliver familiens mad gradvist den primære ernæring.”
– Infant and Young Child Feeding: Standard Recommendations for the European Union (2006)

Det er korrekt, at en del af mors ophobede giftstoffer udskilles gennem modermælken. Men samtidig hjælper modermælken faktisk barnet med at udskille de miljøgifte, som er ophobet i fosterlivet! Så fordelene ved amning opvejer ulemperne – så enkelt kan det siges! Så jeg vil helt klart anbefale dig med at fortsætte uden unødig bekymring.

Jeg vil citere prof. Kim Fleischer Micahelsen, LIFE, Kbhs. Universitet:

“En del af de miljøgifte, moderen har i kroppen, bliver rigtigt nok udskilt i modermælken og overført til barnet. Men påvirkningen er beskeden, sammenlignet med den påvirkning, barnet får som foster.

Det er vigtigt at være åben for, at overførsel af miljøgifte igennem modermælken kan have negative effekter på barnet, og der er enkelte studier, der har vist negative effekter, bl. a. over for udviklingen af visse allergiske sygdomme, men eventuelle negative effekter skal vejes op mod alle de veldokumenterede positive effekter, amningen har for både barnet og moderen.

Der er lavet mange hundrede undersøgelser af amningens effekter, og flere omfattende videnskabelige rapporter har produceret samlede konklusioner på baggrund af denne litteratur. En af de største er en amerikansk rapport fra 2007, udarbejdet på opfordring fra det amerikanske sundhedsministerium.

Kun studier fra industrialiserede lande blev inkluderet. Konklusionerne var, at de børn, der blev ammet, havde en reduceret risiko for en række sygdomme, bl. a. mellemørebetændelse, diarre, luftvejsinfektioner, visse allergiske sygdomme, type 1-og type 2-diabetes, fedme og børneleukæmi.

Desuden havde de mødre, der ammede, en reduceret forekomst af æggestok- og brystkræft samt type 2-diabetes.

Man kan ikke opsætte en grænse for, hvor længe man skal amme for at opnå disse effekter, men for mange af effekterne ser det ud til, at længere amning giver mere beskyttelse.”

(Citat herfra.)

Det er værd at bide mærke i, at de lille foster altså er langt mere sårbart end en baby.

Det, man kan gøre som ammende, er optimalt set at udrense sin krop inden graviditeten. Men det skal ske i GOD tid inden graviditeten og under supervision. Udrensning af tungmetaller m.m. bør man ikke eksperimentere med på egen hånd, det kræver specialistviden. Derudover kan man begrænse indtaget og udskillelsen af giftstoffer under graviditet og amning. Det gør man primært med sund livsstil, god kost og passende kosttilskud. Det er især visse fede fisk, som indeholder mange miljøgifte. Det er værd at vide, at mælkeprodukter, næst efter fisk, er danskernes største kilde til indtag af det giftige dioxin. Økologiske fødevarer indeholder generelt færre miljøgifte end konventionelle.

Det frarådes at gå på diæt, slankekur, detox m.m., når man er gravid og ammer. Man skal også være opmærksom på indtag af grøn og hvid te, spirulina, chlorella m.m., da dette udrenser miljøgifte. Har man indtaget det dagligt i en længere periode inden babymaking, er det okay at fortsætte, i hvert fald hvad angår grøn og hvid te. Men er man ikke vant til det, så fraråder jeg, at man starter, så længe man er gravid eller ammer.

Se også dette brevkassesvar om fordele ved langtidsamning (hermed menes amning ud over 1 år).

Fortsat god fornøjelse med langtidsamningen!

KH Rose

 
PS. Har du set, at der er kommet nyt tema i Grøn Stue? Nemlig e-guiden “Sund familie med superfood til immunforsvaret – en praktisk guide om probiotiske mirakler, fermenterede grøntsager og hemmeligheder i tarmfloraen”.
Tjek det ud her!

This Post Has 2 Comments

  1. Rigtig god info, tak for det. Hvor længe inden en graviditet bør man udrense? Og hvor kan man få specialhjælp til det?

  2. @Turna, det vil være meget individuelt. Det kommer an på, hvor belastet man er, og om man også ønsker at kommende far skal udrenses inden babymaking.
    Du kan f.eks. kontakte optinut.dk, de har mange års erfaring.
    Man laver bl.a. hårmineralanalyse, som kan påvise den individuelle belastning af tungmetaller m.m.

    KH Rose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *