Onsdags-urten: Hamp

Jeg kan godt se, at der sker noget sjovt med folks ansigtsudtryk, når jeg fortæller, at jeg serverer hampedrik for mine døtre.
Men det er ganske fedt.

Hamp er den hotteste darling inden for superfood. Hel hamp er en guldgrube af protein og de geniale fedtsyrer omega 3-6-9 i perfekt balance. Og nej, det er ikke helt ude i hampen. Hel hamp har ikke noget med marihuana at gøre.

Jeg køber afskallede, økologiske hampefrø, som jeg blender med vand i min 3 hestekræfters (!) Blendtec Total Blender, til det er helt glat, og vupti, så er der hampedrik. Man kan tilsætte en daddel og lidt vaniljepulver, hvis det skal være ekstra festligt.

Hampedrik bruger jeg som mælk og andre typer plantedrik. Den er et virkelig fint indslag på menuen, hvis man er komælkefri.
Du finder opskriften i min bog BABY på side 190. Babyer må for min skyld gerne få hamp fra 9 måneder.

Foto: Line Klein

Hver morgen putter jeg en spiseskefuld hampeprotein-pulver i min morgensmoothie. Se opskriften her.

Jeg bruger også hampefrøene i mysliblandinger og til disse lækre proteinbarer med hamp og kakaonibs efter egen opskrift.

Jeg har lige spottet, at Helsebasen.dk har fået raw hampe smør, oh, det begærer jeg!

Min yngste datter Mirjam render rundt med hamp på numsen! Nemlig i de sugende indlæg i hendes skønne stofbleer. Hampefibre kan nemlig også bruges til tekstiler. Faktisk er det om muligt det allermest bæredygtige materiale til tekstiler. Så man kan med rette sige, at hun er på stoffer. Vil du vide mere om stofbleer, med eller uden hamp, så kig ind på bleguiden her.

Min kæreste har ikke mindre end to par lyse hampebukser, som han er ret glad for. Ikke helt dem her, men de minder om dem. Dem har jeg købt hos Eco Ego i København, som har landets største udvalg af basis økologisk tøj (i butikken, ikke endnu på nettet) – plus alt muligt andet grønt og bæredygtigt, både til baby, til fødderne, til kontoret, til køkkenet og til hovedet. En af mine yndlingsbutikker, det kan ikke siges ofte nok.

Det er faktisk Total Verboten at dyrke hamp i sin have, ikke engang i en lille urtePOT. Det siger Højesteret selv. For hunplanterne indeholder tetrahydrocannabinol, og så ved vi nok, hvad der sker…..

Har du prøvet hamp – altså den lovlige form? (Det andet snakker vi ikke om…..)

 

This Post Has 18 Comments

  1. Ikke til at indtage…..men begge børn har det som indlæg i deres bleer.

    Men det ma jeg lige kigge lidt mere på…..nu ved jeg jo vilken bog jeg skal kigge i 😉

    Hanne

  2. Vi bruger raw hamp proteinpulver i smoothies og proteinbarer, og de afskallede hampefrø bruger vi ovenpå havregrynene og alt muligt andet sjov.
    Jeg har endnu ikke lavet mælk af det endnu, men det skal prøves næste gang jeg køber det ind.

    1. Kunne man mon lokke en opskrift på proteinbar med hampepulver ud af dig? Jeg har prøvet at drysse det på min skyr, men det er ikke så lækkert.

  3. Her har bebselademusen også indimellem hamp på numsen. Dog kan vi bedre lide bambus, for hamp bliver så stift af at hængetørre.

  4. Jeg blev jo nødt til at prøve hampe-mælken.. Men synes mest af alt at det smagte lidt af græs? I hvilket forhold blander du? -og kan du virkelig få den helt fri for klumper?
    🙂

  5. @Tina, hæ-hæ. Jeg bruger cirka 1 dl afskallede hampefrø og 3/4 liter vand, sådan løst regnet. Man kan også tilsætte en daddel og lidt vaniljepulver.
    Jeg har en vold-super-blender, som blender det til dem mest smoothe, glatte drik overhovedet, aldrig skyggen af klumper. Det har nok meget at sige. Tror ikke jeg ville synes om det med “fnuller” i. Men så kan man måske bruge det i en smoothies?
    Den skal dog lige rystet og omrøres inden brug, men det gælder i og for sig al mælk, også ikke-homogeniseret komælk.
    Kh Rose

  6. Hej. Vi er begyndt at drysse afskallede hampefrø på vores mysli og synes det er rigtig lækkert! Men kan man også bruge hampefrø med skal? Jeg fandt nogle på nettet, hvorom der stod, at de havde et lavt indhold af THC, men det gjorde mig faktisk bare nervøs… Dertil kommer at jeg er gravid, så jeg vil også lige høre dig om det så er helt sikkert at spise hampefrø?
    Bedste hilsner Solmai

  7. @Solmai, jo det er sikkert for gravide at spise hampefrø – jeg har i hvert fald ikke hørt andet. Selvfølgelig; alt med måde.
    Dem med skal er lidt bøvlede, da skallen ikke kan spises. Man kan bruge dem til at lave hampedrik af, hvis man sier drikken. Jeg bruger dem ikke selv.

    KH Rose

  8. Hejsa.
    Jeg har flere spørgsmål vedr. hampefrø.
    – Er der noget godt i skallen på hampefrø, eller er de afskallede frø mindst ligeså gode?
    Jeg kan se at du i BABY s. 190 “Hampedrik” , nævner at man både kan bruge med eller uden skal.
    – Hvor tit må baby 9 måneder få hampeprotein-pulver? Hvor meget en tsk pr dag eller? Hvad anbefales? Jeg giver nemmelig ikke baby kød.
    – Udover hampeprotein-pulver, kan baby jo også få bælgfrugter (for at få dækket proteinbehovet), men må de få dem hver dag og alle slags nu når baby er 9 mdr? Er startet op med røde splitlinser, som du anbefaler i bogen BABY s.168 unde afsnittet “Bælgfrugter for begyndere”
    – Er der forskel på hampeolie og hampeprotein-pulver ift. omega 3-6-9 samt GLA, proteinindholdet og aminosyrer?
    – og er hampefrø de afskallede – og blendet til “mel” bedre end hampeprotein-pulver?
    – Kan det passe at hvis hampeolie og eller hampeprotein-pulver opvarmes, så ryger alle “de gode ting” , så det ikke anbefales bagværk, varm grød eller i varme supper??

    Håber du kan hjælpe med alle mine spørgsmål 🙂
    Og tusind TAK for din fantastiske bog BABY – den er og er stadig helt uundværlig, en bog der er et must ihvertfald til mine veninder!!!

    De bedste hilsner
    Louise, Holbæk

    1. @Louise, tak for dine mange spørgsmål. Det falder uden for rammerne af, hvad min intention er med at have et kommentarspor på min blog. Du er derimod meget velkommen til at benytte mine forskellige rådgivningsmuligheder.
      Jeg har skabt Grøn Stue som et forum for dem, der bl.a. gerne vil kunne stille mig spørgsmål og få personligt svar inden for 1-2 hverdage. Som medlem har du nemlig ubegrænset adgang til personlig rådgivning fra mig i medlemsforum og i Grøn Stues facebookgruppe.
      Du kan læse mere om dine mange medlemsfordele på Grøn Stue her: http://rosemaimonide.com/groen-stue/
      Du kan også benytte min gratis fredagsbrevkasse her på bloggen. Bemærk, at den aktuelle ventetid er ca. 13 uger, da brevkassen er meget populær.
      Hvis jeg ikke hører andet, sætter jeg dine spørgsmål i kø til fredagsbrevkassen.
      Kærligst
      Rose

  9. Hejsa!
    Jeg kan se at du hver morgen giver dine børn hampefrødrik. Er det muligt at du kan give mig din opskrift uden køb af bogen, da jeg ikke længere har babyer, og tænker ikke jeg vil kunne få glæde af den.

    Kan drikken laves til flere dage af gangen, og tror du jeg kan bruge min stavblender?

    Mvh Yvonne

    1. @Yvonne, tak for din kommentar. I blogindlægget forklarer jeg, hvordan jeg laver hampedrik. Det bliver ikke så glat/smooth med en stavblender. Det kan holde sig et par dage på køl.
      Du kan sagtens låne BABY på biblioteket, så vidt jeg husker findes den på knap 100 af landets biblioteker.
      kærligst
      Rose

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *